Marie - En magisk jul?

Jeg sidder lunt under tæppet i sofaen hjemme hos min kæreste Thomas. Udenfor vinduet daler årets første snefnug stille, mens jeg tænker på hvordan julen har ændret sig for mig de sidste 20 år. I år er det nemlig præcis 20 år siden jeg i 1995, holdt den sidste jul med min far, som døde få måneder senere, efter at have levet med kræft siden jeg var helt lille.

Min far var et legebarn, og elskede på alle måder julen og dens magi. Måske fordi han også meget tidligt mistede sin egen far, og derfor vidste, hvor voksent og ensomt et lille barn pludselig kan føle sig, når de voksne vender ryggen til og lukker øjnene for virkeligheden.

Selv om mine forældre blev skilt da jeg var 4, har vi altid holdt juleaften sammen, medmindre min mor skulle på arbejde. Det var altid en meget traditionel jul. Jeg stod op om morgenen - tidligt. Jeg var som regel meget spændt. Pakkede min sidste pakkekalender gave op og så på det fint pyntede juletræ, der stod klar i stuen. Duften af anden der simrede i ovnen, begyndte at fylde huset, mens tiden gik laaaangsomt. Vi hyggede, havde besøg og gjorde os klar til at tage i kirke. I kirken mødte vi som regel venner og familie, og nød den specielle spændte stemning der var. Vi tog altid forbi kirkegården på vej hjem og tændte lys på farfars grav. Og herefter kørte alt efter den store danske juletraditionsbog med juletræ, julemand og gaver. En aften som jeg husker som hyggelig og magisk hvert år.

Mens sneen i 2015 falder tæt udenfor kommer jeg til at tænke på en af de første juleaftener efter min fars død. Vi er hjemme hos min moster, onkel, kusine og fætter. Jeg sidder i udestuen, og har lidt ondt i maven. Det havde været svært at spise ret meget. Mor talte lidt sort. Jeg synes, at de andre grinede af hende bag hendes ryg. Måske var det bare mig, men mor var efterhånden altid nervøs, når vi skulle være sammen med moster og onkel. Hvorfor skulle vi være her, hvis hun blev ked af det? Pludselig ligger mor på gulvet og skriger og jamre: ”Avav hjælp mig!”

Min onkel ser på hende og siger noget med, at hun vist har drukket for meget. - Hvordan kan han sige det!? - Han kan jo se hun lider. Skal hun også dø nu? Hvorfor er der ingen der gør noget? Mor fortæller det er en cyste hun har inde i maven, der gør ondt. Jeg er bange. Jeg vil hjem. Der er to toppe på juletræet. Vi nåede ikke kirken. Intet er som det plejer at være! Jeg er bange. De andre bliver stille. Vi taler ikke om det. Vi tager hjem og jeg har så ondt i maven. Bare mor overlever...

I 2015 er sneen begyndt at lægge sig udenfor vinduet. Jeg ser på flammen i stearinlyset i vindueskarmen og tænker på, hvor ensom, bange og utryg jeg følte mig den juleaften.  

Dengang kunne jeg ikke se, at min mor havde et misbrug. Jeg tror heller ikke jeg forstod det. Jeg beskyttede hende i alle henseender. Og ingen nævnte noget for mig. Ikke før en dag nogle år senere, hvor min fætter, med tårerne trillende ned af kinderne, fortalte mig at min mor var alkoholiker, det havde hans forældre selv sagt. Han var ked af det og forvirret. Vi havde altid holdt meget af hinanden, men den aften gik der noget i stykker i mig. Jeg kunne ikke stole på ham og dem længere. Ikke stole på moster, som far, inden han døde, havde fortalt mig, altid ville være der for mig, og give mig tryghed og sandheden. Ikke stole på min ven og fætter, som også bare beskyldte min mor.

I dag tror jeg, at det var ensomheden, frygten og ansvaret, der var alt for stort for den lille teenagerpige jeg dengang var. Hvad skulle jeg stille op? Jeg ville nok, set i bakspejlet, gerne have haft at nogle ”voksne” havde reageret noget før. Jeg kan godt forstå min fætter. Og ved også at det sikkert var svært, for blandt andet min moster - og hun gjorde nok, hvad hun følte hun kunne. Jeg spurgte "de voksne", som jeg stolede på, om det var rigtigt min mor drak. Alle sagde -Nej Marie, det er bare dig der kører det hele op. Måske var de også bange for at se sandheden selv. Men jeg begyndte at tro på at jeg var galt på den, og at det var mig der var noget galt med.

