TUBAs Venner

TUBAs Venner er en støtteforening, som har til formål at støtte op om TUBAs arbejde. Støtteforeningen er for alle, som enten er skrevet op til TUBA, er under behandling eller har afsluttet et forløb hos TUBA – og for alle der vil slå et slag for børn af misbrugeres vilkår.

Folk med misbrug har ret til et behandlingsforløb indenfor 14 dage. Børnene, som intet valg har haft, men i den grad betaler en stor pris for deres forældres misbrug, har ingen krav på hjælp ifølge lovgivningen.

Når vi ved, hvor alvorlige konsekvenserne kan være for børn, der vokser op i en familie med misbrug, kan vi ikke lukke øjnene for, at der skal sikres kvalificeret hjælp til denne gruppe.

Udover at støtte op om TUBAs arbejde vil støtteforeningen derfor skabe opmærksomhed og debat om denne oversete gruppe. Vi mener, at børn af misbrugere har krav på en behandlingsgaranti på lige fod med misbrugeren. I kampen for dette vil vi starte en bevægelse, hvor folk som medlemmer kan engagere sig og være med til at nedbryde en dybt tabuiseret problemstilling.

Vi er lige nu ved at starte afdelinger op i København, Aarhus, Aalborg, Odense, Kolding, Bornholm og Lolland-Falster. Vi vil på sigt arrangere events og aktiviteter for alle medlemmer. Og vi vil have dig med!

På nedestående link kan du melde dig ind. Kontingentet er 150 kr. om året. Som medlem vil du løbende modtage nyhedsbreve med invitationer og opdateringer om foreningens arbejde. Du kan melde dig ind her.

Du kan følge med i kommende aktiviteter og hvem vi er, ved at finde os på facebook.

Initiativtagerne til foreningen er selv børn af alkoholikere med tilknytning til TUBA. Der findes ingen anden organisation, der repræsenterer børn af misbrugere, som vi gør. Og vi vil gøre en forskel.
 
Vi håber, du vil være med!