At give slip. Eller komme videre

Køn: 
Kvinde
Alder: 
23 år
Spørgsmål: 

Min mor begyndte at drikke da jeg var omkring tolv. Mine forældre blev skilt dengang, og jeg blev hendes fortrolige, veninde, psykolog eller mor. Jeg tog ansvar for alle i familien, et overdrevent et. Levede med nogle sære kunstige regler jeg selv opfandt i mange år for at holde mig igang, ikke bukke under eller bryde sammen. Hovedreglen var: de andre i familien før dig selv. Følger af denne regel: vis aldrig hvad du føler; vrede, sorg, frustration, frygt, tvivl, osv. - det skader familien. Jeg husker det, da jeg fandt på de to regler, jeg kan huske min lillesøsters urolige, utrykke blik når jeg ikke reagerede fuldstændig fattet. Hvordan min mor stoppede med at betro sig til mig hvis jeg ikke agerede helt rolig og voksen. Jeg måtte kontrollere mig selv. Ofre mig selv. Det var nødvendigt. For mine elskedes bedste. Nogen måtte bære dem. Da jeg blev 15-16 år gammel begyndte jeg at få venner. Kombinationen af at have mere end min familie i mit liv og at være ved at knække sammen gjorde at jeg gav slip på at prøve at redde min mor. Men jeg gav ikke slip på kontrollen eller den martyr lignende adfærd. Jeg så mig selv som en slags edderkop i sit spind, der bruge sin magt til det gode. Jeg ville bare se alle blomstre omkring mig. Jeg vidste alt om mange ligepludselig, nu jeg havde venner. Jeg havde en usædvanlig evne til at skabe tillid og plads, jeg havde jo øvet mig, trænet hårdt. Og jeg ville så gerne forstå, oprigtigt, hvad mennesker gik igennem og finde en løsning på deres problemer. Jeg dedikerede mig 100% til alle andre. For jeg levede med de samme regler jeg opfandt som 13 årig. Jeg var grænseløs, jeg ville gøre alt for andre, de kunne bede mig om hvad som helst. Da jeg blev seksuelt aktiv lod jeg mænd(ja) og drenge gøre lige hvad de havde lyst til med mig, og jeg fik dem til at have det godt med det, jeg var så vant til at læse andre mennesker at jeg vidste hvad de ville have, jeg kunne spille forelsket, hvis det var det han ledte efter, kinky eller uskyldig hvis det var det han ville have. For søren, der skete så meget dengang jeg helst vil slette fra min hukommelse. Når jeg drak blev jeg en anden, jeg kunne blive rigtig ond, selvskadende eller få blackouts - dem havde jeg rigtig mange af. Alcohol slap alt det undertrykte i mig fri. Det var som en eksplosion. Nå. Men min mor: jeg flygtede væk fra hende, hver gang jeg boede hos hende, blev jeg desperat, rastløs, det gjorde ondt at se hende. Jeg forstod først sent forbindelsen mellem min mors svigt og min adfærd, og hvor såret jeg egentlig var over at hun aldrig så mig, spurte mig, gravede lidt, ofrede sig som jeg havde for hende. Som mødre gør det. Eller burde. Så hver gang jeg vendte hjem, var det bare med at flygte igen så hurtigt som muligt, det har så resulteret i at jeg har fundet hurtige uholdbare løsninger, jeg har boet på herberg, arbejdet som au pair, lejet mig ind diverse steder hvor intet depositum var påkrævet (det er aldrig gået godt), jeg kunne jo ikke nå at spare op, jeg havde for travlt med at komme væk. Men hver gang er jeg endt hjemme hos min mor igen. For hun er der virkelig for mig, hun forstår sig bare ikke på alt det jeg tidligere har forklaret. Jeg er meget tæt med min mor og elsker hende højt. Alt ovennævnt er ting jeg er ovre, eller ihvertfald noget jeg dealer med, håndterer. Øver mig fx i at få sunde reaktioner, hvor der er plads til mig. Og at udtrykke mig. Og finde grænser. Og at finde en ny mening/mission med mit liv. Det svært. Men jeg er så vildt levende. Jeg bor hos mor igen. Nu kommer mit spørgsmål. (Det var slet ikke meningen at jeg ville fortælle alt det her, kunne bare ikke stoppe med at skrive. Synes det er et klart bevis på at jeg på mange måder stadig er der, min mor går mig stadig på) hun drikker stadig. Kun måske halvdelen af ugen. Hun siger at det er hendes fritid, hendes måde at hygge sig på. Heh, men jeg kender hende jo. Okay. Så. Jeg har også åbnet mig op for hende, min relation til min mor skal også blive sund. Men når hun drikker sårer det mere end nogensinde, hun lytter ikke, husker ikke, hun kan ikke engang se mig med de våde øjne der sejler rundt i kraniet. Jeg lever i et konstant flashback. Og føler det samme svigt som jeg gjorde da jeg var tolv hver eneste gang jeg ser hende sådan. Føler at der ikke er plads til mig. Ligesom jeg frygtede. Hvilket måske var grunden til at jeg fandt på mine regler. Måske var det nemmere at bære de andre end at blive tabt af dem. Det her virker vildt terapeutisk at skrive Okay, det jeg håber på er at du vil fortælle mig om er hvordan andre giver slip på deres forældre? Eller slipper fri fra dem på anden vis. Jeg er træt af at være Josephine 12 år. Jeg må videre. Hjælp mig. Hvordan sætter andre deres spøgelser fri? Hvordan bliver de voksne? Hvordan desocierer jeg mine oplevelser med min mor som barn fra dem jeg har/får som voksen? Undskyld det rodede brev. Jeg håber du vil læse det alligevel, vil på en måde være rart. Jeg håber du kan hjælpe

