Jeg ved ikke helt hvad jeg skal skrive, jeg synes der er meget og det føles lidt som om, der er så meget, at følelserne og tankerne vil ud på en gang, så jeg ved ikke hvilke der skal først ud, og så er det som om, de er ved at falde lidt over hinanden fordi de bliver lidt ivrige og er lidt bange for ikke at blive hørt. 

Nå, kender I det med at mærke alle mennesker? Det gør jeg. Jeg elsker at mærke så intenst. Men når jeg så ikke er så meget i kontakt med mig selv og der er noget jeg ikke har taget mig af, ja så er det som, at jeg begynder, at vil tage mig af alle andres i stedet for mit. 

Som barn var det hvad jeg gjorde, for at føle mig berettiget til en plads her i livet. Og den forsvarsmekanisme må jeg stadig være opmærksom på.