Fanget igen, igen, igen...

Køn: 
Mand
Alder: 
26 år
Spørgsmål: 

Hej Tuba.

Så er vi her igen, godt og vel 9 måneder siden sidst.

Jeg kan mærke jeg er langt på vej ned i en depresion, og at tingende kommer væltende ind over mig. Der er flere ting i min hverdag som forårsager detter:

Efter jeg flyttede på kollegie, har jeg ikke følt mig hjemme... what the hell, siden jeg opsage den gamle lejlighed har jeg ikke haft et sted jeg kan kalde hjem, og da slet ikke noget som jeg kan være bekendt at vise frem over for andre. Jeg fare fra det ene sted til det aandet for at komme væk, men også det har sin pris.

Min nuværende kæreste er rigtig dejlig, dog er der et lille (stort) problem for mig... jeg er utrolig opmærksomheds- og berøringskrævende. Hun giver mig ikke 1/10 af det jeg har brug for, for at få mine behov dækket. Jeg er villig til at gå langt (Aka. pleaser) for at få dette forhold til at fungere, men jeg når snart mit limit i, hvor meget jeg endu kan klare. Det er virkelig hårdt, når man siger til den person man elsker, at man har lyst til vedkommende for dernæst at hun ligger sig om på den anden side og begynder at sove (hvilket er det som foregår mens jeg skriver dette).

Jeg har været pg er lidt uvenner med begge mine forældre nu, og også selvom jeg holder af dem, er jeg i tvivl om det er det korrekte at fastholde kontakten med dem:
- Min far støtter ikke op om mig og mener jeg bare skal tage mig sammen.
- Har en meget stor mistanke til at min mor drikker igen.
Bare det at jeg ved, at der ligger en sms og venter på mig fra dem, får jeg det fysisk dårligt af. Pt ligger der en fra min mor som kom ind i går formiddags og som jeg endnu ikke har svaret på.
Alt dette ebber ud i frustrationen om at jeg ikke kan/tør/vil stole på mine forældrer og nære omgivelser.

Som sidste led, så har vi min kære lillesøster, som jeg mere eller mindre ikke har kontakt med da hun har alt for travlt, og har altid haft for travlt, til sin storebror.

Alt dette lagt sammen giver mig en masse kvaler. Psykisk i form af, at jeg ikke selv mener jeg er værd at elske, at jeg ikke mener jeg kan finde nogen som rent faktisk gør det, selvmordstanker kommer forbi til tider. Fysisk går jeg hele tiden og har en klump i halsen, som jeg ikke helt ved hvad jeg skal gøre af og problemer med at trække vejret til tider.

Dette går det utrolig svært at tage en ingeniør uddannelse, som jeg ellers er godt i gang med, men som jeg har overvejet at droppe ud af indtil flere gange.

Regner ikke med i kan  komme med løsningen til alle mine problemer, men måske guide mig lidt i den rigtige vej.

Fortsat god aften til jer alle

Svar: 

Kære dig

Mange tak for dit åbne og ærlige brev. Hvor er jeg glad for at du skriver ind, da det lyder som om, du er på vej ned i 'sort hul'. Du skriver at: "du er på vej ned i en depression, og at tingene kommer væltende ind over mig." Dette er der, som du også selv skriver, flere grunde til, bl.a. er du flyttet på kollegie, hvor du egentlig ikke føler dig hjemme og har lyst til at invitere andre hen. Så du mangler din trygge base, hvor du føler dig hjemme. Derudover har du en kæreste, som ikke formår at opfylde dine behov for opmærksomhed og nærhed, og sidst, men ikke mindst, fylder begge dine forældre stadig meget i dit liv, da jeres forhold til hinanden pt. er konfliktfyldt. Du skriver, at du er i tvivl om, om de er værd at opretholde en kontakt til, da du ikke føler, at din far bakker dig op, og da du har en mistanke om, at din mor er begyndt at drikke igen. 

Jeg sidder desværre ikke inde med nogen mirakelkur, mod den modgang du møder lige nu, og du skal vide, at jeg stiller mig ydmyg over for min rådgivning til dig. Men udover at give dig nogle konkrete råd, vil jeg forsøge at belyse og perspektivere din situation, så godt jeg kan, så du måske kan få nogle nye vikler på og dermed måske åbne op for nye refleksioner hos dig. Det er ligeledes vigtigt at understrege, at de råd jeg kommer med blot er forslag, og det står dig selvfølgelig frit for, om du har lyst til at gøre brug af dem.

Der er ingen tvivl om, at de faktorer du beskriver i dit brev er af afgørende betydning for, hvordan du trives. Så du har god grund til at føle, som du gør. Det er uundgåeligt ikke at ramme et sort hul og møde modgang engang imellem - det gør alle mennesker, og det er en del af livet. Og ja, det er super hårdt, så længe det står på. Hvis du tør se dine følelser i øjnene, og anerkende at de er der, så er det som regel nemmer at deale med.

