Jeg har endelig taget kontakt til Tuba, og har modtaget en invitation til en forsamtale. Det har egentligt krævet rigtigt meget, for selvom jeg har været nogenlunde bevidst og tænkt, at jeg gerne vil have det anderledes og komme ud med nogle ting, så har det været svært at handle på det. Det startede egentligt mest, da jeg kom sammen med min kæreste og oplevede hans kernefamilie. Dér gik det rigtigt op for mig, at den er helt gal. I en alder af 23..
Jeg nåede egentligt til det punkt, hvor jeg frygtede at få det værre. Så jeg søgte hjælp. Jeg synes tit jeg hører, at ydre faktorer også kan være med til at forårsage stress og depression, men hvordan skal man fjerne de ydre faktorer, når det er ens forældre? Følelsen af dårlig samvittighed kan godt være overvældende, og det er jo egentligt instinktivt unaturligt ikke at være i kontakt med sin familie, måske er det derfor kroppen reagerer sådan, ellers er det manipulationen og opvæksten, som har formet en til at tænke sådan. Det føles jo, som om man har et ansvar overfor sine forældre. At sige fra kan være super svært, især når det ikke bliver modtaget pænt. Dårlig samvittighed efterfulgt af tankemylder og bekymringer: vil de nu klare sig? Vil de dræbe sig selv? Hvad vil der ske nu? Stopper misbruget? Er de alene? Har de det godt?
Jeg prøver at tænke rationelt og lægge det fra mig, men det er svært, især fordi jeg er det eneste netværk til min mor og far.
Af og til bliver jeg også en smule sur over, jeg ikke har bedre forbilleder. Tænker de ikke over, hvordan deres adfærd påvirker/har påvirket mig, eller har de bare glemt det?
Jeg ønsker jo en relation til mine forældre, men jeg ønsker ikke den type relation jeg er opvokset med. Mange tomme ord, som aldrig er blevet til handling. Jeg glæder mig til at komme ud med min historie til nogle eksperter, som kan hjælpe mig med at forstå mig selv bedre og eventuelt give råd til, hvordan jeg bedst kommer videre.
Selvom man gerne vil hjælpe, så er man nødt til at prioritere sig selv. Jeg har næsten tabt mig selv i forsøget på at redde mine forældre. Nu vil jeg redde mig selv.
Anonym says
Hej:)
Jeg går igennem en lignende tilstand lige nu, så har ikke så mange råd, men kan prøve at sige, hvilke overvejelser jeg selv gør mig. Jeg er 20 år gammel, og jeg fandt også først ud af her for et år siden, at skænderierne og drikkeriet og den konstante uro påvirker mig helt sindssygt negativt. Har så gået til psykolog og fået sagt fra overfor min mors drikkeri og mine forældres dysfunktionalitet. Det hjalp ikke, selvom de lovede at ændre på det. Det er kun blevet værre, og jeg er nu nået til den konklusion, at jeg ikke har lyst til at ses med dem til daglig, i hvert fald ikke min mor. Jeg vil gerne se dem om formiddagen, når min mor ikke er fuld. Jeg har også tænkt på, hvad der kan ske med dem, når man siger fra. Om de gør noget ved sig selv osv. Men når det får så store konsekvenser for en selv, så bliver man nødt til at priotere sig selv, ligesom du selv siger. Man kan alligevel ikke hjælpe dem ud af drikkeriet, man kan opfordre dem til at søge hjælp, men det er noget de selv skal aktivt gå ind i. Man bruger for mange kræfter på at hjælpe nogen, som er for syge til at forstå hvor alvorligt det er.
Jeg håber, at min mor tænker en dag hvor meget hun mister ved at drikke. Mister forholdet til en af sine børn for at drikke. Så er jeg også forhåbningsfuld overfor, at vi kan få et godt forhold i fremtiden, når hun forstår det.
Men vil egentlig bare sige, at jeg synes virkelig, at du skal sætte de grænser for dig selv, som gør, at du kan få noget luft og kan mærke dig selv igen. Det er der intet forkert i, selvom det føles sådan. Hvis det kan hjælpe dig, så tænker jeg altid selv, at hvis min gode veninde kom og sagde, at tilstandene med sine forældre var så slemme, så ville jeg ikke tøve med at sige til hende, at hun skulle stoppe med please dem og sætte grænser.
Håber du finder ud af noget, du er i hvert fald ikke alene med de følelser!