Jeg fik for nogle måneder siden fortalt af min mor, at min far har været misbruger af hash og alkohol hele mit liv. Det kom egentlig ikke som noget stort chock. Det var mere en forklaring på, hvorfor mit forhold til min far, er så meget anderledes end andres. Efter jeg fandt ud af det, har jeg lagt mærke til nogle ting ved min adfærd og personlighed, som kunne skyldes min barndom med min far. Min far hisser sig hele tiden op, og bliver meget let sur og aggressiv. Jeg har derfor lært hvordan jeg skal opføre mig foran ham for at han ikke bliver agressiv. Jeg ved præcis hvordan jeg skal snakke og handle foran min far. De ting jeg ikke må sige eller gøre, i hvilke situationer han nemmere bliver agressiv, emner man ikke skal snakke med ham om. Jeg er enormt anspændt når jeg er sammen med min far. Efter at har brugt hele mit liv, på at finde ud af hvordan en misbrugers tankegang fungerer, og prøvet at passe ind. Har jeg også lært mig selv hvordan jeg skal opføre mig foran andre. Når jeg fx er sammen med nogle venner som jeg ikke har det specielt godt med. Ændrer jeg hele min adfærd og ved præcis hvordan jeg skal opføre mig foran dem. Også i offentligheden, i nogle bestemte situationer, opfører jeg mig anderledes.
Jeg ændrer min adfærd
Køn: Kvinde
Alder: 14
Laura says
Det er meget genkendeligt! Og det kan være svært at huske sig selv, og sætte sig selv først, når man har “lært” at tilpasse sin adfærd i forhold til andre. Jeg gør præcis det samme. Men det kan også være en styrke, hvis du er opmærksom på også at passe på dig selv. En af styrkerne er, at du er/bliver diplomatisk, og du er god til at aflæse andre – det er sælger- og lederegenskaber lige dér!
Men sørg for også at mærke efter, hvordan du har det, og sig fra, så også du har det godt.
Mvh.
Kvinde, 27
Emilie says
Åh hvor genkendeligt. At være kæmelon ( og skifte efter omgivelserne ) er SÅ normalt for børn af misbrugere. Man glemmer sig selv og er opmærksomheden ovre i andre fordi man altid har haft sine antenner ude. Min far var alkoholiker hele sit voksne liv og jeg lærte at være føjelig og undgå konflikter. Brugte alt for mange år på at komme tilbage til min egen kerne og min egen sandhed. Idag ville jeg ha sagt til mit yngre jeg: Stå ved dog selv. Pyt, med hvad andre tænker , men vær ærlig om egen grænser og behov. Stå ved dine følelser og bed om hjælp, når du har brug for det. Træk dig væk fra misbrugeren , for det er aldrig barnets ansvar. Pas på DIG og vær sammen med folk der får sig til at slappe af og være dig selv. Kæmpe knus
Mia says
Jeg kender det så godt. Jeg gik også altid på æggeskaller overfor min far. Hvis han så blev aggressiv, fordi man fik trådt forkert, så følte man straks at det var en selv som var forkert, og efterfølgende følte jeg meget skyld og skam over det. Jeg synes du beskriver det helt enormt godt, og det er for mig også rart at læse hvordan andre kan have oplevet noget så identisk som jeg. Husk du ikke er alene, vi er mange som kæmper med netop sådan nogle ting. Det er bare rigtig svært det skal følge en så langt hen i livet, men du er på rette vej.
Elisabeth says
Det er som at læse om mig selv og min opvækst. Jeg kunne høre hvilket humør min far havde, på måden han åbnede køkkenskuffen. Jeg var altid oppe før ham i hverdagene. Stod tidligere op en nødvendig – bare for at undgå ham og have lidt tid uden forældre. Men i weekenderne (når han var hjemme) kunne jeg høre hvilket humør han var i, ud fra hvordan han åbnede køkkenskuffen og tog sin teske ud af skuffen på. Der er ikke mange der tror på den historie – men det er altså rigtigt nok. Jeg flyttede hjemmefra så hurtigt jeg kunne. Var 17 første gang. Men pga psykiske problemer der resulterede i indlæggelser, blev jeg tvunget til at flytte tilbage til mine forældre jeg vil ikke en gang kalde det hjem. For i min optik er hjem et sted man kan slappe af. Og når han var/er hjemme – så går jeg på æggeskaller. Han arbejdede samtidig hjemmefra jævnlig – og ve om jeg kom til at trampe lidt for hårdt i gulvet. Gik igennem spisestuen (som i øvrigt forbinder den ene halvdel af huset med den anden) eller bare snakkede i nærheden. Som dig, måtte jeg have følehornene ude hele tiden. Måske det også er derfor jeg er blevet særlig sensitiv?
Og som dig bruger jeg det næsten hele tiden når jeg er sammen med andre mennesker. Jeg kan simpelthen ikke lade være… Det er så med alderen blevet sådan at jeg har forskellige “masker” jeg tager på, alt efter hvem jeg er sammen med. Men den rigtige mig? Hun sidder et sted bag hjertet og putter sig. Et sikkert sted hvor ingen kan skade hende alt for meget. Det er i hvert fald det hun forsøger på. Hun dykker frem engang i mellem når der er ro på, når jeg er i omgivelser hvor der ikke er “fare”. Som regel når jeg kun er mig selv. F.eks. i brusebadet. Eller når jeg er til samtale på lokalpsyk. Steder hvor det er sikkert at smide maskerne.
Nå – men det var lidt om mìn historie… Men konklusionen på det hele må være: Du er ikke alene. Jeg tror vi er flere – ikke kun mig – der genkender den måde at agere anderledes over for forældre – her en far – for at undgå konflikter. At facader eller masker er en “overlevelses-strategi – og at det ikke altid er en dårlig ting. Hvis du har mod på det, kan du se om du kan finde en person du tror på/er tryk ved – en kontaktperson, måske en fra TUBA/psyk eller lignende… og få snakket. Om alt og ingenting… få sat ord på… igen og igen. For selvom det aldrig vil fjerne dine erfaringer eller føkelser i din opvækst, så kan det give ro og afklaring – og senere hen hele de åbne sår, så de blot bliver ar der fortæller om en svunden tid – en tid du er kommet over…
Giver det mening overhovedet?
Uanset – stort knus herfra ❤