Mange spørgsmål

Min mor alkoholiker og er ved at falde helt sammen. Hun begyndte at drikke for ca. 10 år siden, gætter jeg mig til. Jeg er 23 år nu. Mine forældre er stadig gift, og jeg har en mindre søster på 19 og en bror på 25, der bor i Kbh. Min søster bor stadig hjemme, mens jeg bor i Odense nu.
Min mormor drak også og døde af det. Det har min morfar fortalt mig sidste år. Min morfar må vi børn ellers ikke snakke med. Han blev skilt fra min mormor, da han ikke kunne holde til hende druk. Mine forældres version af den historie er at “han bare skred og lod mormor i stikken”
Min familie forstår ikke betydningen af at passe på sig selv.
I min familie har alkoholmisbruget altid været noget vi ikke snakkede om, en stor lyserøde elefant i stuen ingen nævner, og alle, inklusive mig selv, har altid knoklet for at holde det til at være en familiehemmelighed. Min mor blev fyret fra sit arbejde pga druk, så nu er hun førtidspensionist. Hun er dårligt gående, hun kan ikke tale sammenhængende tit, kort sagt.. Hun falder sammen. Og det er meget hårdt. Min far køber alkohol til hende.
Jeg har siden jeg var 15 prøvet at få min far til at få noget pårørendehjælp og til at få min mor til at erkende sit problem. Men min mor fejler ingenting og drikker slet ikke, hvis du spørger hende. Og min far er vel næsten ligeså syg som min mor, han mener nemlig hun “ikke drikker særlig meget og måske har hun alzheimers”
Vi børn har altid fået af vide vi skulle lade som ingenting når hun var “dårlig” for ellers var det synd for hende. Det har jeg altid været sur over, for hvad med mig? Men jeg har alligevel indfundet mig på min plads til sidst. Så endelig for et år siden holdt hun op, og familien blomstrede. Det var dejligt at kunne snakke med sin mor igen. Indtil for ca. 3 måneder siden.
Jeg kunne mærke hun drak og jeg havde desværre ret. Efter et par konfrontationer indrømmede min far at “mor har fået det dårligt igen”
Min verden brød sammen og jeg fik det rigtig skidt. Rent mentalt, men blev også meget syg af det. Derfor besluttede jeg at begynde til pårørendesamtaler og psykolog. Samtidig har jeg også valgt at bryde med min mor så længe hun drikker. Jeg sagde det til hende i telefonen og hun lagde på. Siden har jeg ikke snakket med hende. Det har medført at min far ikke ringer mere. Han har ringet to gange. Jeg tog den ikke. Min bror vil ikke længere snakke med mig og min søster, som jeg ellers var tæt med så længe vi ikke skulle snakke om mors misbrug, har sagt hun aldrig vil snakke med mig igen.
Det er helt vildt hårdt, men egentlig også befriende. Jeg har altid haft utrolig dårlig samvittighed over alt overfor dem. Det har jeg til tider også stadig nu, men jeg er ved at erkende de er syge.
Jeg ved godt man ikke kan hjælpe nogen, der ikke vil hjælpes, men det er svært at leve efter de regler.. Derfor:
Har I nogle gode idéer til hvordan jeg griber min søster an? Hun bor jo stadig hjemme, og er midt i det lige nu. Måske kan eller vil hun ikke se sandheden fordi hun til dels stadig er afhængig af mine forældre?
Kan man kontakte min mors læge og fortælle hvor slemt det står til? Kan hun ikke blive tvangsindlagt?

Jeg har skrevet et brev til mine forældre. Der står jeg føler mig svigtet og at jeg nu vil passe på mig selv. Og at jeg ikke vil snakke med dem, hvis de ikke får hjælp. Kort fortalt. Men jeg er lidt nervøs for at sende det. Nok fordi det er en uvant situation, jeg aner ikke hvordan de vil reagere. Hvad kan konsekvenserne være?

Min største bekymring for tiden er julen. Hvert år, hele mit liv, har jeg holdt jul hjemme sammen med familien og så min farmor og farfar. Min farmor og farfar ved ikke hvad problemet med min mor er. Ihvertfald ikke officielt. Min far vil ikke fortælle dem det fordi han mener de er for gamle og det er synd at gøre dem bekymrede. Nok en undskyldning for at ingen må vide det, koste hvad det vil!
Min problem er nu:
Hvad skal jeg sige til mine bedsteforældre? Hvorfor er jeg der ikke juleaften? Hvorfor er jeg der ikke d 23. dec hvor min mor har fødselsdag? Og hvorfor er jeg der ikke d 25. dec til julefrokost? Jeg er meget bekymret over det her.. For jeg ved slet slet ikke hvad der er det rigtige.. Eller hvilke muligheder jeg har..
Mine bedsteforældre bor i Rødovre, jeg ser dem ikke tit, kun til helligdage, og har ikke før snakket om problemer med dem..

Samtidig har jeg fundet ud af hvorfor jeg hedder Kofoed. Kofoed er min mormors mellemnavn og da hun døde skulle vi lige pludselig allesammen hedde det. Min mor tog det for at slette min morfars navn og holde fast i mormors. Det har jeg det skidt med. Der er lidt symbolsk i det for mig..
Burde man slette det?