Nyt parforhold

Køn: 
Kvinde
Alder: 
33 år
Spørgsmål: 

Jeg er opvokset med en far, der drak/drikker og det har affødt nogle mærkelige overlevelsesstrategier, som jeg har nogenlunde styr på, men jeg har svært ved at blive klog på mig selv: For to år siden forlod jeg min kæreste gennem 15 år. Jeg blev i det så lang tid, fordi han bildte mig ind, ingen andre ville have mig, følelsesmæssigt var jeg over ham minimum 5 år før. Han var min første. Jeg begik ikke fysisk utroskab, men jeg sørgede for, at der var en, der muligvis følte det samme for mig som jeg gjorde for ham. Det blev meget forjaget, og jeg flyttede ind ved den nye 2 dage efter bruddet. Jeg er ikke stolt over mig selv! I august 16 havde vi en af mange konflikter, og jeg begyndte at kigge efter egen lejlighed. Jeg var panisk ved tanken om at skulle bo selv! Jeg var enormt egoistisk, og i gammel frygt for ingen ville have mig, fortsatte jeg venskabet (der fra tid til anden også indebar sex) med eks nummer to. Jeg var stadig aktiv på Tinder, og jeg kom tilbage til eksen, når jeg skulle have slikket mine sår, men jeg havde erkendt, jeg ikke kunne få det, jeg ønskede af ham, så jeg ledte videre. I maj måned mødte jeg så min nuværende kæreste. Han har to børn fra et tidligere ægteskab, og jeg blev ret hurtigt introduceret for dem. Han er en helt anden slags mand end dem, jeg normalt bliver tiltrukket af (= dominerende) og det skræmmer mig ærligt talt! Hvor jeg var vant til, at jeg kunne "gemme" mig lidt, at lade mine strategier gøre arbejdet og at det var mig, der skulle tages hensyn til, er det pludselig hans rolle og min at være stærk. Jeg ved, det er en sund rejse, men hvor jeg er bange... Hvad hvis jeg fejler? Vi er som nyforelskede er flest og er derfor meget sammen, muligvis er det også derfor, at jeg har mistet den der vidunderlige følelse af nyforelskelse? Jeg går i hvert fald rundt og "dunker" mig for ikke at have følelsen. Jeg nyder ham, at tilbringe tid med ham og jeg overmandes af og til af en dyb kærlighed, men er det ikke lige tidligt nok? 3 måneder har vi været sammen Den følelse, jeg frygter allermest er følelsen af, at jeg er fængslet. Vi flytter sammen i december. Jeg skal pludselig til at være bonusmor og jeg har lidt på fornemmelsen, at det hele er gået lidt for stærkt. Hvordan gør man den følelse ret igen?

Svar: 

Kære du

I dit brev fortæller du, at din fars drikkeri har affødt nogle overlevelsesstrategier, hvor du har været i nogle dominerende parforhold i mange år - dem er du nu kommet ud af. Nu er du derimod kommet i et forhold med en mand, som ikke er dominerende, og som har to børn. Du beskriver, at denne situation, hvor du befinder dig i et ligeværdigt forhold, gør dig bange for at fejle - for nu har du lige pludselig et ligeså stort ansvar i forholdet, som han har. Du fortæller, at I har været sammen siden maj, skal flytte sammen til december, og at du skal til at være bonusmor - dog står du med en følelse af, at det måske går for stærkt, og at du ikke føler dig nyforelsket. Du spørger om, hvordan man "gør denne følelse ret igen", og jeg skal forsøge at svare dig så godt jeg kan.

Det lyder på mig som om, at mændene i dine tidligere forhold har været så dominerende, at du ikke har skullet forholde dig til særlig meget, men bare følge med. Jeg ved, at mange børn af misbrugere har svært ved at lytte til sig selv og mærke sine egne behov, fordi de har været vant til at putte andre menneskers behov først. Det får mig til at tænke på, om du mon oplever det samme? Du har været i dominerende forhold, hvor du, som du selv beskriver det, kunne "gemme dig". Jeg kan derfor godt forstå, det kan virke rigtig skræmmende at være i et ligeværdigt forhold, hvor du pludselig skal være med til at tage stilling til en masse ting, og endda være en støtte for ham, når han har brug for det. Om dette skriver du "hvad hvis jeg fejler?" - det får mig til at tænke på, om du har delt denne frygt med din kæreste? Måske kan det være en hjælp for jer begge, hvis han kan hjælpe dig med at fortælle, hvornår han har brug for din støtte? Jeg tænker, det er en helt ærlig sag, at du ikke har haft mulighed for at øve dig i dette i din barndom og dine tidligere forhold - og måske vil din kæreste opfatte det som en tillidserklæring, at du deler denne bekymring med ham.

Lige inden du skriver, at I flytter sammen til december, skriver du, at du allermest frygter følelsen af at være fængslet. Det får mig til at tænke på, om du mon (ubevidst) tænker, at dét at bo sammen hænger sammen med følelsen af at være fængslet? Jeg tænker, det er vigtigt, at du mærker efter i dig selv, om du føler dig klar til at flytte sammen med ham (og være bonusmor), så du ikke kommer til at gøre noget, du tror er det rigtige, for så at føle dig fanget eller fængslet. Har du prøvet at snakke med ham om dette? Dine bekymringer om at føle dig fængslet, handler jo ikke om, at du ikke vil ham eller jeres forhold - tværtimod handler det om, at du rigtig gerne vil have det til at lykkes, og derfor er det vigtigt, I undgår at du føler dig fanget.

Du fortæller, at du føler, du har mistet "den der vidunderlige følelse af nyforelsket", og at du dunker dig selv i hovedet for ikke at have følelsen. I har været sammen siden maj, og derfor er det måske naturligt, at nyforelskesen med en masse sommerfugle i maven, er erstattet af en kærlighed til hinanden i stedet? Du beskriver, at du af og til overmandes af en dyb kærlighed; det lyder på mig som om at den skønne følelse af kærlighed stadig er der, bare ikke i form af en nyforelskelse mere - hvad tænker du mon om det?

Jeg håber, du har fået svar på dine spørgsmål, og ønsker dig og forholdet alt det bedste.

De bedste hilsner

Mette