Svar: 

Kære Josephine

Tusind tak for dit brev. Din evne til at analysere, perspektiverever og reflektere over dit liv gør dit brev meget rørende. Sikke et talent du bærer med dig der. Du har uden tvivl været igennem rigtige mange svære ting i dit liv. Du skriver, at dine regler holdt dig i gang, og fik dig til ikke at bukke under og bryde sammen. Til genglæld har du i alt dette formået at glemme dig selv, fordi det, som du selv udtrykker det, altid har handlet om de andre. Du har brugt dine regler for at overleve i det du var i, uden at mærke dig selv, og nu har du indset, at det tjener dig ikke længere, og at du skal videre.

Du spørger i dit brev: Hvordan giver andre slip på deres forældre? Hvordan sætter andre deres spøgelser fri? Hvordan bliver de voksne? Det findes der desværre ikke nogle entydige svar på. Men jeg vil forsøge at give dig nogle konkret redskaber til, hvad du kan gøre. Du kan vælge at bruge dem, eller lade dem passere; det er selvfølgelig helt op til dig.

Jeg tolker ud fra det du skriver, at du har indset, at tiden er inde for dig til at give slip på de ting på disse regler, for de tjener dig ikke længere. Ud fra det du skriver, så tyder det på, at det er gået op for dig, at hvis du skal videre i dit liv, så må du til at tage mere hensyn til dig selv. Og du skriver også, at du øver dig. Selvom det er svært, så kan det lade sig gøre. Men det kræver en målrettet indsats fra din side. Jeg er enig med dig i, at nu er det på tide, at du skal videre i dit liv og lære at mærke efter, hvad der er bedst for dig. Det kan være utrolig svært, når det altid har handlet om de andre, men med små skridt, skal du nok nå i mål og ud af din spiral, som har handlet om at please andre.

Jeg tænker at det med at blive bedre, til at mærke dine behov og handle på dem, er det der kendetegner det, at være voksen. Den proces handler også om at give slip på din mor og i stedet vælge dig selv til.

At mærke dine behov

En af måderne, du kan lære det på, er at stille dig selv spørgsmålet: Hvad er bedst for mig? Hvad har jeg lyst til? Gør det noget godt for mig? Og sige fra overfor det, der ikke gør dig godt. Ja, du må gerne være egoistisk og kun tænke på dig selv. Det har du brug for, hvis du skal videre. Lære at anerkende alle dine følelser: vrede, sorg, skyld, skam, ked-af-det-hed, glæde, lykke, smerte m.m. De er en del af os alle sammen, så istedet for at forsøge at skubbe dem væk, så tag fat i dem, accepter dem og mærk dem.

En af måderne, man kan komme i bedre kontakt med sig selv, er fx gennem meditation eller mindfulness. Når du føler rastløsheden, så løb en tur eller boks i en pude eller tag et sted hen og råb det ud. På den måde vedkender du dine følelser og får afløb for dem. Tilgiv dig selv for at have været grænseløs. Du har gjort det så godt du kunne, med de ressourcer du havde på daværende tidspunkt.

At give slip på forældre

Et afgørende skridt for dig er, at du må acceptere, at din mor drikker, og at hun ikke formår at være der for dig, som en mor bør være. Jo før du mestrer dette, jo før kan du sætte dig selv fri. Hvis det smerter dig for meget at bo sammen med hende, fordi du hele tiden bliver mindet om hendes omsorgssvigt og flashbacks, og hvis det ikke tjener dig noget godt, så overvej at flytte fra din mor. Ja, din mor er der for dig, og alligevel er hun der ikke; ihverfald ikke når hun er fuld. Kan du leve med, at hun kun er der for dig cirka halvdelen af tiden? Kan du leve med, at du ikke rigtig ved, hvor du har hende, når hun er fuld? Kan du leve med det, hun har udsat dig for? Spørgsmål, som du kan vælge at tage op til overvejelse. Hvis du tænker, at det kan du ikke leve med, så vil mit bedste råd til dig være, at du laver en plan over, hvad der skal til, for at du kommer fri og kan flytte hjemmefra. Du skriver, at du har flygtet flere gange, men at alternativet ikke har været holdbart i længden, da du bl.a. har manglet nogle økonomiske ressourcer.

Du kan sagtens elske din mor, uden at påtage dig ansvaret for hende. Du er ikke ansvarlig for din mor. Hun bærer selv ansvaret for sit liv, og hvis hun drikker, så er det et valg, hun selv må stå til ansvar for. Ja, det er hårdt at erkende, at man ikke kan lave om på andre, især når det er en man elsker så højt, som du gør.

Jeg vil endnu engang gerne takke dig for, at du fandt modet til at skrive herind. Jeg har været lidt konfronterende i mit svar og du skal vide, at det er kærligt ment. Hvis du endnu ikke har været i terapi, så vil jeg råde dig til at kontakte TUBA. Det vil hjælpe dig i din videre udviklingsprocess. At sætte dig selv fri fra din fortid, som i tankerne forvolder dig så megen smerte. Så du kan komme videre med at leve et mere værdifuldt liv; det fortjener du, og jeg ønsker dig al mulig held og lykke på din vej.

Bedste hilsner

Isabella