Hvorfor kan jeg ikke trøste?

Køn: 
Kvinde
Alder: 
23 år
Spørgsmål: 

Kære Tuba,

Siden jeg var lille begyndte min far at drikke. Han slog aldrig min søster og jeg, men han blev tit rigtig rigtig ked af det. Han lider af vinterdepression, og i de rigtig kolde måneder, blev hans drikkeri rigtig slemt, og jeg har indre billeder af ham, siddende i sin lænestol, grædene. 

 

Min mor begyndte at drikke da min mormor døde(tror jeg). Jeg fandt først ud af det 6 år efter, da jeg var 17 år. I mandags havde jeg min storbror og mor på besøg, fordi jeg er ivrig efter at få vores forhold op at køre. Det gik fint nok, men både min mor og storebror er konfliktsky, så det var mig der banede vejen for samtalen. Da vi kom lidt dybt ind, kunne jeg simpelthen ikke lade være med at græde, og jeg lagde mærke til, at hverken min mor eller storebror lænede sig hen for at trøste mig, men kiggede bare på mig, og sagde nogle på "halvopmuntrende" ord til mig. 

 

Jeg er i et fast forhold med en dejlig fyr. Han er simpelthen så omsorgsfuld og følsom. Græder jeg, så trøster han mig ALTID. Men når han græder, så kommer jeg aldrig hen til ham. Jeg kan ikke. Noget siger simpelthen stop i mig. Jeg siger til mig selv "Hvorfor kan han ikke se, at han ikke selv er uden om det?"

Tilbage til min far. Ingen trøstede ham, selvom han sad og sagde at han gerne ville hænge sig selv med et torv i kælderen. Min søster og jeg var selv meget små, min storebror var flyttet hjemmefra, og min mor forlod bare rummet. Så sad min søster og jeg bare og kiggede på vores far som sad med et knust hjerte. 

 

Mit spørgsmål er, hvordan tackler jeg det, at min kæreste græder? Jeg ved godt hvor det kommer fra, at jeg har svært ved det, men er der nogle specifikke værktøjer jeg kan bruge i de situationer? For det er simpelthen SÅ svært for mig. Min kæreste har måtte bede mig ordret om at komme og trøste ham. Han siger altid: "Det er aldrig dig der kommer til mig"

 

Jeg har ondt af ham for at have fundet sådan et ødelagt menneske som jeg er(for der er meget mere galt med mig end bare dét), og jeg vil bare gerne være den bedste kæreste jeg kan. Men noget siger simpelthen bare "STOP". Jeg begynder at diskutere med mig selv, om jeg skal trøste ham, og det kan tage lang tid, og jeg når aldrig at komme til en konklusion, før han selv kommer til mig, og der kan sagtens gå 15-20 min. 

 

Med venlig hilsen, 

Anonym pige, 23 år

 

Svar: 

Kære dig

Mange tak for dit brev. Hvor er det godt, du skriver herind til brevkassen. Du skriver i dit brev, at du er vokset op med både en far og mor, der har haft et alkoholmisbrug, og at din far tillige har lidt af depression. Du har oplevet, at der aldrig var nogen, der trøstede ham, når han havde det psykisk dårligt. Du skriver også, at du for nyligt var udsat for, at hverken din mor eller din bror trøstede dig, da du græd overfor dem. Heldigvis har du en kæreste, der er god til at trøste dig, når du er ked af det, men når det handler om, at trøste din kæreste, så føler du dig hæmmet og ikke i stand til at vise ham den omsorg, han har brug for, og det ønsker du redskaber til herigennem brevkassen.

Dette vil jeg hermed forsøge. Jeg vil starte med at fortælle dig, hvor modig du er, når skriver herind til brevkassen for at få hjælp. Det er så sejt gået, og jeg har dyb respekt for, at du ærlig står frem og rækker hånden ud for at få hjælp til at håndtere en begrænsning, du har i dig. Det er da en evne til ærlig selv-refleksion, der vil noget. Ud fra det jeg læser, er du absolut ikke et ødelagt menneske, som du skriver i dit brev. Tværtimod er din kæreste heldig, at han netop har fundet dig - En som har viljen til at turde kærligheden. Der findes kun en som dig, og netop fordi du er, den du er, har din kæreste valgt lige netop dig.

Du skriver at du har et indre billlede af din far, hvor han sad grædende i en lænestol og truede med sevmord. Derfor tænker jeg også, at det må have fyldt en hel del for dig i din barndom, og det forstår jeg udemærket. Det har uden tvivl været en svær opvækst for dig. Det er rigtigt svært, at rumme andres følelser, hvis man ikke har været vant til selv at møde denne rummelighed fra andre, som fx da du græd overfor din mor og bror, uden de udviste omsorg eller prøvede at trøste dig. At trøste andre har, ud fra det jeg læser i dit brev, ikke været en del af din opvækst og derfor ikke noget du har lært. Derfor vil det af gode grunde være svært for dig at trøste andre, netop fordi du aldrig har oplevet det eller lært det i din opvækst. Måske bliver du også mindet om din depressive fars sorg, når din kæreste er ked af det – Måske ved du det allerede. Måske giver det mening eller måske gør det ikke.

At vise sårbarhed er for mange også et tabu, og derfor kan det være svært at håndtere andre, der åbent viser deres sårbarhed. Dette gør det også svært at trøste, fordi vi kommer i berøring med vores egen sårbarhed og sorg. Måske kommer vi også til at føle skyld og skam, fordi vi kommer i tvivl, om vi er årsagen til, at den anden føler, som han/hun gør - Er det mon noget, du kan relatere til? Hvis du kan, så forsøg at fralægge dig skylden og skammen, og tænk istedet på, at sårbarhed, ked-af-det-hed og sorg er en naturlig del af vores følelesregsister, og derfor noget vi alle føler ind i mellem. En anden årsag, kan også være, at vi er bange for at blive afvist. Jeg ved ikke, hvad årsager er for dig, men jeg forsøger at vinkle det på forskellige måder, så det måske kan sætte nogle nye refleksioner i gang hos dig, og dermed måske hjælpe dig med at finde årsagen.

Mit bedste råd til dig er, at du ikke bebrejder dig selv. Prøv i stedet at sige til dig selv: Jeg gør det så godt jeg kan, med de ressourcer jeg har, og jeg skal nok få det lært – Et lille skridt ad gangen. Et lille skridt ad gangen kunne være, at du starter med at sende din kæreste et medfølende smil eller går hen og tager hans hånd. Du kan også hente en kop kaffe, en cola eller noget andet, han godt kan lide og bare sidde ved siden af ham og lytte og vise forståelse. Du behøver ikke fixe eller komme med løsningsforslag. Han behøver kun at vide, at du er der for ham. At du står ved hans side. Hvis du har mod på det, kan du eventuelt spørge, om han har brug for et kram. Mere behøver der ikke at skulle til.

Tænker også, at det måske kunne være en god ide at tale med din kæreste om det og eventuel vise ham dit brev og dette svar. På den måde viser du din kæreste, at han betyder noget for dig, og at du gør en stor indsats for at være en god kæreste. Det er helt op til dig, og det er blot forslag, som du kan bruge eller kassere.

Jeg ønsker dig det bedste for dig og din kæreste. Skriv igen, brug chatten eller kontakt TUBA, hvis du har brug for yderligere hjælp.

Bedste hilsner

Isabella, TUBA