Brev – håber en vil give respons

Kære mor.

Jeg skriver dette brev til dig, fordi jeg er utrolig ked af, at du har et alkoholproblem, og har haft det dette gennem flere år.

Jeg var utrolig stolt af dig, da du i sommeren 2009, indrømmede overfor vores familie og mig, at du havde et problem, du snakkede åbent og ærligt om dette. Du valgte endda, at tage ind til Birgitte sammen med far, og tale om hvad det var der var i vejen, og du tog imod tilbuddet om antabus. Imens du var på antabus, havde vi 2 et rigtig godt forhold til hinanden – vi grinte, snakkede om hvad problemet til dit alkoholproblem var og tilmeldte os endda til at gå til blomsterbinding sammen i efteråret 2009.

Mht. blomsterbinding, synes jeg var et rigtig godt initiativ fra din side, og vi havde mange gode aftener dernede, men så begyndte du igen, og have et problem med alkohol, og som du ved ringede jeg tit til dig, inden vi skulle derned. Tit ville jeg bare for at spørge om hvad du havde med denne dag, dette handlede mest om, at jeg skulle høre hvilken tilstand du var i, og tit kunne jeg høre du var beruset.

Jeg har grædt mange gange inden vi skulle derned, ja jeg er grædt rigtig meget generelt og jeg har ringet til far fordi jeg var bekymret for dig. Mest bekymret fordi du er en helt anden person, når du er påvirket af alkohol, dette synes jeg er pinligt både for dig og mig selv, men også for hele vores familie.

Men en anden ting er at jeg er utrolig bekymret, når du ikke vil indrømme du har fået alkohol, og dermed kører bil, fordi du er til fare for dig selv og ikke mindst andre trafikanter, mennesker og børn. Jeg ville ikke kunne bære hvis du en dag skulle køre galt og komme dig selv til skade og andre mennesker, dem du skader kunne jo være din egen familie, din mand, dine børn, dit kommende barnebarn, dine søskende eller dine niecer. Og sagen er jo den at hvis der er 1 i en trafikulykke der har drukket alkohol og promillen kun er på evt. 0,1, får denne hele skylden.

Jeg synes du skal vide jeg hver dag tænker på dig, min mor, som engang altid var der for mig, du var kærlig, sød og altid glad. I dag synes jeg tit jeg er mor for min egen mor, jeg holder ”øje” med dig, fordi jeg er bange for der sker dig noget. Jeg kan ikke holde tanken ud om hvordan de 2 uger far er i USA skal blive, for jeg er utrolig bange, for du ikke kan styre dit alkoholproblem. Jeg ved også jeg har tilbudt dig at bo hos os i de 2 uger, men hvis du skal bo hos os er det uden alkohol.

Jeg ved jeg ringer til dig tit, men du ved jo også inderst inde godt hvorfor jeg gør det! – det er fordi jeg er bekymret, utryg og ked af, at der sker dig noget. Du fortæller far, at du føler dig overvåget, det kan jeg godt forstå, for jeg ringer meget! Jeg kan fortælle dig, da jeg ringede til dig i søndags og du har fuld kl. 12.30, blev jeg utrolig skuffet og vred på dig, derfor ringede jeg som sagt til far, fordi jeg synes det er ved at gå over gevind. Jeg ved også vi ikke har talt ret meget sammen siden i søndags, men mor, jeg har ikke haft lyst, fordi du benægter du har drukket og ikke vil indrømme det selvom jeg græder i telefonen. Jeg kan ikke forstå, at det betyder mere at drikke, end at høre din datter, græde når hun taler med dig.

Sidste efterår fortalte jeg dig, jeg havde været ved lægen, fordi jeg havde det dårligt, hovedpine, sov dårligt osv. Jeg fortalte dig, at det var stress jeg havde, hvilket det også var, men jeg fortalte dig ikke hvorfor. – Det hele kommer sig af, at jeg tænkte på dig, kunne overskue mit eget liv og mit arbejde, jeg har haft rigtig meget sygefravær pga. skyldfølelse, fordi jeg har villet redde dig ud af dit misbrug, men jeg har ikke kunne gøre det. Jeg har dækket meget over dig, jeg har altid været der for dig. Men jeg kan ikke mere.

Jeg savner de aftener og weekender vi hyggede os, da du var ædru. I dag beder jeg tit far, om at blive hjemme indtil I skal ned at besøge os, eller jeg invitere jer til eftermiddagskaffe, så du ikke kan nå at drikke inden I skal besøge os. Jeg husker tydeligt nytårsaften 2009-2010, der havde du drukket inden I kom ned til os – det resulterede i at du lå og sov på sofaen kl. 24.00, dette var utrolig skuffende for mig og jeg synes du var ligeglad med at René og jeg, havde knoklet for at lave en god aften.

Jeg kan også fortælle dig, at jeg starter op i en støttegruppe, som hjælper børn og unge som har forældre der har misbrug med alkohol. Jeg skal til en forsamtale, derefter er der 1 års ventetid. Så mor, jeg håber virkelig du vil tage det til dig, det jeg skriver for har ikke været let.

Mor, jeg håber virkelig du vil gå i behandling, jeg kan ikke blive ved med at holde til det psykisk, at tænke på du ødelægger dit eget liv, men også fars, Anjas og mit. Vi er bekymrede for dig, tænker på dig og vi vil ønske dig det bedste. Men ingen af os kan hjælpe dig længere, du har behov for professionel hjælp. Jeg ved, som du også selv gør, at problemet til du har et alkoholproblem er, at du har dårlig samvittighed over du drikker, og så kører det i den cirkel.

Mange hilsner fra din datter – Jannie.