Jeg er 19. Min mor er stadig alkoholiker men ikke lige så slemt som det har været. Det har hun været on and off, så lang tilbage jeg kan huske. Men har altid forsvaret hende overfor mine venner fordi jeg ikke indtil for små 3 år siden ville indse hun havde et problem. For mig var det normalt at min mor drak i hverdagen. Det skal lige siges at hun aldrig har drukket sig fuldstændig i hegnet. Det er aldrig vodka eller den slags. Det er rose men det er nok til hun bliver fuld. Min mor er ikke ubehagelig eller voldelig men kan mærke stor forskel på fuld og ædru mor. Heldigvis har jeg 2 venner som jeg har kendt siden 2 klasse. Min bedste veninde og hendes forældre har altid været der for mig og hun er som en søster for mig. Den anden har jeg nu boet sammen med i 3 år hos hans forældre og lillebror. Uden dem ville jeg ikke være hvor jeg er idag. Min mor og far har ikke været sammen siden jeg var 1. Min mor var 17 og min far 18 da de fik mig. Har ikke noget forhold som sådan til min far. Han ved godt min mor nogen gange har drukket på upassende tidspunkter men han bor 3 timer væk og har haft en aftale om hver anden weekend besøgte jeg ham indtil for ca 5-6 år siden da venner betød meget for mig og det er er akavet at være hos min far, papmor og mine 2 brødre.
Desværre. Fik jeg det så dårligt sidste år på mit første år på HF, at jeg cuttede og ente med at få en psykolog gennem min fars forsikring samt var jeg ved at droppe ud på grund jeg nærmest havde mistet lysten til livet selvom jeg aldrig kunne drømme om det for ville såre for mange mennesker.
Er der andre end mig der har ville dækker overfor sin mor eller far og skubbet alle ting siden. Det skal lige siges at jeg også har 2 søskende hos min mor og jeg fik for meget ansvar i for tidlig alder. Jeg er bange for mit mors misbrug er grund til jeg har en slags angst tanker og er bange for jeg ikke er god nok til at blive pædagog som jeg virkelig gerne vil være, at mine venner ikke gider mig fordi jeg ikke er god nok eller kan hjælpe dem. Har en masse følelser jeg ikke altid kan styre og det ender tit med jeg stor græder, tit ved jeg ikke hvorfor men så er jeg bare ked af det.
Anonym kvinde 22 år says
Hej med dig,
Jeg kan godt forstå dig. Jeg har kæmpet med samme slags tankemylder og “bølger” af angst der kommer og går.
Jeg forstår godt, du har brugt meget energi og plads i hovedet til at bekymre dig om din mor og lade hende tage hele dit fokus. Min far er alkoholiker, men han har aldrig taget særlig meget af min opmærksomhed. Jeg har aldrig været tæt med ham eller haft et behov for hans nærvær. Han har aldrig været god til små børn – så opmærksomheden kom fra min mor, da min bror og jeg var børn. Min bror er nu clean stofmisbruger, og det har desværre været hans liv jeg har taget alt for meget på mig. Jeg følte, at jeg skulle beskytte ham, og at det var synd for ham, at han tog stoffer. – At han ikke selv kunne gøre for det grundet vores opvækst. Jeg fik skyldfølelse ved tanken om at jeg selv skulle komme videre og prøve at finde lykken i mit eget liv.
…. Indtil jeg startede i TUBA og efterfølgende BRUS (et andet tilbud i Midtjylland), at jeg lærte at give slip på angsten for, hvad der skulle ske med ham. Jeg lærte, at jeg har hjulpet ham det, jeg kan, og at jeg ikke længere kan være mor for ham. Jeg lærte, at uanset hvor meget jeg vender og drejer det oppe i hovedet, så bliver tingene ikke bedre. Jeg blev nødt til at flytte fokus for at kunne være en søster for ham. Jeg følte langsomt at det var ok at give slip. Jeg kan ikke fortælle dig præcis hvad der gjorde det, men et eller andet er sket i mig. Jeg er nået til et punkt, hvor jeg har erkendt, at jeg ikke kan redde ham, og at mit liv er ligeså vigtigt som hans, hvis ikke vigtigere, da det er mig der skal leve det i min krop.
