Kære TUBA
Min far har siden jeg var lille haft et alkoholproblem, han har fast passet sit job, men i mine øjne været afhængig! Det har han også i andres øjne, men det har altid været usagt. Mine forældre blev skilt grundet utroskab, da jeg var 10 år og opvæksten hos min mor var tryg, men weekenderne og tiden hos min far var udefinerbar, ukontrollerbar, kaotisk og uden vished om hvad aftenen ville bringe af ubehageligheder. Han var utilregnelig og blev nemt aggressiv og hidsig. Min mor har aldrig rigtigt villet indse hvor stort et problem der har været. Han agerer som en barn og i voksenårerne har jeg skulle fungere som sparringspartner – eller snarere skraldespand for hans problemer. I min barndom husker jeg at have været forsigtig, på vagt og altid årvågen og på tæerne for at aftenen forløb gnidningsfrit så han ikke skulle hidse sig op. Samtidigt følte jeg at jeg dækkede over hans misbrug og det var først i mit voksenliv jeg har defineret ham som alkoholiker, en status han ikke selv er enig i – jeg gjorde alt for at skjule det for omverdenen da det var så pinligt! Jeg er som person perfektionistisk, selvbebrejdende og en fighter, alt skal være i fineste orden. For er år siden fødte jeg en dejlig søn. Graviditet som var planlagt gav mig anledning til tanker omkring hvordan vi skulle forme vores familie. Efter vores søn blev født fik jeg det tiltagende fysisk dårligt, kvalme, opkastninger, rysteture om aftenen og haft et enormt behov for at kunne kontrollere situationen. I oktober fik jeg fjernet galdeblæren grundet voldsomme opkastninger og så fysiske symptomer på utilpashed som lægerne mente måtte være fysisk. Jeg er nået frem til at det er nyligt opstået psykiske tanker hvortil min krop reagerer fysisk. Jeg er blevet endnu mere hård; er jeg en dårlig mor, en dårlig tandlæge, en dårlig kollega og det er nu blevet svært for mig at indgå i sociale arrangementer hvor der indgår alkolhol. Jeg kan simpelthen ikke holde tanken ud om det ukontrollerbare der opstår i situationen. Det har resulteret i, at min mand og jeg har meldt afbud til mange arrangementer og hver aften har jeg kvalme og skal bare gennem aftenen. Det er pludseligt opståede symptomer som jeg nu ved har en psykisk karakter som skyldes min barndom. Det kører bare rundt, for jeg er bange for jeg aldrig bliver mig selv igen, jeg ved ikke hvordan jeg skal komme videre. Er begyndt til psykolog, men hun er ikke specialiseret i alkoholmisbrug, jeg falder udenfor Tubas visitationskriterier da jeg bor i en kommune i ikke samarbejder med. Har i gode råd til hjælp og bliver det nogensinde bedre?
Svar:
Kære du
Når jeg læser dit brev, får jeg sådan en omsorg for den lille pige, der voksede op med så stort et ansvar for at passe på sin far og dække over ham. Jeg får også stor omsorg for den kvinde, der nu, med ansvaret for et lille nyt menneske, skal finde ud af, at den kontrol, der hjalp hende gennem barndommen hos far, ikke længere er nødvendig. Det er et stort arbejde, du har været og er på. Alt for stort, og det – tænker jeg – er også det, din krop fortæller dig nu. Det lyder som om, den reagerer fysisk på, at du psykisk er på konstant overarbejde.
For det må være et enormt arbejde at forsøge at kontrollere situationer, du reelt ikke kan kontrollere. Du kunne ikke kontrollere din fars drikkeri og temperament. Og du kan ikke kontrollere et lille barns rytme og behov, eller hvad andre mennesker gør, når de får noget at drikke. Og det skal du heldigvis heller ikke, for det ville være en umenneskelig opgave. Sådan en umenneskelig opgave, som du, for mig at se, var på, da du var barn og blev overladt til en far, der ikke var i stand til at give dig den tryghed, et barn har behov for. Du blev overladt til en mand, der var utilregnelig og til tider ubehagelig. Selvom det i dit brev lyder som om, andre godt vidste det, deriblandt din mor, var der ingen, der skred ind og skærmede dig mod din fars ubehageligheder. Så det måtte du selv forsøge at gøre, for du kunne ikke regne med andre. Du listede årvågent rundt og gjorde alt, hvad du kunne for, at din far ikke skulle hidse sig op. Du forsøgte at skabe forudsigelighed i det uforudsigelige, orden i kaos, og kontrollere det ukontrollable. Jeg tænker, det hjalp dig til at holde angsten for det ubehagelige i skak.