Det er blæst op udenfor. Stearinlyset blafrer lidt i vinduet sneen fyger. Tankerne tager mig længere frem i tiden, jeg er landet i 2003, juleaften. Min daværende kæreste og jeg er på vej i kirke med min svigerinde. Det var ellers ikke en del af traditionen i min kærestes familie, at tage i kirke, men de tog med for at jeg ikke skulle gøre det alene. Min mor ville ikke med. Hun ville være derhjemme og gøre sig klar. Min mor og jeg skulle holde jul hos min mormor og morfar, og min kæreste skulle hjem til sin egen familie. Min mor, min kæreste og jeg, boede dengang i samme ejendom. Et byhus jeg havde arvet efter min far. Mit barndomshjem og min fars livsprojekt, som bestod af to ejerlejligheder, hvor min kæreste og jeg boede i den ene, og min mor i den anden. På vej hen til kirken tænkte jeg over, hvor lettet jeg var over at vi skulle være hos mormor og morfar. Når der kun skulle være os fire, så trickede det måske ikke min mors lyst til at drikke. Men jeg var også nervøs og utryg, for hun var underlig inden vi kørte til kirken. Blev hun hjemme for at drikke? - Nej, jeg håbede, at det bare var noget, jeg bildte mig ind…

Jeg glemte en kort stund alt om min mor, og vi havde en dejlig tur i kirke. Vi grinede! Jeg havde jokket i en hundelort og slæbt den stinkende med ind i kirken. Vi opdagede det, til tonerne fra orglets og byens stemmer, halvvejs inde i ”Glade jul”, og så sad vi der, og fnisede sammen.

Efter kirken kørte jeg min kæreste og svigerinde hjem til mine svigerforældre. Da vi holdt udenfor huset, fik jeg en knugende fornemmelse i maven igen. Et varmt lys strømmede ud af alle vinduerne i huset, der duftede af and og flæskesteg, og jeg kunne høre julesange da døren åbnede. Jeg fik et varmt julekram og ønskede god jul til dem alle. Bildøren lukkede, og der var helt stille og koldt i bilen. Jeg var nervøs. Prøvede at bevare roen. Jeg havde svært ved at starte bilen, ville hellere blive - og jeg vidste, at jeg var velkommen. Men hvordan ville mor klare den uden mig? Hold nu op Marie, beroligede jeg mig selv, mor er sikkert ikke fuld, når jeg kommer hjem. Det er sikkert bare indbildning. Jeg prøvede at bevare roen, mens jeg kørte. Trillede langsomt ned mod byen, så på de varme lys fra husene. Glade grupper af mennesker, der gik med pakker under armene. Jeg følte mig ensom og udenfor.

Så kom jeg i tanke om hundelorten i kirken. - Det ville mor le af! Jeg åbnede døren til lejligheden og kunne lugte en blanding af parfume og cigaretrøg. Melodien af ”I´ll Be Home For Christmas” spillede i radioen. ”Hej mor! Ved du hvad? Det gik så godt i kirken! Jeg skulle hilse fra alle dem vi plejer at møde. Men ved du hvad, jeg havde åbenbart jokket i en hundelort og…” Jeg så hendes blik, det var tåget og uklart. Hun havde drukket! Hun forsøgte at lægge neglelak. Jeg fik ondt i maven igen. "Mor har du drukket?" "NEJ! Det ve´ gud jeg ikke har!" "Jamen Mor? Det kan jeg lugte." "Nej det ved gud jeg ikke har. Nu er du urimelig!" Jeg rystede. Hun slingrede. Tabte sine nøgler. ”Mor vi skal køre nu.” Hun talte sort. Maven gjorde ondt. Ude i gangen stod rammer med plakater og malerier min far havde malet, som netop var blevet restaureret efter en vandskade. Hvor var han nu den store arkitekt og kunstner!? Hvor var han nu, hvor jeg skulle køre min fulde mor!? Hvorfor var han bare død fra os!? Nu handlede det hele bare om hans mausoleum! Det eksploderede indvendigt. Ensomheden. Savnet! - Det er fan´me ikke mig der tager fejl! Hvorfor fravælger hun mig, og tilvælger alkoholen?! Hvorfor lyver hun?! Beskyldningen, den dårlige samvittighed, manglen på troen på mig selv. Urimelighed. Ansvar. Minderne. Afmagten. Pulsen dundrede. Jeg rystede. Maven knugede sig sammen. Min mor ser på mig med et sløret blik, og kan ikke ramme nøglehullet, mens hun forsøger at låse døren til lejligheden. Alt eksploderede indeni mig. Jeg tog en tung ramme op, med et opslag fra Bo Bedre, hvor vores hus var afbilledet og fint indrammet i perspektou. Løftede den op i luften og kylede den igennem gangen og råbte ”Mor det er ikke mig der er noget galt med! Det er dig! Du ér fuld! Det er ikke mig der kører tingene op!” Glasset splintredes i tusindvis af stykker, da rammen ramte gulvet i den smalle gang. Jeg smækkede døren bag mig. Løb ud og startede bilen. Jeg måtte have luft. Ud til havet! Lyden af mit hamrende hjerte fyldte bilen. Jeg rystede. Kørte mod havnen, hvor jeg stoppede ved molen og så udover havet, mens den frostklare stilhed larmede sammen med min snøften.