Jeg er p.t. i gang med pædagoguddannelsen på første år, og jeg går/har gået med nøjagtig samme tanker som dig. Kan jeg nu holde til jobbet? Er jeg robust nok? Jeg har det med at få ængstelige tanker der tit ikke er realistiske. Derfor bruger jeg følgende metode, når mit hjerte banker og tankemylderet kommer, når jeg tænker på livet som pædagog:
1) Jeg ved, at jeg for det første nyder at være sammen med børn (jeg skal på specialisering for 0-6 år).
2) Jeg ved, at jeg har klaret diverse babysitter jobs rigtig godt og har set barnets behov.
3) Hvis jeg under praktikken kommer ud for en dårlig oplevelse eller bliver bekræftet i min angst, fordi der er for mange børn, som skaber en stresset følelse i mig, da skal jeg vurdere, om det er noget der sker tit, eller fordi jeg måske er træt den dag, havde en dårlig morgen, andre faktorer.
4) Tale med min vejleder/leder om min frustration.
5) Dernæst vil jeg tage tankerne i opløbet: Klarer jeg det generelt godt sammen med børnene? Har lederen givet mig en advarsel? Er forældrene tilfredse? Er jeg stresset/udmattet når jeg kommer hjem? Er jeg ulykkelig selv når jeg har fri? Hvad kan være årsagen til denne følelse? – Altså husk lige at vurdere de tanker man får og forsøg at placere dem et sted: Er de realistiske eller urealistiske?
Jeg håber det kunne hjælpe. Jeg synes i hvert fald det hjælper at kigge på tankerne og vurdere om de er troværdige eller utroværdige.
Pøj pøj – giv dig tid til at finde ud af, hvad du skal. Du er så ung endnu! Jeg kan anbefale at vente et par med at gå i gang med en videregåendeuddannelse.
Emilie says
Kære Du.
Jeg fik også lyst til lige at skrive en og jeg er efterhånden næsten blevet 30, så bær over med mig hvis jeg lyder som en gammel kone og husk det her kun er mine oplevelser og forslag – det behøver ikke være det rigtige for dig.
Når man bliver ældre ville man ønske at man kunne gå tilbage og lægge en hånd på skulderen af sit 19 årige jeg og sige til hende, at alt nok skal gå og at hun nok skal nå det. At hun i fremtiden er mere elsket og glad end hun nogensinde havde forestillet sig kunne blive muligt. At det er okay det går stille og roligt fremad. Det ville jeg ønske jeg også kunne sige til dig – for livet er noget sort og mørkt lort nu – men der er lys et sted forude hvis du holder lidt ud endnu.
jeg var rimelig tidlig om at tage afstand til min mor der drak, men jeg slap desværre stadig ikke fra selvmordtanker, selvskade, stress og depression.
Min erfaring er, at jeg især fik det virkelig sindssygt slemt da jeg var 17 og at det første begyndte at stilne af da jeg blev ældre og det er først efter jeg blev 25-26 ( efter næsten 6 år i terapi hos bl.a tuba) at jeg rigtig sådan havde fået bearbejdet det værste og at jeg kunne mærke at mit liv faktisk gik rigtig godt og at jeg havde overskud til venner, uddannelse, job og at jeg rent faktisk nød at leve.
Mine “foreslag” er som følger så jeg ikke får skrevet en roman:
1. Denne her er nok min vigtigste!! Du har Mega, Mega, MEGA meget tid til at gøre en uddannelse færdig og det aller aller aller vigtigste er, at du får givet dig selv en hel røvfuld kærlighed og tid til at bearbejde dine følelser!
Jeg droppede ud af gymnasiet og færdiggjorde på HF enkeltfag i stedet – Jeg droppede ud af pædagogseminariet og holdt et års pause og færdiggjorde alligevel og nu har jeg lige afsluttet endnu en uddannelse.
