Jeg ligger lidt mærke til på det sidste, at jeg meget nemt har en facade på.
Det er som om, det er det mest normale for mig. Jeg tror, at jeg har sådan en tro på, at det er bedst at smile hele tiden. Jeg har det også godt nogen gange, men jeg bliver lidt usikker. Hvis jeg ikke viser jeg smiler, tror jeg at jeg føler en frygt for at blive afvist.
På samme tid, føler jeg mig mere og mere kærlig overfor mig selv og ikke helt så meget medafhængig på min mor mere. Jeg føler ikke så meget skyld mere.
Facade
Køn: Kvinde
Alder: 32
Lotte says
Jeg genkender så meget! Jeg har også svært ved at slippe “jeg-er-glad” facaden og det går mig på fordi jeg ikke altid kan eller skal stå indenfor den og så føler jeg mig uægte og det skaber en distance til mine nærmeste, som gør det svært at være nærværende og autentisk, hvilket jeg ønsker allermest!
Jeg er begyndt at vise i lange stykke tid at vise sorgen og andre følelser som jeg ellers har holdt for mig selv eller kun til de personer, som jeg har følt mig mest tryg ved.
Skyldfølelsen genkender jeg også, men ved også at den kan modarbejdes ved netop at være kærlig og god mod mig selv, hvilket jeg skal øve mig på hver dag, da jeg har en meget kritisk “stemme”/hammer i mit hovede til at slå mig selv oven i hovedet. Tak for at dele dine ord! ❤️??