Såret for livet uden at vide det...

Køn: 
Kvinde
Alder: 
20 år
Spørgsmål: 

Hej.

Jeg er en pige på 20 år. Jeg bor til dagligt med min kæreste, og læser til pædagog. 

Jeg skriver til jer, da jeg for nyligt er blevet klar over, at min mors misbrug i min barndom har sat dybere spor end forventet. Jeg er nysgerrig omkring, om det virkelig er rigtigt at jeg først i en alder af 20 år - cirka 8 år efter min mors misbrug, er blevet klar over hvor stort et hul min barndom har lavet i mig?

Min mor er tidligere alkoholiker. Hun har drukket så langt jeg kan huske tilbage i min barndom. Til at starte med var det et glas vin ekstra - til sidst var det vodka, gammel dansk etc. der var "gemt" i alle husets kroge, så hun kunne drikke i smug - troede hun. 

Mine forældre har altid været sammen, og er det stadig trods alt de har været igennem, men så langt jeg kan huske tilbage har jeg passet min mor og huset derhjemme - min far havde simpelthen ikke kræfterne eller overskuet. Jeg var en lille voksen i en alder af 5-6 år.

Jeg husker hvordan min mor lå fordrukken i alle husets kroge - hvordan jeg fandt hendes flasker over alt, og forsøgte at gemme dem for hende, så hun ikke kunne finde dem. Jeg husker hvordan hun lå fordrukken på sofaen hver dag med højlydte mareridt, og hvordan jeg bare sad og nussede hende til ro. Jeg husker hvordan hun så ofte kastede rødvin op - og hvordan hun altid kiggede på mig døddrukken og sagde "det her må far aldrig få at vide". Jeg sagde heller ingen ting. Jeg var bum stille. 

Min mor var aldrig med til mine børnefødselsdage, fordi hun lå inde i sengen og var fuld - hun var gemt væk fra alle. Sådan var det i mange år. Hun var gemt væk for alle andre end mig - og jeg og mine problemer var ligeledes gemt væk. Ingen måtte vide noget.

En dag eskalerede det hele - hun havde drukket sig så fuld at hun ikke kunne sit eget navn. Jeg fandt hende på gulvet og ringede til min far. Min far kom hjem, og så intet andet valg end at ringe til psykiatrisk afdeling i Kolding - de hentede min mor i ambulance - spændte hende fast, og kørte hende afsted mod den lukkede afdeling.. Alt sammen for næsen af mig, der sad på gulvet, og stirede på det der skulle forestille sig at være min mor....

Som det nok er tydeligt har min barndom ikke været særlig rar.. Det er jeg klar over. Men jeg har faktisk aldrig rigtig mærket noget til det - før nu I en alder af 20 år bryder jeg ofte sammen pga. minderne. Jeg får angstlignende anfald, hvor jeg ikke kan andet end at hulke. Det er gået op for mig, at jeg vidst er ret ødelagt, uden at have vidst det før nu. Jeg tror jeg har fortrængt det.

Jeg har aldrig snakket om mit problem - ikke med psykologer, ikke med veninder eller min kæreste - ikke engang med min mor. Jeg står derfor ret alene.. Jeg har forsøgt at inddrage min kæreste som jeg har haft igennem 4 år nu.. Men han forstår han. Han ønsker ikke at lytte - og det siger han direkte til mig. Han siger ofte "det er jo lang tid siden. Kom dog videre..". Men det kan jeg simpelthen ikke.

Jeg er lidt i tvivl om hvad jeg lige skal gøre? 

Jeg kan efter at have søgt lidt på nettet, tydeligt se at jeg er ramt på alle livets punkter. Mit forhold til andre mennesker, mit syn på mig selv, mit syn på livet osv... Hvordan kommer jeg mon videre?

 

Mvh. Den fortvivlede..

 

Svar: 

Kære du

Tak fordi du skriver ind. Jeg er ked af at høre om din barndom, hvor du har oplevet en mor som drak, og derfor har været fraværende, både i hverdagen og til arrangementer, som børnefødselsdage. 

Som jeg forstår dit brev, beskriver du en generel problematik, som handler om, at du gennem de seneste år er blevet bevidst om, hvor meget din barndom faktisk har påvirket dig, og at det faktisk har sat dyBe spor i dig. Helt konkret spørger du om, om det kan passe, at du først otte år senere biver bevidst om, hvor stort et hul din barndom har lavet i dig, og hvordan du kan komme videre. Jeg skal gøre mit bedste for at komme med inputs til dine spørgsmål.

Jeg vil starte med at sige, at det sagtens kan passe, at du først otte år efter bliver klar over, hvor dybe spor din barndom har sat. Det er helt normalt, at fortrænge den slags oplevelser, men ofte kommer de op til overfladen igen - og det er hér, arbejdet kan gå i gang. Du fortæller, at du var en lille voksen som 5-6 årig, fordi du tog dig meget af din mor. Du skriver også, at dig og dine problemer var gemt væk, ligesom din mor. Jeg tolker det som, at du har tilsidesat dig selv en del, for at være der for din mor - er det mon rigtigt forstået? I så fald tænker jeg, at det derfor vil være naturligt, at du nu har fået en forståelse for, hvordan din fortid har påvirket dig, nu hvor du er flyttet hjemmefra, og har haft mulighed for at fokusere på dig selv. 

I dit brev får jeg særligt øje på, at du skriver, at du står alene med det her, fordi du aldrig har snakket med nogle om det. Som en del af dét at komme videre, tænker jeg derfor, at det måske vil være en hjælp for dig, at snakke med nogle om det - hvad tænker du om det? Måske du har en veninde, søskende, studievejleder eller andet, du føler dig tryg ved, som du kan snakke med om dine oplevelser? Du fortæller, at din mor sagde, at du ikke måtte sige noget til din far, hvilket du heller ikke gjorde - du var bum stille. Det får mig til at tænke på, om du nogensinde har snakket med din far om dine/jeres oplevelser? Hvis du føler dig tryg ved at snakke med ham om det, kunne han måske være en god idé at snakke med, fordi I har været igennem noget der ligner hinanden? Hvis du har lyst, kan du også prøve at snakke med en af vores psykologer i TUBA - du kan se, hvilken afdeling der er tættest på dig her: http://tuba.dk/mennesker-i-tuba . Hvis der ikke er en afdeling i din kommune, er du velkommen i vores afdeling i en anden kommune. Hvis du gerne vil have hjælp i den kommune du bor i, kan du henvende dig ved din læge eller hos kommunen. Da du er under 24 år, har du ret til at få hjælp til, at få bearbejdet din opvækst med en drikkende mor. Dine læge eller kommunen kan fortælle dig om mulighederne i den kommune du bor i. Du skal selvfølgelig vælge det, som du føler dig mest tryg ved. Jeg tænker dog, at det kunne være en stor hjælp for dig, at snakke med nogle om det, så du har bedre mulighed for at bearbejde dine oplevelser. 

Jeg ved godt, at det kan virke som en rigtig svær proces, men jeg er slet ikke i tvivl om, at du nok skal klare den. Allerede som lille pige var du stærk, når du passede din mor og huset derhjemme, og den styrke vil komme dig til gode nu. 

Jeg ønsker dig alt det bedste.

De bedste hilsner

Mette, TUBA