Jeg har indenfor de sidste måneder valgt min far fra.
Jeg stoppede kontakten med ham, fordi at jeg altid bliver ked af det, hver gang vi har været sammen. Jeg føler aldrig at jeg er god nok. Jeg føler mig u elsket og utilstrækkelig. Det værste er, at jeg i lang tid har troet at det var mig der var noget galt med.
Nu har jeg også stoppet kontakten til mine to søstre. Jeg kan ikke længere være en del af den dysfunktion så hersker i min familie. Der er sket så meget skade i misbrugsårene, så det føles som om, at det er for sent at redde relationerne. Især når jeg er den eneste, som går i terapi og arbejder med mig selv.
Jeg føler mig enormt ensom. Siden valgene har jeg haft et stort hul i maven, som ikke vil gå væk. Heldigvis hjælper det at gå i TUBA. Jeg har også været i ACA nogle gange. Jeg bliver ved med at huske mig selv på, at det jeg gør, er rigtigt – og helt ok. Jeg ved at mange andre er i samme position som mig. Men jeg føler mig nu alligevel tit ensom.
At sige fra overfor sin familie
Køn: Kvinde
Alder: 22
Camilla says
Jeg valgte også min far og hans side af familien fra jeg følte mig ikke godt tilpas i deres selvskab
Jeg kan sagtens forstå hvorfor du har gjort som du har gjort, du skal huske og passe på dig selv og ikke tænke på hvad andre føler og tænker for det du gør er det rigtige for dig!
Jeg følte mig også utrolig ensom og gør det stadigvæk engang i mellem men jeg har fået det så meget bedere og har det som om jeg tabte mig 10 kg efterfølgende!
Bo Hansen says
Jeg forstår dig 100% og ja det er hårdt at vælge familie fra, men det er ikke altid at familie er godt for en.
Jeg valgte min mor fra for 5år siden og det er det bedste jeg har gjort for mig og min familie.
Det kræver tid og mod at komme over det.
Jeg ønsker dig god vind.
Christine A says
Hvor er det modigt gjort, og hvor er du bare sej ! Jeg har selv måtte afbryde forbindelsen til min familie for at passe på mig selv. Jeg kender til følelsen af ensomhed. Tuba er en kæmpe støtte/hjælp. Du er ikke alene!
Held og lykke til dig 🙂
Jane says
Jeg valgte også min far fra. Både for at passe på mig selv, men til at starte med også med et (naivt?) Håb om at det ville få alvoren op for ham.
Til at starte med var jeg den eneste i familien, der sagde stop, hvilket gav mig rigtig dårlig samvittighed. “Gør jeg nu det rigtige?”, “burde jeg hjælpe mere?”. Lige så stille har han skubbet resten af familien fra sig og næsten alle sine søskende.
Man er nød til at sætte sig selv først! Måske er dine søskende ikke nået til den erkendelse endnu? Måske når de den aldrig, men jeg tror at jeg ville holde mig opdateret på dem og prøve at fornemme om de er blevet klar til at arbejde med dem selv og al det I har været igennem…
M says
Hvor er det rart at læse alle jeres svar. Tak for støtten. Det er altid godt at blive mindet om at man ikke er alene med de udfordringer der nu er.
Jane – du har helt ret, måske er det godt at holde sig opdateret.. Mine søstre blev meget vrede over min udmelding, mest fordi at jeg ikke kunne forklare dem hvorfor jeg ikke ville se dem i en periode. Man kan ikke ændre på andre mennesker, så jeg føler mig ærligtalt magtesløs ved at skulle sætte ord på noget som de aldrig ville forstå. Lige nu føles det umuligt at skulle tænke på kontakt igen, men måske en dag…
F says
Jeg har brudt med en søster for 5 år siden. Det var i øvrigt for 3. gang, men de ti første gange havde jeg stadig håbet om at hun mente det da hun sagde at hun gerne ville forsøge at vi kom tættere på hinanden. Det gjorde vi bestemt ikke. Gamle adfærdsmønstre er svære at lave om på, og dér mærker jeg også at jeg, som du, er den eneste dette arbejder med sig selv.
Nu har den anden søster og jeg også en kontrovers. Og den har varet længe, med fuldstændig stilhed. Fordi jeg sagde fra over for hendes giftige adfærd og udmeldinger – det kunne jeg ikke være bekendt, mente hun.
Jeg er kommet der til i mit forløb og mit liv at jeg nu kan sige, helt ærligt, at jeg føler at det er MIG der har udviklet mig. Jeg har for LÆNGST overhalet de andre.
Jeg kan tage vare på mig selv. Jeg kan sige fra. Jeg anerkender mig selv for at kæmpe med det, der er svært.
Det er skideensomt og forvirrende – og sårende til tider! Jeg spørger mig selv hvad det egentlig er at jeg går glip af, når jeg ikke er med til jul og fødselsdage. Ærligt? Jeg går glip af konflikter, sure miner og korte lunter. Når stemningen endelig er god, er den ekstremt kortvarig.
Jeg nægter at være en del af noget som gør mig ulykkelig.
M says
Din besked gjorde stort indtryk på mig. Jeg skal arbejde med skam-og-skyld følelsen, for at jeg en dag kan komme ud på den anden side og nå så langt som dig. Jeg kommer til at sige fra til jul/fødselsdage osv. for første gang, og det er så vanvittig angst provokerende for mig. Men jeg kan nikke genkendende til præcis de samme ting, højtiderne er alligevel aldrig hyggelige. Jeg kan allerede mærke lettelsen over ikke at skulle forholde mig til dem, men stadig meget frygt og skam over, hvis jeg en dag møder dem eller de skriver til mig. Du lyder så stærk og sej, F, og det hjælper mig virkelig med alle de her svar fra folk som går det samme igennem :’)
Anja L says
Jeg ville ønske jeg kunne give min gode erfaring direkte videre. Hand it over. Men sådan fungerer det jo nok ikke lige. Men måske er der lidt glæde og håb i min historie: Jeg sagde på gensyn til min far for 17 år siden og livet er lysnet siden, jeg tog det skridt. Det var en mindre ting der udløste min beslutning(han lånte min kærestes lejlighed og drak hans whiskeysamling på et par dage men lod som om det ikke var sket, fyldte op med vand og den slags). Grænseoverskridende konkret for en datter hvis far altid nægtede, at der var et problem trods massiv skjult druk i skuret og allevegne siden jeg var helt lille. Det var som om den konkrete episode var en slags dårlig, men god undskyldning for at nu kunne jeg sige farvel og på gensyn. Min angst forsvandt stille og roligt – og jeg havde været meget plaget af det fra 15-25 års alderen, og jeg fik det selv bedre og mere afslappet med alkohol (ikke flere skyldspsykotømmermænd). Ja og nu er der gået 17 år. Jeg elsker min far, men det er så befriende at han ikke er en del af mit liv. Det er trist og ensomt at måtte sige på gensyn eller måske farvel, men jeg følte mig endnu mere forladt og ensom dengang jeg hele tiden prøvede at afkode, om han havde drukket, om det bare var mig osv. Jeg sender dig de største kram lige fra mit hjerte til dit. Du skal have et godt liv. Og sættes fri fra det plagsomme i relationen der. Jeg lover dig, det bliver bedre. Livet er skønt og underligt frit uden de bekymringer.
Kh A
M says
Tak fordi du deler dine erfaringer Anja. Det udløser bestemt håb i mig, og bekræfter at det jeg gør er okay samt rigtigt for mig.