Kender i det? Jeg er ung kvinde på 29, min var alkoholiker. Jeg har i de sidste par år arbejdet med mig selv og er kommet rigtig meget videre 🙂 – Får ros og anerkendelse, både fra min mor, venner, veninder kollegaer og mange andre – Wauw det er fedt.
Super positivt og jeg er rigtig glad for den udvikling der er sket med mig selv og jeg er blevet meget gladere og meget mere selvsikker, men ligepludselig føler jeg det som om at jeg bliver bombet tilbage og ingen vegne er kommet, lidt surt, for jeg er jo kommet rigtig rigtig langt, jeg har læst og talt med min psykolog om at det er meget naturligt, da man lige pluselig begynder at mærke sine følelser!
Hvad gør i, når i får disse tilbagefald, det kunne være super rart med nogle tips til hvordan i tackler det.
🙂 Maria
Kender i det?
Køn: Kvinde
Alder: 29
Soleil says
Jeg er selv en fyr på 27 år, som voksede op med en alkoholiseret far, og jeg kender godt den følelsesmæssige deroute, som man fra tid til anden kan havne i.
Jeg ved ikke, hvordan du oplever det, men på mig selv oplever jeg det som en tvivl på mig selv, mine projekter og vel i bund og grund min fremtid. Det er en hård nød at knække, for jeg har meget ansvar i mit liv generelt, og det går ikke at trække stikket ud for en periode, som det ellers kan føles som om, at løsningen kunne være.
Jeg har brugt megen tid på at analysere mig selv og min fortid, og når jeg tænker rationelt over det, når jeg frem til, at det er fortidens selvopfattelse og til dels en form for offerrolle eller selvmedlidenhed, der forsøger at tilrane sig opmærksomhed og overbevise mig om, at jeg aldrig har været – eller vil blive andet – end et fortabt, lille menneske i en nådesløs verden.
Når man er nået i den tilstand, er den ikke nem at komme ud af, men jeg kan trøste dig med, at man bliver bedre og bedre til at tackle den – og tilstandens varighed bliver kortere og kortere for hver gang.
Hvad der hjælper mig her og nu, er at spille med åbne kort overfor nogle af mine betroede familiemedlemmer og/eller venner og lade dem vide, hvordan jeg har det. Det tager det ikke helt, men så er “dæmonen ude i det fri”, og så går det meget hurtigere med at få den væk.
Dét, og så at gøre noget med mine hænder, som gør mig glad, og som jeg kan forsvinde lidt ind i i perioden, hvor det er værst.
Impulsene forsvinder nok aldrig helt, men reaktionen tror jeg på, at man kan ændre på, så man ikke så meget er et offer, der er i sine, ofte bedrageriske, følelsers vold.
Jeg håber, at det giver dig en flig til et skjold, du kan bruge mod tilbagefaldene.
/Soleil