Hej.
Min mor har drukket siden jeg kan huske.
Jeg har gået i terapi førhen, hvilket hjalp mig super meget, og ledte til at jeg konfronterede min mor med hendes misbrug. Det blev også til en konfrontation af min far, der hele mit liv har forholdt sig passiv tl min mors misbrug.
Nu er der gået 1 år siden jeg sidst var i terapi og 5 måneder siden konfrontationen. (Hvorefter min mor havde besluttede for at komme i behandling for at stoppe med at drikke.)
For en uge siden modtager jeg så en besked fra min mor, om at hun er blevet indlagt på hospitalet, da hun er faldet. Med det samme tænker jeg hun er begyndt at drikke igen.
Jeg hører intet fra min far, før 4 dage efter, hvor han skriver en kort status besked "Har du hørt fra mor?". Jeg bliver vred over hans henkastede besked, og ringer ham op. Under opkaldet fortæller han, at min mor aldrig startede i behandling og fortsat havde drukket voldsomt i længere tid nu.
Efterfølgende skriver begge parter små opdaterende beskeder til mig, og beder mig om at ringe eller skrive, men jeg kan ikke svare. Jeg føler mig enormt overvældet og ked af det, samtidig med, at den dårlige samvittighed, over ikke at være der for min mor, vokser sig større.
Hele sidste uge har jeg været så udmattet og træt, at jeg hverken har kunne passe mit studie eller sociale relationer, på trods af at jeg gennemsnitligt sover 8 timer.. Mest af alt, har jeg bare lyst til at forsvinde ind i en anden verden for en stund.
Jeg elsker mine forældre enormt højt, men kan slet ikke overskue tanken om at se og snakke med dem. – og jeg ved, at jeg er hele deres verden, derfor har jeg konstant dårlig samvittighed over, ofte ikke at kunne rumme dem. Det er sådan en frustrerende følelse, at jeg savner dem, men ikke kan overskue at se dem. Til tider er det uretfærdigt at være nogens barn, og bære det kæmpe ansvar man aldrig meldte sig til, men samtidig er det et privilegie at have forældre, og det vil jeg aldrig ville være foruden.
Hvis andre sidder med samme frustrationer eller tanker må i meget gerne dele dem!
Matilde says
Hej.
Jeg er en pige på 18 år og kan relatere til mange af de samme følelser som du står med. Du skal vide at jeg føler med dig.
Jeg var 5 år gammel da jeg på tragisk vis mistede min mor til hjertestop og har siden da levet med min far som i perioder har været utroligt afhængig af alkohol og i andre perioder også stoffer. Jeg skriver perioder fordi det igennem årerne har varieret en del ift hvor voldsomt misbruget har været.
Siden min mor døde har jeg elsket min far ligeså højt som jeg altid har gjort. Men jeg har også været den mor for ham som min mor skulle have været for mig. Jeg blev pålagt et kæmpe ansvar fra hun døde, som jeg kan forstå du også gjorde? Præcis som du skriver – det ansvar man aldrig selv meldte sig til.
Jeg har gået i intens psykologbehandling 3 år, hvor jeg i fællesskab med psykologen har arbejdet en del med traumebehandling, hvilket har hjulpet mig ufatteligt meget.
I dag står jeg så selvstændig som jeg er og har fornyligt truffet at valg om at stoppe på min uddannelse grundet psykisk overbelastning. Jeg er stolt af mit valg, og du skal også være stolt af dig selv. Du mærker efter og det virker som om du kender dine kropssignaler. Jeg synes det er et kæmpe overskud i sig selv at du er der hvor du selv kan se du ikke har haft dét overskud som dit netværk og studie har krævet af dig.
Når jeg dunker mig selv oveni hovedet fordi jeg ikke føler jeg lever op til alle de mange krav som mit netværk stiller til mig, så plejer jeg at spørge mig selv: Hvad hvis det var omvendt? Hvad hvis en anden elev, ven, veninde, kusine, kammerat eller lignende, fortalte mig hvordan vedkommende havde det og at de stod i den her situation. Hvad ville jeg så tænke? Jeg ville være fuldt ud forstående, hvilket jeg også er for din situation – og for dit manglende overskud.
Jeg har i alle år indtil nu (og stadig i perioder) bøvlet med de der irriterende tvangs- og angstanker “hvad tænker de andre mon?” “hvad hvis ikke jeg er nok for min far?” “burde jeg ikke være en ansvarsfuld datter?” “hvis ikke jeg tager ansvaret så er der ingen der gør”. Og det eneste jeg har at sige til det er: DU ER BARNET. Om du er 22, 41 eller 57, så vil du altid være deres datter og din mors misbrug vil ALDRIG nogensinde være dit ansvar. Jeg ved om nogen hvor hårdt og hvor svært det er at fralægge sig det. Men du kan ikke ændre din mors misbrug. Den eneste der kan det, er hende selv. Du kan støtte hende i et afvænningsforløb og opfordre hende til det, men du kan ikke tvinge hende. Det har du måske allerede hørt tusinde gange før..?
Hvis jeg var dig, så ville jeg finde ud af, hvordan I to/tre sammen kan få det bedste ud af hinanden. Måske vil din mor aldrig kunne blive en perfekt kommende mormor eller babysitter. Men hvad nu hvis hun er skide god til 10.000 andre ting?
Jeg kender dig ikke, men lad os tage et eksempel som hvis du havde en hund, måske din mor eller dine forældre sammen vil kunne være mega gode i den rolle, som hundepassere? Det skal jeg ikke kunne sige.
Jeg vil bare fortælle dig, at jeg føler med dig i mange af de ting du skriver og vender nu de tanker med dig som har hjulpet mig allermest.
Jeg håber mit input kan bruges.
Kh Anonym
Michelle says
Hej.
Jeg er selv en pige på 23 og er vokset op med begge forældre i et misbrug. Min far er alkoholiker og jeg har flere gange set ham tage stoffer foran mig. Hvor han til sidst smed mig ud, hvorefter jeg var hjemløs. Min mor forlod mig da jeg var yngre, da hun hellere ville tage stoffer. Dette ledte til at jeg selv kom ud i et alkohol og stofmisbrug, fra 15 til 18 års alderen.
Jeg forstår dine tanker og din smerte.
Jeg har altid været fyldt med had til begge forældre, da det var den eneste følelse jeg kendte til. Som årene er gået, har jeg arbejdet meget med mig selv og de traumer som det har givet mig.
Jeg besluttede mig for at acceptere min far for det han er og tilgive ham efter alle de år. Dette har gjort at jeg kan samarbejde med ham og gjort vores bånd stærkere.
– Et godt tip er at, aldrig forvent noget. Selv hvis de siger at de vil stoppe og blive bedre. Lyt til dem, men lad være med at forvente noget, på denne måde vil du ikke blive skuffet. Det er hårdt til tider, men jo før du acceptere hvem de er og hvad deres livsvalg er, jo hurtigere vil du acceptere det faktum at du kun kan ændre på dig selv