Det er simpelthen det bedste råd jeg kan give dig – det er at du selvfølgelig skal gå i skole i den mængde du kan overskue, MEN hvis ikke der er bare en lille smule ro og overskud, så er det tonser svært at lære noget.
Jeg lover dig, at jeg havde SÅ travlt med at uddanne mig, jeg havde overhovedet ikke nået at finde de følelsesmæssige ressourcer det kræver at blive pædagog. Det kom først efter jeg havde gået nogle år i terapi – at tage den uddannelse er ikke det samme som at gå til psykolog og at arbejde med børn/unge kræver overskud.
jeg tror 100% på at du kan blive en god pædagog – jeg tror på du kan gøre hvad som helst! Men du skal passe på dig selv først og hav tålmodighed med dig selv og det er helt vildt 100% okay at man ikke klarer alting i første forsøg.
2. Det er i mine øjne fuldstændig ligemeget hvad og hvor meget din mor drikker – det er dig! der kan mærke hvad du synes er for meget og det er dine følelser der er vigtige og rigtige – du skal aldrig nogensinde sammenligne det med andre eller overbevise nogen om noget – for hver oplevelse er unik og det er din også.
3- Hvis du ikke har noget sted at gå hen med dine følelser, angst og ked af det hed ( altså hvis du ikke kan få tid hos TUBA eller et andet sted) så giv dig selv lov til at græde, for det er fandme okay at være ked af det, føle skyld, skam, håbløshed, og det er også helt okay at være deprimeret og alt det andet du føler lige nu – skriv lange dagbøger om alt det gode og især alt det dårlige du oplever, mal dine følelser, tegn dem, brug naturen, brug din krop, start til boksning så du kan slå på noget – brug din google til at finde ud af hvilke andre muligheder der er for at udtrykke dine følelser, så du ikke vænner dem indad og skader dig selv. – det er anderledes for alle, men grunden til at jeg skadede mig selv var fordi jeg ikke turde føle, fordi jeg troede jeg var ulækker eller forkert eller at det aldrig ville holde op igen – men jo mere jeg følte og gav udtryk for mine følelser på alle mulige måder – jo mindre selvskadede jeg og jo mindre havde jeg lyst til at dø.
Snak med dine medmennesker, bed om hjælp – det er så flot at du rækker ud og beder om hjælp!
3. Det er super godt at du har netværk/venner, brug dem så meget du kan og bliv ved med at øv dig i at bruge dine venner.
4. Det er helt vildt normalt når man er blevet svigtet at selv at være bange for at svigte og jeg kender det rigtig godt for jeg har selv haft den der kæmpe angst for at blive alene og måske udstødt fordi jeg var et dårligt menneske og ven. Jeg kan ikke sige til dig, at det må du ikke føle, for det gør du jo, Det giver super god mening.
Det er ikke dig der skal hjælpe alle andre, det er ikke dig som svigter og det kommer du ikke til at gøre uanset hvor bange du er for det – fordi du nemlig er opmærksom på det – du kommer aldrig til at svigte andre hvis du beslutter dig for det.
Din vigtigste opgave er at sørge for at hjælpe dig selv og passe på den lille pige der stadig sidder inde i dig og er svigtet – hun skal bare holdes om og trøstes og vide at du gør dit bedste for at passe på hende.
uanset hvordan det ser ud, så er det godt nok hvis du bare prøver dig frem <3
Du behøver ikke at være ligesom alle andre – der kan virke som om de har vildt meget overskud – de har ikke haft de samme vilkår som dig og derfor kan de måske give noget mere lige nu. Der kommer en dag hvor du får det bedre også kan du give tilbage igen og hjælpe, men det behøver ikke være lige nu.
5. Du kan helt selv mærke hvad du har brug for og du har 100% ret til at sige fra eller tage afstand fra dine forældre – det kan være rigtig, rigtig hårdt at skulle vænne sig til nye familie sammensætninger og forhold, men du er ikke alene og der sidder mange derude i danmark som også har måtte lære at leve på trods af at ens nærmeste familie ikke er som den burde være <3
held og lykke og jeg ønsker dig alt det bedste!
Knus