min mor har ændret karakter i sit misbrug

Køn: 
Kvinde
Alder: 
35 år
Hvem i din familie har et misbrug?: 
Min mor
Spørgsmål: 

Jeg er faktisk i tvivl om hvor længe min mor har drukket. Jeg er selv voksen. Min mor har et svært sind. Jeg husker fra min tidlige ungdom episoder hvor hun har været syg med depression. Men drikkeriet blev først tydeligt for  8 år siden. Siden da har det gået op og ned. Min søster er meget tæt med hende. Det er faktisk utroligt svært for mig at gøre rede for de forskellige forløb der har været. Jeg snakker med min søster og særligt i disse dage hvor vi prøver at finde hoved og hale i hvordan vi kan være til i min mors sygdom. Derfor skriver jeg her. I sommer havde min mor en nedtur. Min søster stillede krav om lægebesøg og behandling for depression. Dette har vi troet på har været iværksat tilmed antabus behandling, som min far skulle forvalte og min mor har siden i sommer haft det godt, jeg har set hende en del og glædet mig over at dele min graviditet med hende har spurgt om de vil holde ferie med os når baby er kommet til verden. I weekenden skulle vi så holde juleaften og min kæreste og jeg kører fra kbh. Vi kommer hjem til en meget beruset mor. Jeg bliver meget ulykkelig og bliver utrolig vred, anspændt. Kunne slet ikke overskue at sidde til bords, særligt fordi mine niecer er der og min mor er så tydeligt beruset. Jeg synes det er virkelig upassende og grænseoverskridende. Efterfølgende konfronterer jeg min far, men han virker afmægtelig og vi kører hjem. Min mor ringer op og undskylder. Jeg udtrykker min glæde over hun ringer. Vi aftaler, at jeg efter jul skal komme hjem og vi alle i familien kan snakke og hjælpe hende. Jeg prøver at finde ud af, hvor langt hun er ude igennem min far som siger hun også drikker på antabus og bliver meget syg. Jeg bliver meget begymret. Jeg trodser min fars råd om ikke at kontakte hende. Han siger hun er der hvor hun vil være alene. Jeg ringer hende op og får et kæmpe møgfald, at jeg, min søster og far aldrig har været der for hende, hun er den søde og vi er aldrig søde ved hende. Vi har aldrig spurgt ind til hende og hendes traumatiske barndom trods hun har givet mange hint vi kunne have grebet. Hun er fædig med mig jeg kan passe mig selv hun er frædig med at spille sød, når vi er sådan nogle løgnere. Jeg kan ikke holde overblikket og græder. Hun siger at det er typisk mig nu skal hun have ondt af mig.... nej fandme nej nu er det hendes tur til at få omsorg. Status er nu at min søster har ædt sine følelser da hun har fået samme opsang og åbnet døren for dem juleaften. Min mor fastholder, at vi ikke er der for hende. Hun har tilmed tilføjet, at hun har snakket meget med en veninde som også har problemer med sine børn. Nu til mine spg. Jeg kan slet ikke finde ud af hvilket ben jeg skal stå på. Jeg er så vred og og i chok. Jeg er sådan i tvivl om jeg skal æde, at jeg skal "være hendes psykolog og spørger ind til hendes barndom" som hun iøvrigt kun kan fortælle de samme historier om. Og jeg synes hun er så selvmedlidende og ynklig. Jeg kan slet ikke overskue hendes fysiske kram fordi de føles som om hun trøster sig selv. Jeg bliver fanget i at elske min mor og samtidig synes hun er klam. Det ene øjeblik tænker jeg, det er rendyrket alkoholisme, men vi må jo ikke snakke om alkoholismen og om behandling der kunne hjælpe. Det andet øjeblik tænker jeg, at jeg skal bruge min energi på min lille pige som snart kommer til verden og min kæreste. Den værste tanke er, at jeg er bange for at være som min mor. Jeg ved der ikke findes et enkelt og korrekt svar. Er det ok at have det sådan at min mor er klam og ynkelig. Jeg ved alkoholisme er en sygdom, men hun vil ikke have behandling, hun vil have at vi skal spørge mere ind til hende. Det tror jeg simpelthen ikke jeg kan. Er det normalt ikke at kunne finde hoved og hale i både følelser og hvad der reelt er sandheden? Er det ok ikke at acceptere at jeg burde spørge ind til min mors barndom? fordi jeg synes det er ubehageligt og grænseoverskridende og jeg synes hun bliver ynkelig i det, eller er det fordi jeg ikke er blevet rigtig voksen og løsrevet mig fra min egen mor? Jeg bor langt væk er tilbøjelig til at skrive heldigvis..... men jeg skal jo nok tage stilling til fremtiden på den anden side af julen. Jeg øsnker ikke at splitte familien, men kan mærke at noget er ødelagt for mig og har mest lyst til at glemme dem. Er det en god ide at tage en absolut beslutning? Jeg er så træt af at det skal være et spil, og man skal være taktisk, burde denne relation ikke være ubetinget kærlig eller er det bare mig det er et lille barn. Har min mor ret til at behandle mig sådan.... jeg har jo sikkert også som barn og teenager råbt af hende. Hmm. Ved slet ikke om jeg kan rådes til noget ? 

