Skal jeg bryde med min mor, eller lade stå til?

Køn: 
Kvinde
Alder: 
25 år
Spørgsmål: 

Mine forældre blev skilt da jeg var 10 år gammel. 
Min mor flyttede fra min far og huset, og vi fire søskende blev delt op 2/2. Jeg ønskede fra dag 1 at blive hos min far. Jeg fandt det utrygt at skulle flytte ind til byen med min mor, og alt var nydt og frygtelig trist. 
Mine forældre imødekom mit ønske om at jeg blev hos min far, og der levede jeg indtil jeg blev ca. 20 år. 

I mange år efter skilsmissen har jeg følt at være splittet mellem mine forældre. Forstået på den måde, at jeg som barn (og jeg tror alle børn har denne evne), kunne fornemme stemninger imellem mine forældre. 
Jeg har været præget af et savn til min mor men har aldrig følt at være god nok; eller at slå til som den jeg er... jeg har altid følt, at jeg har gjort hende "fortræd" fordi jeg ville bo hos min far. 
Så jeg har været tynget af en ufattelig dårlig samvittighed og samtidig et savn af at have manglet en mor som bare anerkender og elsker en for den man er. Stadig den dag i dag, er jeg meget påvirket af min barndom og det den IKKE indeholdt. 
Min mor har drukket i en del år og spiller rigtig meget; jeg vil nærmest betegne hende som skjult alkoholiker/kvartalsdranker og ludoman.
Som barn har jeg altid skulle høre at jeg ikke får en krone af hende "Jeg har ingen penge! Spørg din far- det er ham der har dine børnepenge!" 
...med disse ord har jeg fået et ækelt forhold til gaver af hende i dag. 
Altså hvis jeg får noget af hende, så kan jeg ikke blive glad for det, fordi jeg ikke føler at jeg har gjort mig fortjent til det. 
På den måde er jeg meget påvirket af vores misligeholdt mor-datter forhold. Vi kører skæv af hinanden. Når jeg har nævnt min bekymring for drikkeriet, bliver hun smader sur og ligger mig på is. 
Jeg har svært ved at stole på det hun siger, fordi jeg ofte har hørt hende tale dårligt om andre, og ikke mindst mine egne søskende. 
Samtidig er min mor en dame af kontrol; hun vil gerne styre og ordne meget. F.eks. kan hun finde på at hoppe ind ad min brors vindue for at rengøre huset.
Jeg bryder mig generelt ikke om hendes racistiske holdninger og hendes syn på livet. Jeg kan ikke enes med hende.
For ca. et års tid siden havde vi et stort skænderi som mundede ud i en familieterapeut. Her havde jeg endelig og for første gang i mit liv mulighed for at tømme min tunge rygsæk, fordi jeg kunne mærke at terapeuten støttede mig 100%. Men trods flere timers terapi, formåede min mor ikke at lytte til mine følelser. Terapeuten gjorde mange forsøg på at lære hende hvordan hun lytter til sit barn. Men hun forstod det simpelthen ikke. I hendes verden handlede det om ret/uret. Hun postod desuden at min barndom hos min far har været hårdt og at jeg aldrig har været et glad barn.

Jeg havde en ulykke som 13 årig, hvor jeg var tæt på at dø. Dengang sagde min mor til mig, på sengekanten, at jeg var skyld i hvis min far skulle flytte og sælge huset pga. de bøder jeg får nu! 
Jeg husker dette som en meget smertefuld besked at få fra ens egen mor. Hvor var kærligheden? 
Til terapitimen ytrede jeg overfor hende, at jeg som 13-årig faktisk ønskede at jeg døde, fordi hun havde sagt sådan. 
Min mors reaktion herpå var, at den ulykke jo var selvforskyldt og at det var ulovlig det jeg havde gjort! 
En anden situation var for nogle uger siden, hvor en person holdt min søn og hvor hun helt ud af det blå kommer og tager ham ud af armen. 
Dette er sket to gange. Og det er helt tydelig at hun er misundelig/jalou. 

Jeg kunne skrive mange andre situationer, men jeg vil komme til det endelig spørgsmål og håber i har kunne danne jer et billede af mit liv so far.... 

Jeg er blevet mor og er blevet gift for nylig. 
Vi lever en lille times kørsel væk fra hele familien som bor i samme by. 
Det har vi det rigtig fint med. 
Jeg er bare så tæt på at ville bryde forbindelsen til min mor, da det gøre mere ondt at være i kontakten. 
Jeg føler der ligger nogle forventninger som jeg ikke kan leve op til, og det har jeg heller ikke lyst til! 
Jeg er nået så langt, at uanset hvad jeg gør, så kan jeg ikke tilfredsstille min mor. 
Min største bekymring ligger i, hvis jeg bryder med min mor, at hun for det første ikke vil acceptere det og alligevel tropper op til barnedåbe eller andre situationer. 
Men hvordan bliver mit forhold til mine søskende, vil de se ned på mig fordi jeg ikke kan være med min mor? 
Min bekymring ligger også i, om jeg nogensinde ville kunne lade mit barn lege hos onkel uden at tænke, hvad så hvis min mor kommer og "tager" ham? Påtvinger en bedste-kontakt som jeg ikke ønsker... 
Der ligger mange tanker i alt det her bryde noget... 
For når jeg siger "nej-tak" til hende, så risikerer jeg vel også akavet stemninger når hun så er i samme rum en dag. Hvordan skal jeg hilse på hende? Som en fremmed? Hvad siger jeg til mit barn om hende...? 
...Jeg er meget fortvivlet. 

Svar: 

Kære dig 

 

Mange tak for dit ærlige brev. Det gør mig ondt, at du har været udsat for så store følelsesmæssige svigt fra din mor.  