Var det sådan det var? Jeg ved det jo ikke med sikkerhed, men hvis det var, tænker jeg, at det giver rigtig god mening i forhold til de følelser, der er dukket op hos dig nu i forbindelse med, at du er blevet mor og igen oplever at stå med et ansvar, der ligger uden for dig selv. Et ansvar for et andet menneske. Heldigvis er du nu den voksne, med langt større mulighed for at handle og træffe beslutninger, du rent faktisk har indflydelse på. Du er ikke længere et barn, der er underlagt et voksen menneskes luner, uden mulighed for at sige fra. Det ændrer selvfølgelig ikke på, at der stadig er faktorer, du ikke har indflydelse på, og det kan virke ubehageligt, når du har det sådan, at alting helst skal kunne kontrolleres. Jeg tænker på, om det uforudsigelige i et lille barns døgnrytme og behov vækker en gammel angst for ikke at vide, hvad der skal ske, og om du kan gøre noget ved situationen? Selv om du med dig hoved godt kan fortælle dig selv, at der ikke er nogen fare på færde i situationen, siger dine følelser måske noget andet, for de kommer fra gamle minder om utilregnelige situationer med din far. Det er så at sige dine gamle følelser, der spiller dig et puds. Derfor ligger der måske lidt arbejde for dig i at forsøg at skelne mellem følelser, der hører til nutiden, og følelser, der hører til fortiden. Det er i hvert fald, hvad jeg tænker, når du spørger om gode råd til hjælp.
Her er hvad jeg mere konkret tænker, du kan arbejde med: Måske kan det hjælpe dig, når du har det rigtig dårligt, at forsøge at få sat ord på, hvad det er, der sker inden i dig. At prøve at finde frem til hvad du bliver bange for, hvad du frygter, hvad der generer dig. Måske hjælper din kæreste dig allerede med det, og ellers vil han måske kunne være den, der kunne hjælpe dig med at prøve at finde ud af, hvor dine følelser stammer fra. Måske kan I to også sammen prøve at finde frem til små ting, der ville hjælpe dig i situationer, der virker overvældende eller skræmmende på dig? I kan måske lave aftaler om, hvornår din kæreste tager over og tager styringen på ting, så du ikke skal forsøge at tage et ansvar for alt og kan øve dig i at give slip på kontrolbehovet.
Du skriver, at du er blevet endnu mere hård, og er bange for at du er en dårlig mor, tandlæge og kollega. Det er ikke det, jeg i dit brev hører, du er. Jeg hører, at du er et menneske, der kæmper for at gøre det bedste, du kan, men som har en bagage med fra barndommen, der er tung at bære på og alt for tidligt har givet dig et ansvar, du slet ikke skulle eller kunne bære. Du har lært, at du skulle kæmpe som en gal for, at alt skulle fungere – og helst så ingen kunne sætte en finger på det. Det, du i dit brev beskriver med ordene perfektionistisk og en fighter. Og der er rigtig mange gode ting i at ville gøre sit bedste og at tage kampen op, bare det ikke ender med at tage over, så intet bliver godt nok, og at man ikke kan tage imod eller bede om hjælp, når det er nødvendigt. Det er en svær øvelse, når man først har lært, at den eneste man kan regne med, er én selv.
Men du har taget skridtet til at få hjælp, både ved at tage kontakt til en psykolog og ved at skrive herind. Det er stærkt og modigt, og rigtig vigtigt. Du kan se, at din barndom giver dig problemer i dit voksne liv, og du vil have, at det skal være anderledes. Allerede med den beslutning tænker jeg, er du på vej mod noget bedre. Der findes jo desværre ikke hurtige løsninger, og det er et hårdt arbejde, men jeg tror på, at det at kunne se det i øjnene, beder om hjælp, sætte ord på og nidkært forsøge at placere følelserne der, hvor de hører til, er små skridt på vejen. Det kan godt være, din psykolog ikke er specialiseret inden for alkoholmisbrug, men jeg tænker, du måske alligevel kan bruge hende til bl.a. at hjælpe dig med at arbejde med at slippe behovet for kontrol. Du skriver, at du falder uden for TUBAs visitationskriterier, men måske har din kommune et andet tilbud, du kan benytte dig af som barn af en forældre med et alkoholproblem. Derudover har TUBA drop-in-møder rundt omkring i landet om forskellige temaer, der især knytter sig til børn og unge, der er vokset op i familier med alkoholproblemer. De er åbne for alle, og du kan læse mere om dem her: http://tuba.dk/alle-begivenheder. De kan måske også give dig noget brugbar viden om din baggrund og handlemønstre.
Jeg håber, at der måske er lidt, du kan bruge fra mit svar til dig. Jeg håber også, du hører, at der ikke er noget i vejen med dig, men med den bagage, du blev givet. Den er der noget arbejde i at få pakket ud og placeret, hvor den hører til. Det håber jeg virkelig, du får hjælp til, for det fortjener du. Alt godt til dig herfra.
Kh
Christine