Hvordan gør jeg det bedre for mine døtre?

Køn: 
Kvinde
Alder: 
34 år
Spørgsmål: 

Hej, jeg er alenemor med to piger på 4 og 6 år. Jeg er vokset op med en alkoholisk far og har gået i et kort forløb sidste forår. Først der gik det op for mig, at jeg er barn af en alkoholiker. 

Jeg ser nu, at jeg har taget så mange mønstre med fra jeg var lille. Jeg er ikke den stærke mor, der giver den store omsorg. Jeg har det svært med at miste kontrol, få kritik og med gråd. Og det er gået ud over mine børn; nu savner jeg værktøjer/viden til at rette op. 

Min store pige har altid løst problemerne med gråd. Jeg har tidigere sagt, at det hjælper ingenting at græde. Det gentager hun nu når hun bliver ked af det. Jeg har haft svært ved at rumme deres følelser. Jeg har for nyligt sagt til dem, at selvfølgelig må man græde; at det var noget vrøvl jeg sagde dengang.

Men jeg kan mærke, at de skubber mig fra dem. At de ikke stoler på mig. Det har været en hård erkendelse, og jeg græder så utrolig mange tårer. 

Skal jeg lade dem se en børnepsykolog? Og hvad kan jeg selv gøre? 

De trives begge godt; dog har den store et meget lille selvværd, hvilket jeg kan se gør det svært for hende i relationer til venner. Den lille er stærk mistroisk over for andre.

Jeg retter meget på den store; vil nok i virkeligheden gerne kontrollere hende og hendes personlighed. Hvordan giver jeg slip på den urimelige trang? 

Jeg savner at give dem en stærk mor. En balanceret mor. At give dem omsorgen tilbage. Og at gøde deres selvværd.

Jeg ville sådan ønske, at jeg havde forstået min fortid før jeg fik børn. Så havde jeg forstået at være mere. 

Mvh Bodil

Svar: 

Kære Bodil

Jeg bliver dybt berørt af dit brev, og tænker at her er en mor, som vil sine børn alt det bedste. En mor med en svær historie selv, en mor som har besluttet at hendes piger ikke skal lide under hendes egen smertefulde historie. Jeg læser et brev fra en mor som tager ansvar, ansvar for sig selv og sine piger!

Det er så sejt gået! Jeg ved hvor meget erkendelse der skal til, og hvor meget mod det kræver, at sætte ord på alt det, som du så fint gør i dit brev.

Du skriver at du sidste forår var i et kort forløb, og der opdagede du, at du er barn af en drikkende far. Din opdagelse er helt ny, og jeg kan forestille mig, at du stadig er rystet over din opdagelse, mon jeg har ret i det?

Det er en stor mundfuld at skulle tage ind, og fordøje. Så vær rar ved dig selv, det tager tid. Du skriver at du har taget så mange mønstre med fra da du var lille, at du ikke er en stærk mor, der giver stor omsorg, ikke desto mindre, skriver du her til brevkassen, og deler dine bekymringer, din usikkerhed og din sorg med os, du ønsker oprigtigt at det skal blive anderledes, det i sig selv er stor omsorg, både for dig og for dine piger. Jeg håber lidt at du i disse ord her, måske får øje på din omsorgsfuldhed, ser du lidt af den lige nu?

Du skriver du har svært ved at miste kontrol, det kan jeg godt forstå, måske det slet ikke er så skidt endda, måske kontrollen er helt nødvendig for at skabe trygge rammer for dig og dine piger, og mister du den, mister du evnen til at skabe de trygge rammer i har brug for.

Er det måske en god idé, at tænke lidt over de kvaliteter der ligger i at være i stand til at bevare kontrollen? Måske dette kan give lidt luft, til at slappe af, der hvor kontrollen ikke er nødvendig, og lade den fylde der hvor den er nødvendig, hvad tænker du?

At få kritik er aldrig rart, hverken som barn af drikkende forældre, eller barn af andre. Vi vokser når vi bliver set, mødt og elsket. Med drikkende forældre er der ofte en oplevelse dybt i det inderste om ikke at være elsket, og derfor bliver vi ekstra sårbare overfor kritik.

