Ingen tabu

Køn: 
Kvinde
Alder: 
21 år
Spørgsmål: 

Kære Tuba

Jeg har haft en del problemer med alkohol i familien. Min mor fik en ny kæreste for 6 år siden, som viste sig at være alkoholiker. Dette er gået ud over mine små søskende og jeg, som har været tilskuerere til mange ubehalige ting i hjemmet. Da det var aller værst og jeg fik nok, var jeg så heldig at få en håndsrækning fra kommunen. Jeg har fået psykologhjælp og haft tildelt en kontaktperson, som har hjulpet mig med at forstå alkoholen og dens impact på min verden.

Min mors kæreste havde sine dårlige perioder on and off. Nogle gange gik der ikke mere end 1 uge før han faldt i, andre gange kunne der gå op til 2 måneder. Med den rette hjælp lærte jeg at det ikke var min skyld, og vigtigst af alt, at mærke efter og at kunne sige fra. I flere måneder valgte jeg at spise inde på mit værelse, selvom min familie spiste sammen (både i de gode og dårlige perioder), og lærte hvad det ville sige at være medforbruger(?). Kort sagt, så fik jeg mange redskaber med på vejen, som har hjulpet mig meget i dag. 

For at komme til pointen, så endte det med, at jeg flyttede, nægtede at snakke med min mors kæreste, også selvom han var ædru. Nu har han været ædru i snart 2 år, hvor jeg det ene år, har ungået at have én eneste længere samtale med ham. Undervejs tog jeg små skridt, der nu har ført til, at vi taler sammen som normalt. Vi har familiemiddage, krammer, snakker om skole og arbejde osv. Alt er rigtig godt!

Nu til den rigtige pointe! Alt er godt.. Han har fast job, går til samtaler (psykolog eller AA-møder, ved ikke 100 procent), min mor er glad, mine søskende er trygge og vi er på god talefod. MEN. Jeg føler, at der er noget vi mangler at snakke om. Det gør ondt i maven, når jeg tænker på, at vi skal snakke om det. Hvis vi overhovedet behøves? Mit spørgsmål kære Tuba er, hvordan håndterer man sådanne samtaler med en tidligere alkoholiker? Jeg vil nødig trykke på nogle ubehagelige knapper, der kan risikere at gøre mere skade end gavn. Vi har alle forsømt denne samtale, og hvis der er noget jeg har lært, så er det, at jeg ikke skal forsømme noget. Det gør intet godt for mig. Min mor har altid vendt den anden kind til, hvorfor hun også valgte at blive med ham. Mine søskende har været hhv. 7-8 og 10-12 år, hvorfor jeg stadig er bekymret for deres opvækst ift. eventuelle traumaer de har oplevet. Jeg forventer ikke at min mor skal være med til en samtale om den ubehalige fortid. Men for mig er det vigtigt at fortælle hvad han gjorde ved mig - uden at gøre skade! Og uden at han skal få det dårligt. Det er de sidste jeg ønsker! Men det er vigtigt for mig, at den forsømte samtale ikke længere skal være tabu.

Mvh
Mig

Svar: 

Kære du

Tak fordi du skriver ind. 

Du fortæller, at din mor har en kæreste, som drikker for meget. Dette har gjort, at du og dine søskende desværre har været tilskuere til mange ubehagelige ting i hjemmet. Heldigvis fik du psykologhjælp og har fået en kontaktperson, som har hjulpet dig meget. Du lærte at mærke efter, at sige fra, og at hans misbrug ikke er din skyld. Din mors kæreste har nu været ædru i to år, men som jeg forstår dit brev, føler du, at der er noget, I mangler at snakke om. Du spørger om, om I overhovedet behøver at have samtalen, og i så fald hvordan man håndterer sådan en svær samtale, uden at "trykke på nogle ubehagelige knapper, der kan risikere at gøre mere skade end gavn". Jeg vil forsøge at svare dig så godt jeg kan. 

Først og fremmest vil jeg sige: det lyder som om, at du har gennemgået en stor udvikling, og hvor er det bare sejt! At du har lært at mærke efter i dig selv og sige fra, kan være rigtig svært for mange, så det er bare rigtig flot, at du er kommet dertil. Som jeg læser dit brev, har du allerede mærket efter i dig selv med hensyn til samtalen; du fortæller, at det er vigtigt for dig at fortælle ham, hvad hans misbrug gjorde ved dig. Derfor synes jeg, at det giver rigtig god mening at tage snakken med ham. Jeg kan godt forstå, at det gør helt ondt i maven, når du tænker på at tage snakken med ham - så du skal naturligvis gøre det, når/hvis du selv føler dig klar, da snakken skal være for din skyld. 

Jeg kan godt forstå, at du bekymrer dig for, om du mon kommer til at såre ham, men når jeg læser dit brev, virker det på mig som om, at du allerede er opmærksom på, at det ikke skal være et angreb på ham, men nærmere en snak, hvor du har mulighed for at fortælle tingene fra dit synspunkt - og det virker som et rigtig godt udgangspunkt. Det vil måske også være en idé at fortælle ham, at du ikke ønsker at angribe ham, men bare at lette hjertet? Hvis du er bange for at han bliver såret, vil det måske være en idé at tilføje, at du på baggrund af de negative oplevelser er rigtig glad for, at han er kommet ud af sit misbrug, fordi det har haft en positiv effekt på ham? Måske vil snakken endda få ham til at værdsætte, at han kom ud af sit misbrug. 

Jeg håber virkelig, at I får en god snak, og at du får lettet hjertet. Der er ikke noget forkert i at føle som du gør, så hvis han bliver såret, er det ikke din skyld. Du har brug for at lettet hjertet, efter at have oplevet nogle ubehagelige ting gennem flere år - og det er helt okay. Alkoholmisbrug er ganske rigtigt et stort tabu, som du skriver. Jeg synes derfor, det er sejt af dig, at du har mod på at tage snakken og nedbryde tabuet! 

Jeg ønsker dig det bedste og håber, at I får en rigtig god snak. 

De bedste hilsner

Mette, TUBA