Svært at sige fra

Køn: 
Kvinde
Alder: 
29 år
Spørgsmål: 

Kære TUBA

Jeg er vokset op i et alkoholiseret hjem. Min far er fuldtidsalkoholiker - og ham har jeg dårligt et forhold til efterhånden. Og det er fint med mig. Min mor drikker, når hun har det svært - og det er svært at håndtere det der "til og fra". Min mor har nogle psykiske problemer især med min mormor. Hun går dog til psykolog langt om længe - og det er dejligt. 

Mit problem er, at min mor har fået forbindelse til min moster igen efter 10 år. Og det er jeg naturligvis glad for. Men pludselig skal min moster inviteres til alt. Også fx MIN fødselsdag - og jeg føler ikke at jeg kan sige fra. Jeg har ikke et tæt forhold til min moster - og for at være ærlig, er det min mors behov og ikke min mosters, at skulle med til alle arrangementer i vores familie. Min mor har 2 brødre også - men dem har hun ikke noget problem med ikke at invitere - og det har jeg tilgengæld. 
Jeg havde fødselsdag for nogle uger siden - jeg blev 29, holdt det derhjemme hos mig selv, og min mor ville have min moster med. Jeg kan ikke sige nej - selvom jeg overhovedet ikke har lyst. For mig er hun en fremmed og jeg har det skidt med at invitere min moster og ikke mine onkler. Dét bryder jeg mig ikke om. Omvendt har jeg ikke plads eller økonomi, til at invitere hele den pukkelryggede hver gang der er noget.
Derudover fylder min moster meget. Min mor har fået mine niecer til at kalde min moster for moster - og det frustrerer mig, at jeg hverken kan have lov at have min fødselsdag eller mosterrolle i fred! Jeg har 3 søskende, 2 niecer og derudover er der jo en masse arrangementer i familien i løbet af året. Hvorfor skal moster være med til det hele? 

Jeg føler også at jeg bedrager hende, ved at besøge min mormor, som jeg iøvrigt er enig i er træls, men som er over 90 og nok ikke lever så længe endnu. Jeg kan ikke lægge hende på is og være kold overfor hende, og så stadig kunne se mig selv i spejlet om morgenen. 

Jeg føler mig som en smålig person, der ikke kan unde min mor glæden ved sin søster. 

Men omvendt så strider det mod mine grænser og min moral - ja og mine ønsker at hun skal involveres på den måde. Mit barn skal døbes i år, og jeg vil bare så gerne KUN have den nærmeste familie med - og det tæller ikke min moster i min verden.

Jeg kan ikke styre, hvad mine søskende gør og ikke gør. Men jeg vil så gerne kunne sige fra. Jeg frygter bare at hun bliver sur og ikke anerkender mine følelser. Eller at hun bliver trist igen og begynder at drikke. 

Er det mig der er sart? Skal jeg bare acceptere at min fremmede moster nu er fast påhæng til alt fra nu?

 

Svar: 

Kære du

Jeg tror dit dilemma omhandler noget, som rigtig mange der læser med herinde kan genkende, nemlig: må jeg sige fra overfor min drikkende forælder og hvad sker der hvis jeg gør? Så tak fordi du skriver herind og stiller dit spørgsmål.

Jeg vil give dig mine perspektiver på det, de er selvfølgelig ikke de eneste rigtige, så du må mærke efter, hvad du synes.

Du spørger om det er dig der er sart og om du bare skal acceptere, at din moster kommer med til dine arrangementer fra nu af. Til det vil jeg sige klart nej. Jeg synes du alene har lov til at bestemme, hvem du inviterer til f.eks. fødselsdage, barnedåb og alt hvad du ellers arrangerer. Måske må du finde dig i, at din moster er med, til de ting din mor og brødre arrangerer. Men når det er dig der er vært, så bestemmer du. Det har du lov til.

Du siger at du gerne vil kunne sige fra. Hvad mon forhindrer dig i det? Er det mon den frygt, du nævner, for at din mor bliver sur eller ikke anerkender dine følelser? Eller at hun blier trist og begynder at drikke? Jeg kan for så vidt godt følge din frygt. Hvis du siger fra er der en risiko for at din mor reagerer på en eller flere af de måder du nævner. Spørgsmålet er, om du vil lade den frygt, bestemmer over dig?
Uanset hvad du gør, så har du noget at vinde og noget at tabe. Hvis du ikke siger fra, så må du leve med dine frustrationer og med at betale for en gæst du egentlig ikke har lyst til, tilgengæld undgår du at din mor bliver sur, ikke forstår dig, bliver trist eller begynder at drikke.
Hvis du siger fra, løber du den risiko at din mor reagerer på en af de måder du har beskrevet. Det kan også være at hun respekterer dit valg, det er ikke til at vide. Det du vinder ved at sige fra, er at du står ved dig selv, tager ansvar og gør det du føler er rigtigt.

Hvis du spørger mig, så har du lov til at sige fra. Hvordan din mor så tackler det, det må være op til hende. Det kan sagtens være at hun bliver sur og ikke anerkender dig - men hvad betyder det egentlig? Vil du kunne leve med at det er sådan et er? Det kan også være hun begynder at drikke, det lyder til at det er sådan hun tackler det, når hun har det svært. Det tænker jeg er hendes valg. Det betyder ikke, at du skal gå på kompromis med dig selv og finde dig i ting, du ikke har det godt med.

I dit tilfælde, handler det perspektiv jeg byder ind med om, at skille din mors reaktioner og dine handlinger. Du mærker et tydeligt behov for at sige fra, det har du lov til at handle på. Om du handler eller ej, så har det nogle konsekvenser. Hvad din mor stiller op, hvis du siger fra, er alene op til hende, det kan du ikke tage ansvar for. Desværre er der ikke en nem løsning på sådan et dilemma som dit, du kan ikke være sikker på, at du kan finde en løsning hvor alle bliver tilfredse. Det du kan gøre er, at tage stilling til, hvem du vil tage hensyn til i den her situation, din mor eller dig selv? Jeg tænker at det bedste du kan gøre er, at vælge den løsning du bedst kan leve med. Du kan kun selv mærke, hvilken en det er.

Endnu engang tak fordi du deler dit svære dilemma med os.

Bedste hilsner
Camilla, TUBA