Jeg er en pige på 15 år. Jeg er vokset op i et hjem hvor begge mine forældre er alkoholiske. Først efter deres skilsmisse blev dette et alvorligt problem, for dem begge. Da mine forældre blev skilt flyttede min bror og jeg, med min mor og derefter gik min far ned med stress, han græd og drak altid når vi var nede ved ham. Vores mors alkohol problem gik først op for os, efter deres skilsmisse. Vi har nu kæmpet i 3-4 år med at få min mor ædru – nogen perioder med held men mange af jer kender sikkert historien, med at falde i. Min far bor på Bornholm, så ham har vi ikke det sammen forhold med, hans problem er meget tabu. Jeg skal nu til at flytte i familie-pleje, hvilket min bror allerede er. Det var lige den korte version af mit liv.
Jeg har altid været " mor " i min vennekreds og har derfor altid en del ansvar, hvilket jeg helt selv har pålagt mig. Problemet er bare nu, at jeg ikke kan snakke med andre om mine problemer men at jeg selv bliver brugt som psykolog af mine venner, som selv har alkoholiske forældre. Jeg har altid været rigtigt god til at have den facade, jeg tror faktisk ikke der er nogle af mine veninder der tror jeg har det hårdt – netop fordi jeg altid virker glad. Men på grund af denne facade, er jeg ofte i tvivl om hvornår jeg egentlig er mig selv og om hvordan jeg i virkeligheden er. Jeg har svært ved at lade vær' med at være i den rollen som mor, selvom det er en stor belastning for mig, jeg er bange for at hvis jeg siger fra overfor dem der altid har kunne regne med mig – at de så vil forlade mig. For jeg ved godt at jeg ikke har overskud til at kunne komme springene, som jeg plejer men det forstår de ikke. Jeg ved ikke om nogen af jer, har haft det på samme måde men jeg vil bare dele dette med jer, i håb om at bare en kan følge mig.
Hvornår er jeg mig?
Køn: Kvinde
Alder: 15
Anonym says
Det ummidelbart bedste bud jeg kan give dig vil være at begynde at være egoistisk. På den måde finder du ud af hvad du vil og ikke vil. Hvor dine grænser går og hvem du er. Sæt dig selv i første række.
Jeg står selv på venteliste til tuba, men har ikke kunnet lade være med at begynde at læse lidt om emnet. Her har jeg luret et par trick uden egentlig at kende den bagved liggende viden. Det er altså bare en idé til hvad jeg tror kunne være en hjælpe for dig, uden at vide hvad jeg taler om sådan rigtig.
Folk vil sikkert ikke bryde sig om dig som egoistisk, men skidt da med det. Det er jo dig det handler om og du skal ikke koncentrere dig om at hjælpe andre før du har hjulpet dig selv.
FrkSmil says
Hej Muller!
Hvor lyder du bare stærk! Det er helt okay at bede om hjælp når man har brug for det, det er en af de sværeste ting at bede om, men ofte vil ens venner og familie rigtig gerne hjælpe alt det de kan. Mht. dine venner tror jeg ikke de vil forlade dig, fordi du har hjulpet dem så meget er jeg sikker på de med glæde gerne vil gengælde den hjælp. Skulle det ikke være tilfældet, kan man jo spørge sig selv om hvorvidt de så egentlig er ens venner.
Jeg har selv en far der drikker, som jeg ikke længere har kontakt med og gennem et forløb på ca 1 1/2 i TUBA, har jeg bl.a. lært at åbne op og bruge mine veninder som støtte. Jeg har også været bevidst om at ikke alle kan rumme den smerte man har været igennem, men generelt har jeg oplevet at mine veninder har taget det som en kæmpe kompliment, at jeg har villet dele den del af mit liv med dem. Det har gjort mange af mine venskaber langt stærkere og jeg er ligeledes blevet mødt af utrolig meget ros og beundring ifht. hvordan jeg har taklet det hele.
Jeg håber mit svar kan hjælpe dig lidt og at du går en lys fremtid i møde. Ellers vil jeg bare råde dig til at opsøge en TUBAs mange psykologer eller terapeuter – det er virkelig det bedste jeg har gjort for mig selv.
FrkSmil says
Jeg kan identificere mig 100% med “mor rollen”
Min far drikker, og min mor har været meget syg, så det blev ligesom automatisk mig der skulle styre det hele.
I dag er jeg 19 år, og det at jeg har haft så mange svigt igennem mit liv gør, at jeg har RIGTIG svært ved at stole på folk. Jeg har enormt svært ved at have en kæreste, da jeg hele tiden vil bekræftes i at jeg er god nok osv.
Men når jeg har en kæreste er jeg konstant “angst” for at han vil forsvinde, for min hjerne siger til mig, at det gør han fordi det har alle andre i mit liv gjort.
Jeg ved heller ikke hvem jeg er, fordi det ene øjeblik kan jeg være glad og udadvendt hvis man kan kalde det det. Men det andet øjeblik er jeg kold overfor alle følelser, hvilket jeg har lært mig selv. Men det er et helvede efter som det er blevet en “autopilot” så kan jeg ikke altid slå det fra………
Line says
Jeg kan godt relatere til dette, da min far drak igennem tyve år og først nu efter tre forsøg er det lykkedes. Han har været ædru i snart 4 år, ud af mit indtil videre 24 år livsperiode. Det har kostet mange års arbejde og nogle langt ude oplevelser at tage mit liv tilbage og bare være mig. Hvad jeg har fundet frem til er, at føles det rigtigt, så er det en del af enheden mig. Efter at have været et introvert barn med vagttårne konstant oppe har jeg nu uddannet mig til yogalærer, hvilket har både gjort ondt og gjort mig stærk. For der lærte jeg at skelne mellem mit og deres rum og ansvar. Indtil for få år siden stolede jeg ikke på mænd og kun min ven igennem 8 år har kunne komme igennem til mit hjerte. At være egoistisk er ikke nødvendigvis en dårlig ting og hvis dine venner ikke kan håndtere dig, som du virkelig er, er de nok ikke de rette mennesker for dig. Tænk på det som en storoprydning. Giver de dig ikke noget godt, sig farvel. Livet har det med at føre de rette menesker til en, når man er tro mod sig selv. Dem der bliver, vil ofte se det som en stor tillid at du viser dem dit indre jeg. Dette er blot hvad jeg selv har erfaret på min vej fremad, uden nogen kontakt med TUBA eller andre. Så er der noget du kan bruge er du velkommen til dette ellers blot glem det. Min opfordring er i hvert fald at være tro mod dig, dit væsen og hjerte.