Jeg sad der længe. Pludselig kimede mobilen, det var Mormor. ”Det er Marie…” ”Marie hvad har du gjort? ”Mig? Jamen…?” ”Nu skal du holde op med at gøre mere oprør! Kør hjem og hent din mor! Hun ringede, hun er så ked af det du har gjort! Og kom så herop. Vi venter med maden. Det er frygtelig egoistisk det du har gjort!” En lille bitte stemme inde i mit hoved sagde, at det ikke var mig, der var egoistisk. Men jeg blev i tvivl, skammede mig overfor mormor, sikke et dårligt menneske jeg var!...Sikke et dårligt barnebarn... Den lille stemme prøvede igen; - Marie det er ikke dig der er noget galt med! Det er naturligt, at du reagerer. Men den lille stemme druknede i dårlig samvittighed over at have smadret billedet - over at jeg havde reageret så kraftigt. Var der andre billeder der var ødelagt? Var mor ødelagt…? Der var stille. Jeg hadede mig selv, følte ikke jeg var værdig til at leve. Følte at alle andre ville have det bedre, hvis jeg ikke var her… Jeg måtte høre, at jeg var ok! Jeg ringede til min kæreste. Jeg havde en klump i halsen.”Hej det er mig...” Jeg kunne ikke holde gråden tilbage ”-Undskyld jeg ringer…” ”Rolig Skat! Træk vejret! Hvad sker der?” Jeg hulkede. ”Hvad er der sket? Er hun fuld igen? Marie, kom her op! For fanden.” Jeg blev beroliget, talt ned, startede bilen og kørte hjem igen. Jeg åbnede døren til gangen, hvor min mor stod og stadig var i færd med at feje glasskårene op. ”Undskyld mor, jeg er så ked af, at jeg reagerede så hårdt…” Jeg undskyldte og vi kørte op til mormor og morfar og fortsatte en juleaften, som jeg i mange år efter skulle høre for, at jeg egoistisk havde ødelagt.

Tilbage i 2015, triller tårerne igen ned af mine kinder, imens jeg skriver, og imens jeg tænker på den aften. Hvor var det urimeligt, hvor var det forbandet hårdt og ensomt. Jeg kan ikke forstå, hvorfor jeg fik skylden for det hele. Men tænker også på, at det må have været svært at se udefra hvad der skete? Hvad havde min mor mon sagt i telefonen, da hun ringede til min mormor? Kunne de ikke se, at hun havde et problem? At hun var beruset? Synes de virkelig, at jeg var så dårligt et barnebarn og så egoistisk et menneske? Jeg finder aldrig ud af det, for både mormor og morfar, er desværre døde i dag. Men den juleaften var ikke nogen god eller magisk juleaften, før min kæreste kom hjem, og trygt lyttede til mig og forsøgte at gøre resten af aftenen bare lidt god.

I dag er jeg så heldig, at min daværende kæreste, stadig er i mit liv og er en af mine allerbedste venner. Og det er meget dyrebart for mig på alle måder. Når der er ting, jeg har fortrængt eller ikke forstår, eller hvis jeg tvivler på mig selv, kan jeg få sandheden og vi kan tale om det. Det må have været forbandet hårdt at stå ved siden af mig, lytte og se mig være så ødelagt og forsøge at forstå. Det må have været en kæmpe afmagt og en irritation, at forsøge at få mig til at forstå, at jeg skulle stoppe med at beskytte min mor og begynde at passe på mig selv. Min daværende kæreste var nemlig den første, der siden min fætter dengang sagde, at jeg skulle vågne op, og forstå at min mor var alkoholiker, og at det ikke var mig der var noget galt med. Jeg reagerede ofte ved at blive vred og forsvare hende. ”Hold op, hun er jo bare træt” ”Ja hendes ånde lugter af citron, men det er en ny slags hals pastiller. Det siger hun selv”. Mine undskyldninger var mange. Fornægtelsen og beskyttelsen af min mor var urimelig stor. Men jeg var jo også vant til at få at vide, at det var mig, der kørte det hele op. Der var jo ingen ”voksne”, der havde sagt, hvad det handlede om. I dag er jeg evigt taknemlig for den tålmodighed og sandhed, som min kæreste dengang gang på gang hev frem, og tvang mig til at se sandheden i øjnene.

Og netop det, at se sandheden i øjnene og tale åbent om det, er en af grundene til at jeg i dag fortæller min historie. For jeg tror vi skal tale om det og bryde tabuet.