Det kan også være en god ide at prøve at mærke efter, om der er noget i dit liv, der skal ændres? - Her tænker jeg på dit forhold til din kæreste, dine forældre og evt. din boligsituation. Det lyder på mig, som om der er nogle grænser, der bliver overskredet og nogle behov, der ikke bliver opfyldt. Måske er det tid til at tage en dybere snak med din kæreste og/eller dine forældre. Det er vigtigt, at gøre dem opmærksomme på de ting, der påvirker dig i negativ retning, hvis der skal ske en ændring. De er måske ikke selv bevidste om, hvad deres handlinger gør ved dig. Nogle gange kan vi komme til at tage tingene for givet og forvente af andre, at de burde vide, hvordan vi har det, men det er bare desværre ikke altid sådan det forholder sig. 

Du nævner selv ordet depression i dit brev, og det har jeg desværre hverken mulighed for eller kompetence til at vurdere, om det er der du er. Men der må være en grund til, at du nævner det i dit brev, derfor vil jeg råde dig til at tage kontakt til din læge for at få det testet og vurderet. En ubehandlet depression kan på sigt have nogle psykiske konsekvenser, der kan være svære at rette op, hvis det ikke bliver behandlet. Depression er en smertefuld lidelse, som du kan få hjælp til at håndtere og komme styrket videre i livet. Uanset om det er en depression eller ej, så læser jeg om smerten i dit brev, så et af mine råd til dig er at gøre noget godt for dig selv, mens du befinder dig i denne svære livssituation, hvor tingene modarbejder dig. Forkæl dig selv med noget du holder af at gøre og gerne sammen med en god ven/veninde. Jeg bliver nysgerrig på, om du dyrker nogle nære relationer til andre end din kæreste? Måske trænger du til at komme mere ud sammen med dine venner/veninder, og få snakket med nogen om hvordan du går rundt og har det?

Min erfaring fra TUBA er, at mange af dem, der er vokset op med misbrug, har problemer med tilliden til andre, da tilliden i barndommen er blevet brudt gang på gang på grund af misbruget. Det er derfor svært for mange, at skabe et tillidsfuldt forhold til andre, og når det så alligevel lykkes, og man oplever, at tilliden bliver brudt, så gør det ekstra ondt indeni, og man kan blive overvældet af følelsen af svigt. Jeg ved ikke, om du kan relatere til det, jeg her beskriver, men det er blot mit forsøg på at analysere ud fra det du beskriver i dit brev.

Du skriver, at du er i gang med ingeniøruddannelsen - stor respekt herfra. Jeg ved, at det er en krævende uddannelse, og ikke en man kommer sovende til, så hvor er det godt gået af dig. Ved ikke om du har tænkt på muligheden for at tage orlov fra studiet, frem for at droppe helt ud?

Jeg bliver nødt til at understrege, at selvfølgelig er du værd at elske – præcis som den du er. Hvis du kan lære at sætte mere pris på dig selv og acceptere dig selv for det menneske du er, for du er dig, og der findes kun en dig, og selvfølgelig er du værd at elske. Et godt råd er derfor at omgive dig med de mennesker, der værdsætter og som respekterer dig for den du er, selv med fejl og mangler. Dem, der ikke respekterer og værdsætter en, findes, men et godt råd er, at du ikke bruger din dyrebare tid og energi på dem. 

Du skriver, at du er i tvivl om, om du skal bryde kontakten til dine forældre. Nogle gange kan det være nødvendigt at bryde kontakten med nogle mennesker, også selvom man holder af dem. Det betyder ikke nødvendigvis, at det skal være et endeligt bryd, men det kan i stedet være en pause. Det er ok at melde ud over for dem, at du har brug for en pause. Hvor længe denne pause skal vare, er jo helt op til dig, men det giver dig muligheden for at mærke efter, om du faktisk er bedre tjent uden denne kontakt. Derefter kan du jo så vælge, om det skal være et endeligt brud, eller om du ønsker at genoptage kontakten til dem.

Jeg kan forstå ud fra dit brev, at du har gjort brug af TUBA før. Er det mon brevkassen, eller har du mon været i et terapiforløb? Hvis du endnu ikke har været i et terapiforløb, så tænker jeg, at et råd til dig kunne være, at du kontakter din nærmeste TUBA-afdeling www.tuba.dk/hjælp. Du er selvfølgelig også altid velkommen til at skrive ind igen og/eller gøre brug af chatrådgivningen, som har åben: mandag, onsdag og torsdag kl. 18-21. 

Du fortjener det bedste, og det ønsker jeg for dig.

Bedste hilsner

Isabella, TUBA