fordrukne forældre, to plejefamilier. en masse efterfølger

Jeg boede med mine forældre og lillebror i et udadtil idyllisk hjem. Både min mor og far drak og har senere fået fortalt at vores hjem var byens værtshus. Der kom en anden mand ind i billedet, mine forældre valgte at blive skildt, dette fik jeg fortalt ved at min far havde pakket hans ting og kaldte mig op i stuen, der sad de begge i sofaen og det foregik helt uproblematisk. Jeg var blevet veninder med “den tredje mands” datter (som jeg senere har fundet ud af fungerede som en barnepige) min far rejste, men kom tilbage om aftenen.

Vi – min lillebror, min “barnepige”, mor og jeg selv sad i stuen og spiste pølser, da vi pludselig hørte lyde der lød som når en pølse sprang. Det næste jeg husker er at min mor råber at vi skal kaste os ned på gulvett. Der stod min far døddrukken og forfærdelig ked af det og kastede sten på ruden. Min mor ringede til min farfar og derefter kom politiet og hentede min far.

Efterfølgende husker jeg ikke så meget. Min bror og jeg blev anbragt på en institution, hvor vi boede et halv år. Dernæst kom vi i plejefamilie. En stor familie hvor der i forvejen var tre andre plejebørn og familiens tre biologiske børn. Herfra så vi vores far hver anden weekend og jeg husker kun at min mor kom forbi til højtiderne. Til at starte med virkede dette som et fantastisk sted, men jeg er blevet ældre og væmmes når jeg tænker tilbage. Familien var vellidt, og udover de mange børn, var der altid mange venner i huset. De var gavmilde og der var ikke nogen der skulle mangle noget. De nogen var desværre “bare” de biologiske børn og deres venner. I de første mange år fungerede det godt, jeg kom fra et helt anderledes hjem og var ikke klar over andet end at her var det godt.
Da vi blev lidt ældre mente min plejemor at vi godt kunne hjælpe til hjemme – dette er selvfølgelig helt forståeligt, det var dog kun plejebørnene der fik en lang liste over ting vi hver især skulle lave hver dag.

Jeg tror måske stadig at jeg husker min:

Mandag – Give dyrene mad.
Tømme opvakemaskine hele dagen.
Rydde op på værrelset,
Tirsdag – Tørre støv af
Vaske tøj
Rengørring af badeværelset.
Onsdag – Give dyrene mad.
Fylde opvaskemaskine hele dagen
Støvsuge hele huset
Torsdag – Lægge tøj sammen
Vaske gulv.
Fradag – Tørre støv af
Tømme opvaskemaskine hele dagen
Lørdag – Hovederengøring af stue.
Søndag – Give dyrene mad.

Dertil skal det siges at min plejemor var hjemmegående og plejefar brandmand og tømmer.
Sådan var skemaet for alle plejebørnene.

Det blev et liv, der handlede om at overleve. Vi skulle gøre nogle fysiske ting for at blive accepteret. Jeg skulle foreksempel tilbyde at slå græsset, for at de synes om mig den dag.
Plejebørnene måtte ikke spise af chokolade morgenmaden, det var til de “rigtige børn” og Da vi blev ældre skulle plejebørnene selv købe og betale tøj – på trods af at som jeg senere har fået fortalt at vi fik et beløb på ca. 1500 kroner om måneden i lommepenge.
Kort sagt skulle jeg fedte mig ind på mine plejeforældre for at blive accepteret den dag. Hvilket resulterede at jeg ofte sad og grinede med min plejemor af min lillebror. Bare for at overleve og det har min samvittighed svært ved at bære i dag!
Jeg sad ofte med hånden under armen når vi spiste, det var bare blevet en vane, og det generede åbenbart min plejefar der bandt min hånd fast til stolen – jeg har ikke gjort det lige siden.
Min lillebror vendte altid hovedet for at se fjernsyn under aftensmaden og det skulle der åbenbart også gøres en ende på, så han fik et viskestykke rundt om hovedet, mens vi alle sad og grinede.

Min bror havde på et tidspunkt lavet noget håndsæbe i fritudsordningen. Han stod og legede med sæben ind i ilden – almindelige drenge streger, efter min mening. Men da vi satte os til bords til aftensmaden, kom min plejefar løbende ind i stuen rev fat i hans øre og væltede ham ned af stolen, hvor han derefter satte sig oven på ham og tog sin tommestok og slog ham.

Alt dette stod på mens min far helt uvidende stadig havde besøg af os hver anden weekend. Vi havde ikke længere kontakt med vores mor.
Pludselig en dag får jeg afvide at min far er kommet i fængsel. Han havde rigtig fuld gået ind i en kiosk og forlangt deres cigaretter, øl og et par hundrede kroner. Der sad han i fire måneder.

Jeg blev 16 og overgik til ungdomscenteret i kommunen. En tirsdag ved det første møde med min ungdomskonsulent, fortalte jeg alt om hvordan livet i den plejefamilie var. Derefter gik det stærkt. Allerede om torsdagen skulle vi – alle plejebørnene flyttes derfra. Jeg havde fundet en familie der var godkendt som plejefamilie, hos min veninde og der skulle min bror og jeg bo. Torsdag morgen skulle jeg pakke de vigtigste bøger og tøj og tage i skole, derefter skulle jeg ikke komme tilbage, men tage over til den nye plejefamilie.
For mit vedkommende gik det heller ikke godt. Min nye plejemor var psykisk syg og det var min veninde/plejesøster også. Der var ikke plads til mig. Der blev jeg beskyldt for at stjæle – selvom den første plejefamile ikke var optimal var der altid mad på bordet og andre basale ting. I den nye familie måtte man ikke – hvad jeg var vandt til, tage foreksempel en creme i skabet og jeg blev derfor beskyldt for at stjæle og de mente at jeg havde alverdens psykiske sygdomme.
Den gamle plejefamilie lå stadig og spøgede. Jeg fik mig en kæreste og blev ggode venner med hans kammerat, da jeg en dag sidder sammen med kammeraten kigger vi på msn og ser at den ældste dreng fra den første plejefamilie havde skrevet: Nu er tiden inde m……. – nu skal du dø! og efterfølgende fik jeg en masse trusler på mobilen. Jeg anmeldte det og han fik polititilhold. Jeg mistede en masse venner, men heldigvis er mange af dem store nok til at de idag sagtens kan hilse og snakke.

Idag er jeg 19 og lever med skyldfølelse, dårlig hukommelse, en tildens til at skulle yde noget for andre for at blive accepteret osv.
Men jeg har en god kontakt til min far og lillebror. Min mor så vi ikke i mange år, men har nu set hende et par gange!
Udover det har jeg en fantastisk kæreste gennem to år, en viunderlig svigerfamilie og en masse dejlige veninder.

I bund og grund skriver jeg for at få det skrevet ned, som bebredelse.
Men hvis i har en kommentar er i mere end velkomne til at skrive – det vil jeg sætte pris på!