MigJeg har altid været en utrolig glad dreng, det er vare ikke alle der har det lige nemt ved at være glade og hen over de seneste år er det blevet utroligt svært for mig at, være glad.
Der har været nogle situationer, som har gjort livet svært for mig. Da jeg var yngre var min far den bedste i verden, vi var altid ude og lave ting sammen når vi havde tid. Men som folk nok ved har alle gode tider en slutning og slutningen for mig var den dag jeg blev gammel nok og kunne se min far dom den mand han faktisk var og ikke den mand han prøvede at være. Siden jeg kan huske har min far altid drukket øl og det er ikke altid jeg har set et problem i det, da det er noget alle voksne gør, men alle håndtere alkohol forskelligt og min far håndtere ikke alkohol som mange gør, han bliver utrolig sur og ondskabsfuld og det har jeg fået øjnene op for og på en måde irritere det mig. Havde jeg aldrig fået øjene op for hvordan han opføre sig overfor hans tætteste venner og familie, så havde jeg nok stadig haft et forhold til ham. Jeg kan sidde her og fortælle utallige historier om ham hvor jeg er kommet hjem fra arbejde kl 17 hvor han har været fuld og lige fra man træde ind af døren har han det blik i øjnene, hvor man kan se at han ikke er en venlig person længere, men det nytter ikke. Jeg har fortalt utallige historier til mine venner og hver gang jeg snakker om de ting der er sket, så tænker jeg “Waow der er faktisk folk som har 1000x værre historie end mig, der er faktisk folk som har det dårlige end mig” og det ærgrer mig. Jeg ville ønske jeg kunne hjælpe dem som har det ligesom mig og jeg leder efter muligheden som gør at jeg kan hjælpe folk og lige nu i livet er det, det eneste der betyder noget for mig
Min far drikker
Køn: Kvinde
Alder: 19
Cecilie says
Hejsa, jeg forstår dig godt, jeg havde det på samme måde med min far, har tit syntes det har været skræmmende når han var faldet i søvn på sofaen og vi ikke kunne vække ham igen. Vi skulle bare ringe til min mor hvis det var ubehageligt, jeg ringede aldrig fordi jeg aldrig følte det var alvorligt nok i situationen. Når jeg tænker tilbage på det burde jeg nok have gjort det, jeg var der sammen med min lillesøster og vi var meget små så vi vidste ikke bedre. Det er efterhånden et års tid siden at jeg stoppede med at besøge min far og har kun set ham omkring 5 gange efter. Jeg ville ønske vi ikke var nødt til det men sådan må det jo være når han ikke kan tage sig sammen
Gustav says
Præcis. Har mange gange tænkt på at, det ville være så rart hvis det bare fungere, men nogle gange må man bare tage det svære valg og være den voksne i situationen og tage afstand..
Rikke says
Hej.
Først og fremmest vil jeg sige, at det er mega modigt at stå frem.
Jeg genkender meget af det du skriver.
og jeg genkender specielt det du skriver med, at “andre har det værre end mig”. Husk på, at vi hver i sær stadigvæk har ret til vores smerte, sorg, vrede og andre følelser. Vi har alle vores smerte, og den skal ikke måles “ned” med, hvem’s smerte der er mest valid, eller mest “okay” at have. Alle har hver der smerte, og din smerte er lige så rigtig og virklige som andres. 🙂