Svar: 

Kære du

Jeg er glad for, at du skriver herind, for det lyder til at være mange tanker at gå med alene - sikke en mundfuld!

Du skriver, at du er i tvivl om, hvor længe din mor har drukket, men at drikkeriet blev tydeligt for dig for ca. otte år siden. Din mor har tidligere haft en depression og fik i sommers en nedtur. Din søster har derfor stillet krav om, at din mor skulle gå til læge, så hun kunne få hjælp til sin depression og komme på antabus, hvilket umiddelbart hjalp. Men til jeres juleaften var din mor beruset, hvilket fik dig til at føle dig ulykkelig, vred og anspændt. Herefter blev din mor vred og gav "et kæmpe møgfald", som du beskriver det. Som jeg forstår dit brev, har det igangsat nogle tanker og følelser ved dig. Til sidst stiller du følgende spørgsmål:

  • Er det normalt ikke at kunne finde hoved og hale i både følelser og hvad der reelt er sandheden?
  • Er det ok ikke at acceptere, at du burde spørge ind til din mors barndom? 
  • Er det en god ide at tage en absolut beslutning?
  • Burde relationen til din mor være ubetinget kærlig?
  • Har din mor ret til at behandle dig som hun gør, når du sikkert også har råbt ad hende i din barndom og ungdom?

Jeg vil forsøge at svare dig så godt, jeg kan.

Lad os starte med dit første spørgsmål, nemlig om det er normalt, at man ikke kan finde hoved og hale i både følelser og sandhed. Det er helt normalt, at man som barn af en misbruger kan have svært ved at navigere i både følelser og hvad der er sandhed. Jeg tænker, at du giver et godt eksempel på dine tvetydige følelser for din mor, nemlig: "Jeg bliver fanget i at elske min mor og samtidig synes hun er klam.". Det er helt naturligt at elske sine forældre - også selvom de ikke har været eksemplariske. Samtidig er det også helt naturligt at reagere på det, hvis en anden person overskrider ens grænser og giver "møgfald". Jeg kan derfor sagtens forstå dine tvetydige følelser, og jeg ved, at mange andre børn af misbrugende forældre har det på samme måde med deres forældre. Når du også nævner sandhed, tænker jeg på mine egne tanker, da jeg læste dit brev. Jeg tolkede nemlig, at du havde troet, at det gik bedre med din mors alkoholmisbrug og derfor blev meget overrasket over at se hende beruset til juleaften - din far fortalte ovenikøbet, at hun drikker, selvom hun er på antabus. Er det mon sådan, du havde det? For når man har én opfattelse af virkeligheden (nemlig at tro, at alt er blevet bedre), kan det være chokerende at finde ud af, at det slet ikke har forholdt sig sådan. Nogle gange har andre familiemedlemmer måske endda været med til at dække over et misbrug. Tingene kan altså pludselig vendes på hovedet. Når man oplever det (måske endda gentagne gange), er det helt naturligt at have svært ved at finde hoved og hale i sandheden. 

Dit andet spørgsmål er, om det er okay ikke at acceptere, at du "burde" spørge ind til din mors barndom. Jeg kan godt forstå, at du vil føle dig som din mors psykolog, hvis du får til opgave at spørge ind til hendes barndom, så hun kan læsse af på dig. Du beskriver endda, hvordan det er de samme historier, hun fortæller, og at du synes, "hun er så selvmedlidende og ynkelig", når hun gør det. Ved TUBA ser vi tit, at mange kan have en tendens til at "please" andre for at undgå konflikter, og det er derfor rigtig godt, at du er bevidst om, hvordan du har det med at skulle spørge ind til din mors barndomshistorier - og at du er villig til at stå ved disse følelser. Det er altså rigtig stærkt. Du skriver også, at I ikke må snakke om alkoholismen og behandlinger, som kunne hjælpe. I har derfor prøvet at foreslå hende hjælp og nogle at snakke med, men det ønsker hun ikke, da hun hellere vil have jer til at spørge mere ind til hende og hendes barndom. Når jeg læser dit brev tolker jeg, at du faktisk ikke har lyst til at spørge ind til hendes barndom - og det er helt okay. Faktisk er det forståeligt. Din mor må tage ansvar og opsøge den hjælp, hun har brug for, til at bearbejde sine barndomsminder.