Det er her vigtigt, at arbejde med os selv, og vores egen selvkritik. Du er god nok som du er, og lige nu i dit liv, er du i gang med at rydde op og hele de sår du har fået i din opvækst, giv dig tid, giv dig selv kærlighed og husk at hver dag bliver det bedre og bedre. Selvomsorg er nøgleordet her.

Måske det er godt at græde lidt, få sorgen ud, sorgen over den tabte kærlighed i din barndom, sorgen over at din far drak, sorgen over det som dette har gjort ved dig, og ikke mindst sorgen over den kærlighed du måske har holdt tilbage for dine piger, så de kunne vokse sig stærke og uafhængige, måske du på din helt egen måde forsøgt at beskytte dine piger mod verdens ondskab.

Mon det er sådan at når dine piger græder, så kommer du i kontakt med din egen gråd og ulykkelighed, og det er simpelthen for hårdt? At da du var en lille pige hjalp ingen tårer, for ingen så dig, ingen mødte dig, ingen forstod dig, med tiden lærte du at gråd ikke løser noget, mon det er sådan det hænger sammen?

I dag ved du bedre, og derfor er du lige nu ved at lære dine piger, at man selvfølgelig må græde, og helt som dig, er de lige nu ved at lære noget nyt. Også dette tager tid. Det vigtige her, er det som du er i fuld gang med, nemlig at se dine egne mønstre, og ændre på den del af dine mønstre som ikke gør godt for dig eller dine piger, du er på vej og du er allerede meget langt. Jeg er ikke i tvivl om, at dine to piger nok skal klare sig med en mor som dig, kærlig og ansvarlig. 

At du ikke oplever dig helt i stand til at rumme dine pigers følelser, hænger sammen med besværet du oplever i at rumme dine egne, så jo bedre du bliver til at rumme alle dine egne følelser, jo mere kan du rumme dine pigers.  

Måske du skal have noget mere hjælp end det korte forløb du har været igennem, jeg vil i hvert fald anbefale dig, at det er dig der i første omgang skal have hjælp, dine piger har brug for, at du får det godt, for når du har det godt, og kan rumme dig selv, så får de det godt, og kan derved være sig selv med alt hvad dette indeholder.

Igennem et forløb med en psykolog eller en psykoterapeut, kan du lære at støtte din store datter og ikke rette på hende. Du skriver de begge trives, dog har den store et lille selvværd, og den lille er mistroisk over for andre. Måske det vil være godt, om du kigger ind i dig selv, måske du derinde vil finde, at du selv har et lille selvværd og er mistroisk, og måske på den måde kan du sætte dine piger lidt mere fri, til at opleve verden fra deres ståsted, og ikke nødvendigvis fra dit.

Husk at det er dig som har haft en far der drikker, ikke dine piger. Dine piger har en mor som tager et stort ansvar, og som inderligt ønsker noget andet for sine piger!

Jeg kan af hele mit hjerte godt forstå dit ønske om at have forstået din fortid før du fik børn, den følelse kender jeg selv alt for godt. Så er det godt at minde dig selv om, at gaven ved at have fået børnene er, at det er igennem dem, at du har fået øje på hvad din fars drikkeri har gjort ved dig. Du havde måske ikke set dette uden hjælp fra dine børn, din store kærlighed til dem åbnede dine øjne, og dit hjerte.

Du skriver til sidst i dit brev ”Jeg savner at give dem en stærk mor. En balanceret mor. At give dem omsorgen tilbage. Og at gøde deres selvværd” kæreste Bodil, de har allerede en stærk mor! En mor som er i fuld gang med at finde balancen, så hendes omsorg bliver synlig for hendes piger, og deres selvværd vokser, når de ser deres mor vokse!

Jeg håber mine ord, har hjulpet dig, og givet dig modet til, at tage det næste skridt i din rejse her i livet. Og jeg ønsker dig og dine piger alt det bedste fremover.

Kærlige hilsner

Jette Lykke - Tuba