Mor drikker, men vil ikke have hjælp

Køn: 
Kvinde
Alder: 
24 år
Hvem i din familie har et misbrug?: 
Min mor
Spørgsmål: 

Hej TUBA

Min mor har drukket for meget alkohol i mange år nu (ca.10 år). Vi har som familie været igennem mange ubehagelige episoder, bl.a. blev min mor af to omgange indlagt på psykiatrisk afd. Første gang pga. overdosis (alkohol og piller, hun siger det ikke var med vilje) og anden gang måtte min far slæbe hende afsted (nærmest tvangsindlægge hende) fordi situationen igen eskalerede. Derudover har hun flere gange sagt, at vi ville være bedre tjent uden hende, og truet med at hun ville tage tilbage til Mozambique hvor hendes familie bor. Mine søskende og jeg har som unge godt vidst, at det har været et problem, men har været for unge til at gøre noget ved det, og har derfor bare skjult det og dækket over hende. Det er først indenfor de sidste par år, i takt med at drikkeriet er blevet værre, at vi har åbnet op omkring det, og prøvet at nå ind til hende, ved at fortælle hende at det er svært at se sin mor i den tilstand - da hun bliver en HELT anden person, end vores dejlige mor, når hun drikker. Hun bliver en person man ikke kan have samtaler med da hun ikke kan snakke sammenhængende, hun bliver klodset og falder og slår sig, hun bliver agrressiv eller nedtrykt, og generelt bliver hun en person der ikke er særlig behagelig at være i selskab med. 
Min mor er ofte splittet pga. hendes store savn til hendes familie, og det eneste der kan få det til at gå væk er alkohol. Men når hun drikker, skubber hun kun sine børn og mand længere væk, og føler sig endnu mere alene. Min mor vil rigtig gerne være stærk, og siger at hun kan/vil klare det selv, og at hun ikke har behov for hjælp. Men jeg kunne ikke være mere uenig. Hun har brug for nogle at snakke med, da hun både kæmper med sorg, angst og et kæmpe savn. Hun har brug for andre redskaber til at takle sine følelser på, end alkohol! Vi har gjort ALT hvad vi kan i familien for at hjælpe hende, og nu kan vi ikke mere. Jeg ved, at det er svært at hjælpe én der ikke vil hjælpes, men jeg tror ikke hun ved hvad hun siger nej til. Hun siger, at hun gerne vil stoppe med at drikke, men jeg føler det er ligemeget hvad jeg nævner af muligheder, så siger hun nej - hun vil klare det selv... Men det har hun jo bevist gang på gang, at hun ikke kan. Jeg bliver bare mere og mere nervøs for, hvor hun skal ende hvis hun ikke snart stopper. Jeg kan både mærke og se, at hun bliver mere og mere svag, og at hendes krop også begynder at tage fysisk skade.
Jeg har altid været mors pige, og det er mig der som regel bedst kan nå ind til hende. Derfor føler jeg også et kæmpe ansvar, og føler mig magtesløs når ikke engang jeg kan nå ind til hende mere.... 

Svar: 

Kære du.

Tusinde tak for dit brev. Det kræver mod at dele en historie som din.

Jeg læser i dit brev, at din mor har drukket i ca. 10år og at hun i den forbindelse, har været igennem et par indlæggelser på psykiatrisk afdeling. Du skriver, at hun har et stort savn til sin familie i Mozambique og at hun har truet med at rejse tilbage. Dine søskende og dig har været bevidste om hendes misbrug, men har været for unge til at handle aktivt på det. Du skriver at du har prøvet at tale med hende, fortælle hende hvor svært det er at se hende have det så dårligt, og forsøgt at motivere hende til at få hjælp, men hun er overbevist om, at hun selv kan klare det. Afslutningsvis giver du udtryk for en bekymring og en stor ansvarsfølelse for din mor, da du er mors pige og ikke længere oplever, at du kan nå ind til hende.

Når jeg læser dit brev oplever jeg, at det bærer præg af svære oplevelser og følelser gennem  din opvækst. Jeg vil derfor primært vende to temaer i min besvarelse til dig.

Temaerne vil komme til at omhandle det at være pårørende og ansvar.

