Min mor drikker. Og det har hun gjort i mange år. Hun har mister kørekort, sit job, venner og familie pga. druk. I min familie har vi aldrig talt om problemet, vi har aldrig rigtig snakket om det og min far, min ældre bror og min lillesøster mener ikke der er noget problem. Mor har det svært, siger min far og hverken min bror eller søster har rigtig stillet spørgsmål til det. Derimod har jeg de sidste 10 år været meget kritisk, spurgt, råbt og prøvet at få ihvertfald min far til at forstå, der er noget helt galt. Det skal lige siges at det er min far, der køber alkohol til min mor, da hun ikke har kunnet gå længere end et par meter de sidste år.
Min mor holdt dog op i ca. 9 måneder, men begyndte så igen i sommers og efter jeg havde spurgt min far flere gange og nærmest tvunget det ud af ham fik jeg det bekræftet. Det slog mig helt ud. Jeg gik i sort i nogen måneder, men begyndte til samtaler for pårørende og også til en psykolog. Samtidig stoppede al kontakt med min familie, både mor og far, bror og søster.
Gennem de sidste 9 måneder har jeg ikke set eller snakket med nogen af dem. Kun få mails er blevet skrevet. De ved hvordan jeg har haft det og hvad jeg har været igennem, men deres mening er, at jeg svigter dem og at jeg har meldt mig ud af familien.
Jeg havde håbet på at de ville savne mig og nok også at det ville gå op for mine forældre, eller ihvertfald min far, at der var noget helt galt og at min mor så ville få hjælp. Men der er intet sket.
Jeg ved godt, jeg ikke kan gøre noget for de vælger at få hjælp. Men jeg savner dem så frygtelig meget. Jeg føler mig så alene uden min familie og det har været nogle hårde måneder. Især julen, hvor jeg slet ikke hørte fra dem, var meget hård.
Jeg vil så gerne være en del af familien igen, men jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Min lillesøster, som jeg ellers altid har været så tæt med, vil slet ikke snakke med mig. Jeg har skrevet breve og mails til hende, men hun vil ikke svare mig. Jeg er sikker på, hun føler sig forfærdelig svigtet af mig, vi har jo altid været os to sammen, når mor var fuld, når hun faldt eller når uroen fyldte det hele.
Hvad kan jeg gøre???
Hun er flyttet hjemmefra i mellemtiden, og det gør mig så ked af det at jeg ikke var en del af det.
Jeg savner hende så meget. Det har jeg også fortalt hende.
En anden ting er mine forældre? Hvordan begynder jeg at se dem igen? Hvad gør jeg? De gør ingenting.
Jeg er bange og nervøs. Især for min bror. Han har altid været meget dominerende og voldsom overfor mig, både psykisk og fysisk. Når jeg er sammen med ham er det som om han får en magt over mig, så jeg føler mig meget lille.
Hvad skal jeg gøre? Jeg har virkelig brug for et godt råd!
Det skal lige siges jeg er 24 år, min søster 20 år og min bror næsten 26 år. Jeg bor på Fyn, mens mine søskende bor i København. Mine forældre bor i en anden by på Fyn.
Eva says
Kære dig,
Først og fremmest skal du have stor opbakning fra mig, fordi du er så sej, at du tør sige fra i din familie som den eneste og gøre opmærksom på, hvor skadeligt det er for både dig og din familie, at din mor fortsat drikker. Det er da megasejt – og det skal du huske på, når det er svært!
Du har en del spørgsmål i din mail, som du gerne vil have gode råd til. Det kan være lidt svært at svare på, når jeg ikke kender dig eller din familie, men jeg tænkte, at jeg kunne fortælle lidt om min historie, og så håbe, at det kan give lidt optimisme.
Min far er nu tørlagt kvartalsalkoholiker. For to år siden sagde både jeg og mig søster til min far, at vi ikke ville have kontakt med ham før han stoppede med at drikke. Det var simpelthen for hårdt for os begge, at min far kunne finde på at ringe og græde beruset i telefonen. Det blev min far ked af men han respekterede vores valg. Han røg efterfølgende langt ned i flasken før han en dag et par måneder efter besluttede sig for, at nu var det nok. Han tog på afvænningshjem og har siden været tørlagt (så vidt jeg ved). I forbindelse med min fars behandling begyndte min søster og jeg at tale med min far igen i det små og i dag har vi et godt forhold igen.
Jeg kan sagtens se, at min historie er mere ”ligetil” end din, idet næsten hele min øvrige familie bakkede om vores beslutning om ikke at tale med min far. Og ifølge min mor er det også det, som gjorde forskellen i forhold til min fars beslutning om at stoppe med drikke. Men for os var det en god og sund beslutning selvom det var megahårdt og trist, mens det stod på.
Du spørger i din mail, hvordan du skal tage kontakt til din familie igen. Det er et svært spørgsmål. Mit bedste råd er, at du primært skal tænke på dig selv. Hvis du skal tage kontakt til din familie igen, hvordan gør du det så bedst på en måde, hvor du beskytter dig selv og dine egne grænser i kontakten med din familie. Hvis du stadig går til psykolog, så synes jeg næsten, at du skal vende det med ham/hende, da de sikkert vil kunne give dig gode råd i processen. Min psykolog var en stor støtte i min proces den gang og han/hun kender jo også dig og ved, hvordan du bedst klædes på til den opgave. Spørgsmålet er også om det er godt for dig at have kontakt med din familie, hvis de mener, at det er dig, der er helt galt i skoven? Jeg ved det desværre ikke, men jeg vil bare støtte dig i, at du ikke er alene og vi er mange derude, som har prøvet noget lignende og som er kommet ud på den anden side. Det er vigtigt, at du holder fast i dig selv i den her proces, så din familie ikke får lov til at tromle dig på den ene eller anden måde, for det er simpelthen ikke i orden!
Jeg håber, at din familie snart får et gok i nødden, så det kan se, at det er dig, der er den kloge 🙂
Mange kærlige hilsner
Eva