Yderligere spørger du om, om det er en god idé at tage en absolut beslutning. Når du skriver "absolut beslutning", tolker jeg, at du tænker på at bryde kontakten til din mor - det er den forståelse, jeg vil tage udgangspunkt i i mit svar. Jeg tænker umiddelbart, om det først og fremmest kan være en idé at fortælle hende præcis, hvordan du har det? Måske fortælle hende nogle af de ting, du har fortalt her? At du elsker hende, men at du samtidig synes at hun kan være omklamrende og at det gør dig ulykkelig, når hun er alkoholpåviket. Simpelthen fortælle hende, hvordan du har det, når du ser hende påvirket, og hvad det gør ved dig. At du ikke synes, det er i orden. Jeg ved, at mange andre børn af misbrugende forældre kan finde stor trøst i, at de trods alt har fortalt den misbrugende forælder, hvordan de har det - også selvom forælderen bliver ved med at drikke. Hvis du synes, at det kan være for svært at fortælle hende det, tænker jeg, om det mon kunne være en start at skrive et brev til hende? En absolut beslutning kan være rigtig svær at træffe, og jeg tænker derfor på, om det måske kan være værd at overveje, om du kan tage nogle forholdsregler, som gør det nemmere for dig at overskue at se hende? Måske er hun endnu ikke begyndt at drikke om formiddagen, og så kunne det være en idé at se hende om formiddagen? Måske kan du bedst lide at være på besøg ved dine forældre, så du har mulighed for at køre, når det bliver for meget? Måske noget tredje? 

Dit fjerde spørgsmål er, om relationen til din mor bør være ubetinget kærlig. Det er et svært spørgsmål, for ideelt set ville en mor/datter-relation være ubetinget kærlig. På den anden side er det okay at have grænser og ikke finde sig i alt. Dette leder os naturligt til dit sidste spørgsmål.  

Til slut spørger du om, om din mor har ret til at behandle dig, som hun gør, når du sikkert også har råbt ad hende i din barndom og ungdom. Når jeg læser dit brev, lægger jeg særligt mærke til, at du flere gange skriver om, hvad din mor bebrejder dig for, f.eks. at dig og din søster aldrig har været der for hende; at I ikke er søde, mens hun er sød ved jer; hun siger, at hun er færdig med dig; at I er nogle løgnere; nu er det hendes tur til at få omsorg; hun fastholder, at I ikke er der for hende. Det lyder som rigtig mange bebrejdelser at få - og hold op, hvor må det være hårdt, når det kommer fra ens egen mor. Jeg mener ikke, at din mor har ret til at behandle dig sådan, og jeg bliver derfor glad for at læse, at du er god til at mærke efter, hvad der sker i dig, når hun gør noget, som du ikke synes er okay. Du har ret i, at du nok også har råbt ad hende i din barndom og ungdom, for det er almindeligt i den alder - men du var et barn og/eller teenager. Din mor er voksen og har et ansvar for sin egen opførsel. På samme måde er du nu voksen og er berettiget til at have dine egne oplevelser af situationerne. Du kender dig selv bedst, og du ved bedst, hvornår din grænse er nået, og hvordan du kan håndtere, at din mor behandler dig som hun gør: måske vil det være at fortælle hende, at du finder hendes opførsel uacceptabel? Måske orker du ikke at gå i en direkte konflikt med hende, og har derfor brug for at lægge røret på, når hun bliver ved med at overtræde dine grænser? Måske er det noget helt tredje? Det ved du bedst. Det vigtigste er, at du ved, at det er okay at have grænser for, hvad man vil finde sig i - også selvom det er ens mor. 

Hvis du har lyst til - eller brug for - at høre om nogle af temaerne, som du bringer op i dit brev, vil jeg lige nævne, at vi i TUBA har drop-in-møder, som tager afsæt i forskellige temaer. Du kan læse om det på vores hjemmeside og se, om noget af det lyder som noget for dig her: https://tuba.dk/alle-begivenheder .

Til sidst vil jeg rose dig for, at du er så god til at mærke, hvor din grænse går, og hvad du vil gå med til. Det er helt okay at have grænser, og det er godt, du lytter til dem. 

Jeg har forsøgt at give dig forskellige inputs til dit dilemma - mon noget af det er brugbart for dig? Ellers er du velkommen til at skrive ind igen.

Jeg ønsker dig det bedste.

De bedste hilsner

Mette, TUBA