Sneen ligger fint og tæt udenfor vinduet, jeg kigger over på Thomas, som sidder i sofaen, og spiller på sin IPad. Jeg kommer til at tænke på, hvad han sagde den anden dag, da emnet igen faldt på, at jeg synes alt for mange vender ryggen til alkoholisme og lukker øjnene for os der står i det. ”Det er med det, som det er med førstehjælp Marie. Regel nummer ét i førstehjælp er, at det værste man kan gøre, er IKKE at gøre noget. Det er angstprovokerende at skulle hjælpe og være ærlig i en ubehagelig situation, men det værste du kan gøre er, at vende ryggen til og aldrig starte en dialog..." I overført betydning, har han så inderligt ret. Hvis du bare prøver, så hjælper du faktisk mere end du aner. Både Thomas og mine venner har efterhånden en del erfaring i disse snakke med mig - om min fortvivlelse omkring min mors misbrug og om julen. For de har efterhånden været vidne til mange juleaftener, og mange andre aftener og dage, hvor jeg har været ked af det, som følge af min mors misbrug. Det er jo ikke kun juleaften, som er påvirket af misbrugerens påvirkelse. Men juleaften er bare så skrøbelig. For lige på den anden side af julelysets og magiens skær, runger der en larmende mørk afgrund af ensomhed og frygt for, hvad der kan ske, og desværre ofte sker, for os, som er børn af alkoholikere.

I år ved jeg endnu ikke, hvor jeg skal holde min juleaften. Sidste år stoppede jeg kontakten til meget af min familie, og valgte at passe på mig selv i stedet. Jeg nåede til et sted i livet, hvor jeg ikke længere vil bruge julen sammen med lukkede øjne og vendte rygge. Jeg har konfronteret de mennesker, hvor jeg havde brug for at høre deres version, og det har gjort, at jeg ikke er så vred længere. Men jeg vil nok aldrig forstå, at nogen kunne vende ryggen til, og tro at jeg som barn, ville kunne klare eller forstå, hvad der skete helt alene. I mine øjne var de voksne af og til mere børn, end det barn jeg burde have været dengang. Det er vigtigt for mig at sige at jeg ikke bebrejder nogen. Jeg er bare uforstående. 

Jeg er stadig i gang med at finde mig selv i alt det her. Jeg har TUBA, som er en kæmpe hjælp for mig. Også har jeg de mest vidunderlige venner, som gennem de seneste 10 år er blevet min lille tætte og ærlige familie. Jeg ved, at jeg er velkommen hos dem alle den 24. december. Jeg har også min dejlige kæreste og svigerfamilie, hvor jeg er hjertelig velkommen, men jeg er bare ikke selv nået til at finde ud af, hvor jeg skal være endnu. Jeg føler altid jeg mangler noget, når min mor vælger flasken frem for jul med mig. Det kan godt få mig til at tænke, at jeg altid er tredje hjul, lige meget hvor jeg er - også selv om jeg godt ved, at det ikke er sandheden. Så måske bliver 2015 en jul, hvor jeg melder mig som frivillig hos en hjælpeorganisation, for at hjælpe nogle der ikke selv har et sted at holde jul. Måske bliver det hos svigerfamilien eller hos mine magiske gudbørn ved mine venner. Hvem ved?

Jeg har et juleønske, og det er, at alle der er vidne til misbrug, vil forsøge at yde førstehjælp. Vær ærlig, italesæt hvad du ser! Spørg om du kan hjælpe. Det kræver kun et par minutter af dit liv, inden du kan gå videre med dit eget liv igen. Nu tænker du måske, hvorfor mit juleønske ikke er, at min mor bliver ædru? Og jo, det er da altid mit ønske. For jeg kommer nok aldrig helt til at forstå, at hun ikke vælger at leve sammen med mig. At hun vælger alkoholen frem for livet og mig. Jeg er så småt ved at forstå, at jeg ikke kan redde min mor. Det smerter dybt! Jeg synes, at hun har et valg om at kunne leve - i modsætning til min far. Jeg ved også godt, at hun også er syg. Men jeg håber hver dag, at hun vågner op, og bliver sig selv igen. Jeg tror på, at børns kærlighed til deres forældre er noget af det mest loyale og tilgivende der findes, og jeg vil altid savne og elske min mor.

Lige meget hvad, så ved jeg at jeg heldigvis stadig har et lille barn inden i, som trods alt elsker denne tid! Jeg elsker den frostklare luft og det glimtende julelys og magien. 

Nu vil jeg forlade tastaturet, gå en lang tur i sneen med min kæreste, tage hjem og smide et par æbleskiver i ovnen. 

Mit juleråd til dig er:

1. Vær tro mod dig selv og din mavefornemmelse.

 

2. Husk misbruget er aldrig din skyld.

 

3. Tillad dig selv at finde et sted, hvor julen bliver god og tryg for DIG.