Ensomheden fylder

Køn: 
Kvinde
Alder: 
20 år
Spørgsmål: 

Hej TUBA. 

Jeg føler mig så ensom og alene hele tiden.. 

Min fars alkoholmisbrug begyndte omkring da jeg var 11-12 år gammel. Det tog rigtigt hårdt på mig fordi jeg altid har været min fars pige, og altid har stået ham mest nær. Vi lavede alt sammen, og han var min bedste ven. Men da hans misbrug startede mistede jeg ham. Jeg mistede den person som jeg kunne snakke om alt med, jeg mistede den eneste person der kunne trøste mig..

Min mor og jeg har altid haft et skidt forhold til hinanden. Vi har altid skændtes og jeg har altid følt hun ikke elskede mig. Men jeg håbede hele tiden på det ville ændre sig.. og specielt efter min far begyndte og drikke.. 

Men min mor gjorde ingenting, og derfor følte jeg at det var noget der skulle skjules. Så min fars misbrug, og min situation derhjemme, blev noget jeg holdt skjult. Jeg var ked af det hele tiden, men jeg holdte det inde i mig selv, så der ikke var nogen der så jeg havde det dårligt. Og til sidst, blev det bare en rutine. Det blev en måde for mig og overleve på. At skjule mine følelser både i skolen/arbejdet, men også derhjemme. Jeg overlevede ved og skjule mig selv, gemme en del af mig væk, og agere som en der havde et fantastisk liv, med ingen problemer.

Og det fungerede også i nogle år. Lige indtil jeg gik ned med stress i gymnasiet. 

Her gik alt galt for mig.. Derhjemme kunne jeg stadig skjule det, men i skolen og på arbejdet var mine følelser helt uden på tøjet, og jeg kunne intet håndtere.. Men ingen forstod det, ingen forstod mig. Ingen vidste hvad de skulle gøre for og hjælpe mig. Og hvem kan bebrejde dem? Jeg mener, jeg kan ikke hjælpes.. 

For halvandet år siden fik jeg nok og tog kontakt til kommunen om og give mig en lejlighed, og jeg flyttede hjemmefra for 8 måneder siden. 

I starten gik det godt, det og komme væk hjemmefra, hjalp mig. 

Men nu, føler jeg mig mere ensom end før. Jeg går rundt alene, og ved tit ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Mine selvmordstanker er kommet frem igen, og jeg føler tit, at nu kan alle da i hvert fald være ligeglad med om jeg forsvinder. 

Jeg vil så gerne have det bedre, og har både snakket med mentorer, 2 studievejleder, 1 skolepsykolog og 1 terapeut hen over de sidste 4-5 år, og jeg føler bare mere og mere for hver dag der går, at jeg ikke kan hjælpes.. At det bare er sådan her mit liv skal være.. 

Men kan det virkelig være rigtigt? Kan det være rigtigt at mit liv skal foregå i ensomhed, fyldt med svigt, og at alle er ligeglade med mig? For hvis det er sådan her det kommer til og fortsætte med og være, så ved jeg at jeg ender med og begå selvmord, for kan ikke holde det her ud mere.. 

Hilsen E

Svar: 

Kære dig

 

Tak for dit åbne og ærlige brev, og hvor er det godt du skriver herind til brevkassen. Du skriver, at du er vokset op med en far, der pludselig forandrede personlighed, da han startede med at udvikle et alkoholmisbrug, da du var 11-12 år gammel. Du skriver også, at du altid har været din fars pige, så det må have været utrolig svært for dig at være vidne til den ændring, der skete med din far i takt med hans misbrug tog til. Du skriver, at du følte, du mistede den person, der stod dig nærmest. Hvor må det have været smertefuldt for dig at være vidne til.

 

Du følte ikke, du kunne snakke med din mor, og jeres situation blev hemmeligholdt for omverdenen, hvor du udgav dig for at have et fantastisk liv etc. Du blev vant til at holde tingene for dig selv. Du agerede nem og glad, og denne facade blev en vane og en måde for dig at overleve på. Men indeni, var du fyldt af stress. Som tiden gik, krakelerede facaden, og du var ikke længere i stand til at skjule den sorg og stress, som du bar rundt på. Men du følte ikke, at der var nogen der forstod dig eller som kunne hjælpe dig.

