Hejsa.
Jeg er 25, lige flyttet hjemmefra. Jeg er opvokset med en far der drikker og en mor med meget voldsomt temperament. I sidste weekend var jeg hjemme ved mine forældre en hel weekend for første gang siden, at jeg flyttede ud. I tiden hvor jeg var der drak min far og jeg indtog automatisk min førhen værende rolle som "den voksne". Weekenden forløb, som en hver anden weekend da jeg boede hjemme. Det der var anderledes for mig var, at da jeg kom hjem til mig selv blev jeg ramt af en følelse af, at når jeg er sammen med min familie, så er jeg "alene" og jeg er "forkert". Jeg passer ikke ind, jeg bliver misforstået eller de vil ikke forstå mig. Så jeg brugte en hel aften på at græde og tænke, at det måske var bedst, hvis jeg ikke rakte ud efter min familie mere, men kun ser dem når de inviterer.
Er det det forkert af mig, at bryde med min familie fordi "jeg føler mig alene og forkert" når jeg er sammen med dem?
Sofie says
Kære,
Jeg har det på fuldstændig samme måde, kan jeg fortælle dig. Med årene har jeg trukket mig mere og mere, og det har været fint for mig at udfase mig over tid, så det ikke bare var at trække stikket. Det ville have været alt for smerteligt for mig, da jeg også holder af min familie – på godt og ondt. Det er så kompliceret en størrelse. Men jeg føler din alenefølelse og følelse af forkerthed – det er så genkendeligt. Jeg slæber de følelser med mig, hvor end jeg går. Mine forældre “magter” mig ikke eller forstår mig ikke – og hvor går man hen med det? Jo ældre jeg bliver (jeg er 31), jo mere slår jeg ring om min selvvalgte familie. Det er dem, jeg går til, de er mine nærmeste, ikke nødvendigvis de blodsbeslægtede.
Jeg aner ikke, om du kan bruge mit svar til noget. Du er i hvert fald ikke alene om de svære og komplicerede følelser.
Vh