Når jeg læser andres indlæg herinde, føler jeg mig hørt. Da jeg mærker, at genkende mange af de følelser som bliver delt.
Hvad fylder i mig lige for tiden, er frygten for at blive bedømt udefra, at blive kritiseret eller fortalt jeg ikke er god nok. Eller at andre er hårde ved mig.
Jeg har lyst til bare, at blive krammet og snakket blidt til.
Følelserne kender jeg fra jeg var barn. Føler en del frygt også for at dele hvordan jeg har det, da jeg ikke vil såre andre.
Nicklas says
Som barn, der altid blev fortalt at jeg var forkert på den, at jeg tog fejl, at jeg var “nærtagende” kan jeg genkende dine følelser. Jeg har manglet forståelsen, manglet den anderkendende voksne, der fortæller én at man har ret, at det er okay, at man er ked af det. En voksen der anderkender dine følelser og behov frem for, at vise modstand.
Du er ikke alene. Frygten vil altid sidde i én, men modet til at træde ud over grænserne ligger også gemt. Det har jeg selv erfaret. Energien jeg har brugt på ikke at såre andre, har jeg vendt til energi jeg bruger på ikke at såre mig selv. At vente på andres accept har for mig været en uendelig kamp. Først da jeg fandt ud af, at det handlede om, at jeg skulle acceptere mig selv, er frygten blevet mindre.
Anonym says
Tusind tak for dit svar til min tekst. Det føles godt, ikke at være alene. Jeg genkender fuldstændig hvad du skriver.