min far er død

Køn: 
Kvinde
Alder: 
20 år
Spørgsmål: 

Hej

Min far døde for 2 måneder siden, det var en meget pludselig død for mig. Selvom han havde fået konstateret KOL 3 -4 måneder før hans død, var alt i bedring. Ingen af os havde set den komme, så da politiet stod i mit hjem gik min verden i stå. Og det ligesom om at verden har kørt videre med 110 km/t siden da, men min verden stadig står stille. Jeg står stadig op og går på arbejde, tager i byen med veninderne, men føler ikke jeg er tilstede.

Min far har drukket alt den tid jeg kan huske, og jeg har brugt rigtig mange år på at være vred på ham. Jeg har været uforstående overfor hvordan man kan sætte et barn i verden, uden at kunne håntere at være en far overfor det barn. Men det sidste 1 år fandt min far og jeg den samme sti, hvor der var plads til os begge to. Da han fik konstateret KOL, var jeg med til ALLE hospitals og læge besøg. På en eller anden måde fik jeg min far igen, jeg blev fars pige igen i løbet at det sidste år. Men som alt går godt, er der en som tager det fra mig.

Jeg har så sur og indebrændt, men jeg ved ikke hvor jeg skal rette min vrede hen? Jeg er sur på ham, at han skulle forlade mig når alt gik så godt, at han ikke holde med at drikke og ryge så han stadig var her, at han ikke lod mig sige farvel. Jeg er vred på verden over de tog min far fra mig, at de heller ikke lod mig sige farvel. Jeg står tilbage med et liv der kun lige er begyndt, men ingen far at dele det med.. Jeg står tilbage med en følelse af skyldig, for jeg aldrig kunne tage mig sammen til at besøge ham noget mere. Han boede 10 gågang fra mig, han døde d. 29 januar, men sidst jeg så ham var d 24 december om morgen.

Så jeg tror det mit spørgsmål er, hvordan lærer jeg nogensinde at leve med det?

Hilsen F

 

Svar: 

Kære du!

Tak for dit åbne og ærlige brev. Jeg kan ikke lade være med at lade mig påvirke af din historie. De følelser og tanker, som du så fint giver udtryk for i dit brev, er meget genkendelige for børn af misbrugere, der mister deres forælder.

Først vil jeg gerne kondolere for din fars død. Ud fra din historie kan jeg se, at det ikke er længe siden. Det er sejt, at du har taget dig mod til at skrive om, hvordan du har det. Selvom det kan være hårdt og gøre ondt at sætte ord på virkeligheden, så tror jeg, at det kan være en hjælp for den sorgproces, man skal igennem, når man har mistet en nærtstående.

Du skriver, at din far altid har drukket, hvilket har skabt en vrede og uforståenhed i dig. Du skal vide, at det er en helt normal følelse at have efter sådan en opvækst.

Sorgen over at have mistet kan være en lang proces, hvilket er helt naturlig. Så din følelse af at stå tilbage med et liv, der først lige er begyndt, men uden en far at dele det med, er helt normal. Den vrede og indebrændthed, som du også beskriver i dit brev tænker jeg derfor, er en rigtig vigtig del af din proces. Jeg tænker, at det er følelser, som du allerede nu forsøger at omfavne og tage alvorlige ved at sætte ord på og skrive det i et brev – og det er godt. Så til dit spørgsmål om, hvordan du nogensinde lærer at leve med det, så kan jeg kun give dit et råd, hvilket vil være, at du lader det få den plads og den tid, som det behøver. Og vigtigst af alt, vide med dig selv, at det er helt okay. Så selv om man kan mene sit om ordsproget ”tiden læger alle sår”, så siger min erfaring mig, at den passer godt på virkeligheden.

Du skriver, at du står op, tager på arbejde, går i byen med veninderne, men har en følelse af ikke at være tilstede. Den er meget genkendelig og helt normal i en sorgproces. Min erfaring siger mig, at det at være tro mod det, man føler og tænker efter tabet af sin forælder, er det vigtigste.

Jeg tænker derfor, at det vigtige er, at du har nogen, som du kan snakke med om de tanker og følelser, som løber igennem dig – derfor tænker jeg på, om du har nogen tæt på dig, som du har tillid til og som du kan fortælle om, hvordan du har det efter at have mistet din far?

Jeg tænker også på, om et af TUBA’s forløb kunne være en god måde for dig, at få bearbejdet alle de tanker og følelser, som du helt forståeligt står tilbage med?

Inden jeg slutter brevet til dig bliver jeg nød til at sætte et par ord på en speciel del af dit brev.

Du skriver, at du og din far fandt den samme sti det sidste år af hans liv. Det glæder mig at høre. Jeg tænker, at du, selvom det er svært, kan prøve at holde fokus på, at I fik den mulighed. Selvom det opleves svært og uhåndgribeligt lige nu, så kort tid efter din fars død, så siger min erfaring mig, at minderne om de gode stunder i sidste ende kan være med til også at gøre sorgprocessen smuk. Og så tænker jeg, at din far var meget heldig, at han havde dig gennem sit sygdomsforløb og fik muligheden for at lære sin datter at kende, inden han tog herfra.

Med de ord, du fortæller din historie med i dit brev, så sidder jeg tilbage med fornemmelsen af en kærlig, betænksom, men ikke mindst sej pige, der i den grad fik vist sin far, at han var vigtig for hende. Derfor håber jeg, at du med tiden kan vinke farvel til skyldfølelsen. Du gjorde alt, hvad du kunne, og jeg er ikke i tvivl om, at din far vidste, hvor vigtig han var for dig - hans datter.

Du er meget velkommen til at skrive tilbage til mig, hvis du har lysten og behovet. Jeg lytter gerne.

Mange hilser, Carina TUBA.