 

Du ender til sidst med at tage kontakt til kommunen, og du får en lejlighed, hvor du nu har boet i ca. 8 måneder. I den forbindelse, er du begyndt at føle dig ensom, og dine selvmordstanker er dukket op igen. Du skriver: "... kan det virkelig være rigtigt? Kan det være rigtigt at mit liv skal foregå i ensomhed, fyldt med svigt, og at alle er ligeglade med mig?"

 

Til disse spørgsmål, vil jeg svare klart: NEJ, det kan ikke være rigtigt, at du skal leve i ensomhed fyldt med svigt. Du er ungt menneske, der har masser af potentialer og alle muligheder foran dig. Mine erfaringer i TUBA fortæller mig, at der desværre sidder mange med disse sorgfulde følelser, når man som dig har oplevet den form for svigt og været vidne til et mangeårigt misbrug fra et nærtstående. Du har kæmpet en kamp med at holde styr på din indre kaos af følelser, fordi du har følt dig nødsaget til at holde det hele skjult.

 

Tilliden til omverdenen er som regel meget lille, når man sidder tilbage, som du gør lige nu, og følelsen af at ingen forstår, er altoverskyggende. Den sorg, som dit brev bærer præg af, gør dig ensom og ulykkelig – Av, jeg forstår dig godt, og jeg ville ønske jeg kunne give dig et stort kram og fortælle dig, at det alt sammen ikke er din skyld. Jeg forstår godt, det ikke er nemt, når man som dig er blevet svigtet af de mennesker, der stod dig allernærmest, og som burde have været der for dig. Jeg vil minde dig om, at du ikke er alene om at have disse følelser, husk det. Der sidder mange unge, der har det lige som dig, som har været udsat for lignende svigt.

 

Har du mon en veninde eller anden person, du kan dele dine tanker med, så du kan få lov til at give udtryk for disse tanker og følelser, så du ikke føler dig så ensom? Du kan evt. invitere en ven/veninde hjem til en hyggeaften i din nye lejlighed eller en tur i biografen. Du kan gå en tur, gerne i en skov eller park, hvor du fokuserer på at trække vejret helt ned i maven ind gennem næsen og ud gennem munden, mens du sanser naturen omkring dig. Du kan evt. også starte med at gå til yoga, som er godt for både krop og psyke, og derved kommer du også ud blandt andre.

 

Det kan være meget ensomt at flytte i en lejlighed for sig selv. Kunne et bofælleskab mon være en mulighed for dig i stedet? Et sted hvor man bor sammen med andre unge eller en lejlighed, som man deler med en eller to andre personer. Måske kan du kontakte kommunen og høre om mulighederne, hvis du tænker, at det kunne være en ide. 

 

Dine selvmordstanker gør mig bekymret, da de er meget destruktive for dig. Derfor vil jeg råde dig til, at du tager kontakt til Livslinjen, hvor du både kan ringe: 70 201 201, skrive eller chatte. De er eksperter inden for dette område, og de kan give dig den bedste hjælp i din situation lige nu, når de mørke tanker tager over.

 

Jeg ved ikke, om du før at været i et behandlingsforløb hos TUBA. Hvis ikke, så tænker jeg, at det bedste for dig ville være, hvis du tog kontakt til den nærmeste TUBA-afdeling ved at klikke på linket: www.tuba.dk/hjælp for at høre om dine behandlingsmuligheder. I TUBA er der også mulighed for gruppeterapi, hvor du kan møde ligesindede unge.

 

Når man er vokset op med alkoholmisbrug i familien, kan det være afgørende for terapiforløbet, at terapeuterne arbejder inden for netop dette område, så man føler sig forstået, fordi de med deres viden og erfaringer ved, hvad det gør ved en at vokse op på den måde, som du har gjort. I TUBA hjælper de dig med at få bearbejdet de følelser du har i forhold til din opvækst, og de hjælper dig til at kunne håndtere de konsekvenser, det har i dit nuværende liv.

 

Jeg vil slutte af med at fortælle dig, hvor stærk og modig du er som menneske. Du formåede selv at kontakte kommunen og bad om hjælp, og du har nu taget kontakt til denne brevkasse, fordi du har et inderligt ønske om at få hjælp. Hold fast i troen på, at det nok skal lade sige gøre.

 

Jeg ved ikke, om du kan bruge mine råd, men jeg vil endnu engang takker dig for dit brev, og jeg ønsker inderligt, at du åbner op og tager imod den hjælp, der skal få dig ud af de mørke skygger, der dominerer dit liv i øjeblikket.

 

Bedste hilsner

Isabella, TUBA