Amanda: - I TUBA blev jeg rummet med alt, hvad jeg er

Amandas historie
Foto: Jon Bjarni Hjartason

-  Jeg har været anbragt mange forskellige steder, og i de perioder hvor jeg blev sendt hjem til min mor, boede jeg hos min mormor i 70 procent af tiden. Jeg har ikke set min far, siden jeg var to år gammel.

- Der kunne gå flere måneder, hvor jeg slet ikke havde kontakt med min mor. Men så snart hun var på Antabus, blev jeg sendt hjem til hende igen. Selv om der stod i mine papirer, at jeg ikke kunne klare flere svigt. Dengang sagsbehandlede man ikke efter barnets bedste, men efter forældrenes ønsker.

"Det var svært at få venner. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle opføre mig sammen med andre mennesker." 

- Jeg har nogle grimme minder om, at jeg kom hjem, og så drak min mor og hendes kæreste sig fulde, og så blev jeg hentet igen efter en uge. De brugte alle deres penge på alkohol og jeg fik ingen mad.

*

- Jeg led af voldsom angst. Jeg var rædselsslagen, når jeg skulle sove, og jeg tissede ofte i sengen. Jeg var aggressiv og afvisende over for min mor, samtidig med at jeg et eller andet sted havde en dyb længsel efter hende.

- Det var svært at få venner. Tit kunne de andre børn godt lide mig, men jeg forstod slet ikke, hvordan man var barn eller velopdragen. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle opføre mig sammen med andre mennesker. Jeg spiste enormt grimt, jeg ville hele tiden bestemme. Det var først i 11-12 års alderen, at jeg begyndte at få nogle veninder.

- Som 17,5 årig var jeg nede og besøge min mor sammen med min seks år yngre søster. Min mor var så fuld, at hun næsten ikke kunne stå på sine ben. Jeg tog min lillesøster og gik en tur med hunden. Men da vi kom tilbage, holdt der en politibil. Det viste sig, at vores mor har ringet til politiet, fordi hun troede, vi var stukket af. Det endte med, at de slæbte min mor væk i håndjern og satte hende i detentionen. Efter det havde jeg ikke kontakt med hende i flere år.

- Da jeg var 21, besluttede jeg mig for at kontakte hende, og vi havde et halvt år, hvor det gik virkelig godt. Men på hendes fødselsdag ringede jeg til hende, og hun var skidefuld. Så blev jeg sur og skældte hende ud. Hun begyndte at græde og lagde telefonen fra sig. Bagefter fandt jeg ud af, at hun havde taget en masse piller, mens jeg stadig var i røret.

- I en måned var jeg i totalt chok. Så tog jeg ned til hende sammen med en veninde og sagde til hende, at jeg ikke ville finde mig i, at hun behandlede mig sådan. Jeg kan huske, at jeg sagde til hendes kæreste, at de aldrig skulle regne med at se mig igen. Jeg har ikke set min mor siden.

- Et stykke tid efter blev jeg henvist til nogle psykologsamtaler af min læge. Jeg havde ikke råd til selv at betale for flere samtaler, så jeg søgte på nettet efter gratis rådgivning. Sådan fandt jeg TUBA.

"Min mor var så fuld, at hun næsten ikke kunne stå på sine ben. Jeg tog min lillesøster og gik en tur med hunden. Men da vi kom tilbage, holdt der en politibil." 

- Jeg kan faktisk ikke rigtig huske mit første forløb, men senere ringede jeg til TUBA igen, fordi jeg var i et forhold, jeg ikke kunne komme ud af. Det var ikke voldeligt, men vi kørte hinanden psykisk ned. Jeg havde det virkelig skidt, men det hjalp at komme et sted kontinuerligt, og det hjalp, at der var en, der kunne rumme mig og ikke synes, at noget af det, jeg sagde, var forkert. Det er ikke mange andre steder, man bliver rummet med alt, hvad man er.

- Jeg kan indgå i sunde relationer nu. Jeg har kærlighed til mig selv. Mere selvtillid og mere selvværd. Det der med at føle sig forkert og ensom kan stadig overvælde mig, men jeg arbejder med det. Jeg er rigtig glad nu. Før kunne jeg ikke rumme andre end mig selv. Det kan jeg godt nu.