At være pårørende
I dit brev er det tydeligt at læse, at I i din familie mere eller mindre altid har haft fokus på at støtte og hjælpe din mor. Du beskriver bl.a. hvordan du kan huske, at din far har "slæbt hende afsted", fordi det eskalerede igen og at I har forsøgt at gå i dialog med din mor om, at det er svært at se hende i den tilstand. Det er nogle rigtig fine og gode tiltag.
Det at være pårørende til en alkoholmisbruger opleves ofte som en følelsesmæssig rutsjebane mellem håb og nederlag og det kan ende ud i en følelse af magtesløshed. Følelsen af ambivalens mellem omsorg, kærlighed, tristhed, svigt og vrede er også nogle, som er meget naturlige at opleve, når man står som pårørende, som du gør i forholdet til din mor. Mon du kan genkende det? Det kan ofte forbindes med en overvældelse af skyldfølelse, fordi det at være vred eller irriteret på en som er sårbar og afhængig af alkohol, måske ikke føles særlig rart. De følelser er dog helt legitime, for det påvirker i høj grad de pårørende, når en i familien har problemer med alkoholafhængighed. Du skriver så fint, at din mor ikke er behagelig at være i selskab med og at du oplever, at hun bliver en helt anden, når hun har drukket. Det får mig til at tænke på, at man som pårørende ofte havner i en situation, hvor det er den som har et misbrug der sætter dagsordenen for to forskellige sæt regler og normer. Det ene sæt regler gælder, når den som har et misbrug drikker og det andet sæt gælder, når den som har et misbrug ikke drikker. Det betyder at man som pårørende ofte skal være enormt omstillingsparat både fysisk og psykisk, fordi man ikke altid ved hvad der venter sig, når man kommer hjem eller skal på besøg. Mon det er en tilstand du genkender? Det er utrolig hårdt at være følelsesmæssig omstillingsparat, for det kan betyde, at man sætter sine egne følelser og behov på stand-by eller helt gemmer dem væk. Det kan være, at du kan genkende følelsen af at lægge bånd på dig selv og de følelser der opstår, når din mor er påvirket, for at gøre situationen så tålelig at være i som mulig? Du skriver at din mor falder og bliver aggressiv når hun er påvirket, og jeg tænker, at det må være utrolig hårdt for dig, at se din mor i den tilstand og på samme tid forsøge at støtte og hjælpe hende.
Du skriver at når din mor drikker, skubber hun sin mand og sine børn væk og føler sig endnu mere alene. Det er min erfaring fra andre unge som også har haft en forælder med misbrug, at det også er noget de oplever. Det at være afhængig af alkohol, er ofte forbundet med følelser som skam og skyld og de følelser optræder særligt, hvis man opdages i sin rus af alkohol eller bliver konfronteret med den. Jeg husker at du skriver, at din mor har nævnt, at hun godt kan klare det selv og her bliver stolthed måske en primær faktor for hende, da det kan være, at det er en følelse som hun tillægger megen værdi. Kan det tænkes at din mors følelse af at opretholde en vis stolthed og værdighed er så styrende, at hun har så svært ved at modtage eller søge hjælp? Det kan også være at du oplever, det er noget helt andet.
Det er nogle utroligt modne og empatiske tanker du gør dig, omkring hvad din mor kunne have brug for, når du beskriver den sorg, angst og det savn du oplever at hun har. Det jeg læser i dit brev er, at du gør alt hvad du kan, for at være der for hende og tilbyder hende støtte til at få den hjælp hun har brug for! Det kræver virkelig mod, standhaftighed og ikke mindst kærlighed at være vedholden i så svær en situation som din.

Ansvar
Jeg vil starte ud med at tage fat i det du selv er inde på, nemlig at det er svært at hjælpe en der giver udtryk for, ikke at have lyst til at modtage hjælpen. Det er svært fordi man som tæt pårørende ofte kan se, at det er tydeligt at de har brug for hjælpen, hvilket du også har beskrevet.
Du skriver at du altid har været mors pige og at du som regel kan nå ind til hende, derfor føler du også et kæmpe ansvar for hende. Jeg kan godt forstå at det er den følelse du sidder med og det må være meget hårdt for dig at gå med, for det er virkelig et stort ansvar. Måske har du hørt mange sige det til dig før, men i sidste ende, så er det din mors eget ansvar at komme ud af sit misbrug. Det kan lyde så barskt og ufølsomt, men den hjælp du har tilbudt og I som familie har tilbudt hende, er også en hjælp som kun hun kan tage imod og handle på alene eller sammen med jer. Din mor har også et ansvar i at passe på dig, dine søskende og andre pårørende som er i hendes omgivelser.
Ansvar kan være flere ting, og ansvar er også at tage vare på sig selv og være en rollemodel for at vise, at det at søge hjælp, råd eller vejledning ikke er et svaghedstegn eller noget man bør skamme sig over, men er faktisk det stik modsatte, nemlig at tage ejerskab og passe på sig selv og dem man har omkring sig. Det kunne måske være en ide, at læse dit brev til TUBA op for hende? Det kan også være, at du fornemmer at det ikke vil gavne noget, og så skal du selvfølgelig ikke forsøge det,- du kender din mor bedst. Det er min erfaring, at forandring starter indefra, og derfor vil mit råd til dig også være, at forsøge at passe godt på dig selv i den svære og sårbare situation det er, at være pårørende til et menneske med et misbrug. På den måde, kan du måske fungere som rollemodel og være den som din mor kan spejle sig i, hvis det føles naturligt og okay for dig.

Her til sidst i mit svar til dig, vil jeg tilbyde dig nogle muligheder, hvis du en dag oplever, at du kunne have brug for det. Det gjorde stort indtryk, at du har en følelse af at have det kæmpe ansvar for din mor, og jeg forestiller mig, at det muligvis påvirker din dagligdag ret meget. Det er meget hårdt at gå med sådan et ansvar på sine skuldre. Derfor vil jeg oplyse dig om, at TUBA tilbyder terapi til børn og unge som har/har haft alkoholmisbrug tæt inde på livet. Hvis du en dag tænker, at det kunne give mening for dig, skal du skrive til den TUBA afdeling, som er i din kommune. Du kan skrive, at du er vokset op med misbrug tæt inde på livet. https://tuba.dk/hjælp

Det kan også være en mulighed, at kontakte din kommunes misbrugscenter eller google lidt omkring hjælp til pårørende. Det kan være, at misbrugscentret har nogle forløb til pårørende som er en situation som dig, og måske kan de give nogle råd og vejledning også.

I TUBA har vi også en online chatrådgivning, hvor du har mulighed for at skrive ind mandag, onsdag og torsdag fra 18-21. Her kan du måske komme af med oplevelser, tanker, følelser osv. omkring den frygt og de bekymringer du har, for at hun begynder at drikke igen. Du kan se mere her: https://tuba.dk/chat

Jeg håber, at mit svar giver mening for dig. Ellers er du meget velkommen til at skrive ind til brevkassen igen.

Kærlig hilsen, Maria TUBA.