Jeg kan ikke stoppe mig selv

Køn: 
Kvinde
Alder: 
25 år
Spørgsmål: 

For 4 år siden mødte jeg denne her fantastiske fyr som jeg faldt hurtigt for. Vi har dog altid været meget on/off. Han har været den der har styret om vi var sammen eller ikke. Jeg har været den der har tigget og bedt og kimet ham ned som en psyko hver gang til han tog mig tilbage. 

Jeg har tit følt mig utilstrækkelig i forhold til ham. Altid gået med frygten for hvornår han igen forlod mig. Taget nogen hævnaktioner når han sårede mig dybt i at være sammen med en anden en gang imellem. Det er til trods for at jeg så gerne vil være sammen med ham og ikke kan se mig med nogen anden. 

Jeg har fortiet ting, store som små, af frygten for at han ville droppe mig. Han har dog altid fundet ud af det i sidste ende hvilket jo så har gjort det hele værre og han dermed har mistet tiltroen til mig. Til sidst så meget at han troede jeg løj om alt, selvom jeg faktisk fortalte sandheden. 

I starten stalkede jeg ham... kørte steder hen hvor der var en mulighed for at han var der. 

Her det sidste års tid er det gået rigtig ned af bakke. 

Efter han flyttede, begyndte min desperation for at få ham at blive endnu værre. Hvis han afviste mig kunne jeg finde på at opsøge ham derhjemme eller på jobbet. Tvinge mig adgang til hans hjem og nægte at gå. Det er sket mange gange. Ringe 70 gange til ham hvis han ikke havde tid til at snakke eller bare afbrudte opkaldet. 

Jeg bryder mig ikke om at være sådan, men jeg kan ikke lade være. Jeg tænker ikke logisk og jeg skammer mig bagefter da det jo har den stik modsatte virkning. Jeg kan blive så frustreret at jeg spytter på ham eller skubber ham. Jeg bryder mig virkelig ikke om den person som jeg er på det tidspunkt. 

Jeg har altid gjort alt for ham. Gjort lige det han bad mig om og indrettet mig efter af hans skema fordi jeg ville være bange for at han så droppede mig. Hvis han så droppede mig lidt tid efter, brugte jeg det mod ham. 

Jeg har tit hjulpet ham for meget. Støttet hans misbrug ved at hente det. Jeg vil jo ikke hjælpe ham, jeg vil ikke rive ham ned. Men frygten for at miste ham overskygger alt. Frygten for at blive forladt. 

Jeg har altid været den der har været uden for i alt. Blev mobbet i skolen og følte mig aldrig god nok. Jeg er overvægtig og kan ikke tage mig sammen til at tabe mig, selvom jeg gerne vil. 

Jeg ser op til ham. Han er helt anderledes end mig. Jeg troede ikke det var muligt for mig at finde sådan en tiltrækkende fyr som kan slå benene væk under pigerne ved et enkelt blik. Jeg føler mig slet ikke god nok til ham desværre. 

Jeg føler ikke jeg er et godt menneske og at der er nogen mulighed for at folk kan elske mig for mig. Jeg vil så gerne være perfekt, men føler jeg er så langt væk fra det i forhold til andre. Jeg føler ikke jeg kan gøre noget rigtigt og jeg ender altid med at blive forladt. 

Jeg er så usikker på mig selv, det dræner mig. Jeg er ikke et godt menneske. 

Det skal siges at han er den eneste der kender til min fortid i detaljer. Jeg har ikke haft det nemt og har haft en far der har gjort meget skade på mig. Han var alkoholiker. 

Jeg føler at hvis han forlader mig, så er det fordi han synes jeg er klam. Fordi jeg tillod det der skete som barn. Han siger jo selvfølgelig at det ikke er derfor, men at vi bare ikke er gode for hinanden. 

 

Hvorfor kan jeg ikke bare acceptere det? Hvorfor skal jeg gøre det sværere for os begge? Hvorfor kan jeg ikke bare være normal? 

Jeg frygter bare så meget jeg kommer til at være alene for altid. Det er som om at det ligger i mine kort. 

Bare tanken om ikke at bruge min tid på ham ødelægger mig. Tanken om at sove alene og ikke gøre de ting for ham skræmmer mig. 

Jeg bryder mig faktisk ikke om mig selv, og jeg nyder ikke mit eget selskab eller mine tanker. 

 

Svar: 

Kære du

Tak fordi du skriver ind.

I dit brev fortæller du om et forhold til en fyr, som du beskriver altid har været on/off. Du fortæller også, at han altid har været meget styrende i forhold til, om I skulle være sammen eller ej, om hævnaktioner, når han har været sammen med andre, og om noget, du beskriver som stalking. Du spørger helt konkret om, hvorfor du skal gøre det sværere for jer begge, og hvorfor du ikke bare kan være normal. Jeg vil prøve at komme med inputs til dine spørgsmål og dilemmaer.

Du beskriver, at du er bange for, at din kæreste vil forlade dig, fordi han synes, at du er klam, fordi du ”tillod det der skete som barn”. Lad mig med det samme slå fast, at det ikke gør dig klam, at du har haft en drikkende far. Du har ikke kunnet tillade, at han drak, da du bare var et barn. Din far var den voksne, og det var derfor ham, som kunne beslutte, hvorvidt han skulle drikke eller ej – det havde du ingen indflydelse på. Du fortæller også, at din kæreste har fortalt dig, at det ikke har noget at gøre med din fortid, at han vil gå – men simpelthen fordi han ikke mener, I er gode for hinanden. Det må du huske dig selv på. Din fortid med en drikkende far, gør dig ikke klam.

Når jeg læser dit brev, får jeg særligt øje på, at du ofte nævner frygten for at blive forladt, og frygten for at være alene. Det får mig til at tænke på, om din frygt for at han slår op, måske ligeså meget bunder i en frygt for at være alene? Du spørger om, hvorfor du ikke bare kan være normal – jeg ved, at mange på din alder, som har en baggrund ligesom din, kan have svært ved at indgå i et parforhold, og have svært ved nærhed og grænser. Jeg tænker derfor på, om det måske kunne være en mulighed for dig, at gå til noget gruppeterapi i TUBA? Her vil du nemlig have mulighed for at møde andre, som har lignende problemstillinger som dig, og du vil opleve, at du måske slet ikke er så unormal – hvad tænker du om det? Hvis du er interesseret, kan du læse mere her: http://tuba.dk/gruppeterapi .

Du fortæller også om manglende selvværd, f.eks. at du ikke bryder dig om dig selv, ikke nyder dit eget selskab og at du generelt er usikker på dig selv. Disse problemstillinger kan jeg desværre ikke hjælpe dig med gennem brevkassen, men jeg tænker, at det kunne være en mulighed for dig, at arbejde med det gennem TUBA, enten gennem gruppeterapi eller individuel terapi – kunne du have lyst til det? Vi har en afdeling i din kommune, men af hensyn til din anonymitet, skriver jeg den ikke her. Du kan i stedet finde afdelingen her: http://tuba.dk/mennesker-i-tuba .

Du velkommen til at skrive ind igen. Jeg ønsker dig alt det bedste.

De bedste hilsner

Mette, TUBA