 

Du fortæller, at du har følt dig splittet mellem dine forældre og haft dårlig samvittighed overfor din mor, siden dine forældre blev skilt, og du valgte at bo hos din far. Følelsen af splittelse, savn og dårlig samvittighed overfor den ene eller begge forældre, er desværre tilfældet for mange skilsmissebørn. Derudover er børn af misbrugere særlig gode til at fornemme andre folks stemninger, som du også skriver, at du har været.  

 

Din mor har ikke formået at give dig den anerkendelse og ubetinget kærlighed, du har haft brug for, og har i det hele taget ikke været der for dig. Dette har, som du også skriver, nogle konsekvenser for voksenlivet, fx dårligt selvværd, som kommer til udtryk ved, at du aldrig har følt dig god nokdin følelse af ikke at kunne leve op til din mor og den evige dårlige samvittighed.  

 

Jeres misligholdte mor-datter forhold, som du selv formulerer det, lider stadig den dag i dag, og eftersom din mors drikkeri og ludomani stadig er en del af hendes hverdagsliv, så vil det nok altid være sådan. En erkendelse du også er nået til, som jeg læser det i dit brev. 

 

Når man er misbruger, mangler man ofte situationsfornemmelse, som da din mor greb din søn ud af armen på en anden person. Derudover mangler de forbindelse til deres følelser og ikke mindst følelsen af empati overfor andre mennesker, hvilket kommer til udtryk, når din mor siger nogle meget sårende ting til dig, frem for at omfavne og vise dig sin sårbarhed og kærlighed. En misbruger erstatter ofte de sårede, bekymrede og bange følelser med vrede og afvisning og kaster ofte skylden på andre, hvis der sker noget. Og ud fra det du skriver, blev din mors manglende evner til refleksion og selvindsigt tydeliggjort i forbindelse med jeres terapiforløb. 

 

Jeg forstår udmærket din bekymring, og det er helt naturligt at føle sådan overfor ens forældreBenægtelse og manglende erkendelse af drikkeriet, er desværre også kendetegnende for en misbruger. Du har forsøgtat få din mor til at indse hendes misbrug, og du har prøvet at tydeliggøre tingene overfor din mor. Men så længe din mor ikke vil erkende sit misbrug, så er der desværre ikke meget andet du kan gøre, end at acceptere tingenes tilstand, som de er. Din mor er selv ansvarlig for måden, hun lever sit liv på. Skulle det ske, at din mor en dag vågner op og indser problemet og måske beslutter sig for at stoppe sit misbrug, først der er det muligt at forandre noget.  

 

Du skriver, at du har lyst til at bryde forbindelsen med din mor, da din kontakt til hende gør mere ondt, og da der ligger nogle forventninger, som du ikke føler, du kan leve op til, og at du aldrig føler, du vil kunne tilfredsstille hende. Jeg vil tillade mig at spørge dig, om det er din opgave at leve op til din mors forventninger og tilfredsstille hende? Har hun selv været i stand til at leve op til dine forventninger om en mor? 

 

I stedet for at tvivle på, om du lever op til andres forventninger, så kan du måske i stedet prøve at sige til dig selv, at du gør det, så godt du kan, med de ressourcer du har, og det du gør er godt nok.   

Du skriver, at du er i tvivl, om din mor vil kunne acceptere, at du bryder forbindelsen. Dette er desværre ikke muligt for mig at svare på. Men ud fra det jeg læser i dit brev, er du meget realistisk i dine tanker om, at det formentligt bliver svært helt at undgå din mor, da I begge fortsat vil være del af den øvrige familie. Så ja, det vil nok være svært og akavet i starten, hvis I opholder jer i samme rum til en familiebegivenhed.

  

Hvad dine søskende vil tænke, og om de vil se ned på dig, er heller ikke muligt for mig at vide. Men du har en god grund til at handle, som du gør. Du vil formentlig møde nogen, der ikke kan forstå dig, men sådan er det med alle de valg, vi foretager os hele livet igennem. Det er ikke muligt at tilfredsstille alle, og der vil altid være nogen, der ikke er enig i de valg, vi foretager osMen hvis man er ærlig omkring det, så er det sjældent, man ikke modtager en eller anden form for forståelse fra andre. Det handler om, at turde stå ved sig selv og sine valg og turde sætte grænser overfor andre, som i dette tilfælde er din mor.   

 

Jeg ved ikke, hvor gamle dine børn er, så derfor er det svært for mig at rådgive dig i forhold til, hvad du skal sige til dem, i tilfælde af at du vælger at bryde kontakten til din mor. Men mit bedst råd vil igen være ærlighed.  

 

Hvis du fravælger kontakten til din mor, vil mit råd til dige være, at du først og fremmest prøver at melde det så klart ud overfor hende som muligt, så hun ikke er i tvivl om, at du mener, det du siger. Dette kan være afgørende for, om hun acceptere det eller ej. Jeg vil også minde dig om, at det at bryde forbindelsen med et andet menneske, behøver ikke nødvendigvis at være for altid. Du kan eventuel vælge at se på det som en pause fra din mor, som kan strække sig over en eller flere måneder, for at se om det har den gavnlige effekt på dit liv, som du håber på. 

 

Jeg har forsøgt at rådgive dig, så godt jeg kan. Men du står i en svær situation, og det er en kompliceret proces, hvorvidt du skal bryde forbindelsen til din mor eller ej, og hvordan det eventuelt skal foregå. Derfor er du meget velkommen til at kontakte TUBA brevkassen igen, hvis du skulle få brug for det, eller gøre brug af chatrådgivningen.   

Ønsker dig al mulig held og lykke. 

 

Bedste hilsner 

Isabella, TUBA