Hej med jer,
Jeg håber I kan hjælpe mig, da jeg er i tvivl om, hvad jeg skal gøre.
Igår mødes jeg med noget familie, jeg aldrig rigtig har haft kontakt til. Vi havde en dejlig dag sammen, og snakken faldt hurtigt på min barndom.
Min fars kusine som er min gudmor, var en stor del af mit liv, da jeg var lille. Hun tog imod mig da jeg blev født, og var min gudmor og min forældres støtte den første tid, af mit liv.
Hun fortalte mig en masse ting, som jeg selvsagt ikke kan huske da jeg var spæd. Hun fortalte bla. At min mor indtog alkohol og stoffer, da hun var gravid med min bror og jeg. Hun troede det var noget jeg godt vidste, da min far i hvert fald var klar over det.
Efterfølgende har jeg haft kvalme og følt jeg har gået rundt i en bobbel, jeg er vred, ked af det og føler mig helt ved siden af mig selv.
Min bror er autist og jeg har selv ADHD. Vi begge har haft store indlærings og adfærdsforstyrrelser, min bror er mest udfordret.
Jeg er af den overbevising at alle forældre vil deres børn det bedste, og at min mor aldrig har gjort noget bevidst for at gøre os ondt. Men det ændre ikke på at jeg er vred!
Jeg har ikke gode erfaringer med at konfrontere min far med tidligere oplevelser eller begivenheder i barndommen. Han har ingen selverkendelse eller forståelse, han går hurtigt over i at være “offer” og vil have bekræftigelse, siger ting som. Jeg er også en dårlig far, jeg forstår godt hvis du ikke vil se mig mere. Jeg håber bare jeg må se mit barnebarn” ….
Det orker jeg næsten ikke, på den anden side, er jeg bare så vred og ked af det, ved ikke hvad jeg skal gøre med den vrede?
Hvad ville I gøre i samme situation ??
Maja says
-Jeg glemte lige at nævne at jeg ikke har set min mor siden 2014, hun er hjemløs, stofmisbruger og jeg besluttede i 2015 at bryde kontakten. Derfor har jeg ikke tænkt mig at snakke med hende.
Cathrine says
Kære Maja,
Jeg har selv oplevet at få brudstykker af min barndom genfortalt med det-vidste-du-da-godt-attitude. Det er en rædselsfuld følelse. Der er aldrig nogen der har nævnt for mig, at min mor skulle have drukket da hun var gravid med mig – men hvem ved, tanken har da strejfet mig. Jeg har også gransket min hjerne for, om jeg har minder af, at hun var fuld da hun var gravid med mine småbrødre, men der er jeg også blank. Det er dog ret sikkert, at de psykiske problemer jeg har brugt hele min ungdom og tidlige voksenliv på at bakse med, er med kærlige hilsner fra hendes misbrug og svigt som mor. Jeg har være enormt vred på hende, virkelig rasende over, at jeg skal kæmpe mig gennem invaliderende angst og depression, der til tider har gjort min tilværelse til ren overlevelse.
I takt med, at jeg fik hjælp til at deale med mine problemer – bl.a. gennem forløb hos TUBA – så har vreden lagt sig. Jeg har heller ikke nogen kontakt til min mor, jeg ville gerne, men jeg har brug for, at hun forstår bare en smule af, og tager bare et gram ansvar for hvad hun har udsat sine børn for. Men det kan hun ikke. Og det tror jeg også er for at beskytte sig selv. Det er ok. Det forstår jeg egentlig godt, hvis jeg havde udsat mine børn for det hun har udsat sine for, så ville jeg godt nok også have svært ved at være i mig selv. Hvis jeg ville ændre min relation til min mor – fra hvor den er nu, hvor vi ikke har nogen kontakt – så er der ingen tvivl om, at jeg ville være nødt til at konfrontere hende. Men det kan jeg mærke, at jeg egentlig ikke har brug for. Jeg savner hende ikke længere.
For mit vedkommende har løsningen været at søge andre steder hen end til mor, far og andre familiemedlemmer, fordi det netop i ekstremerne kræver en konfrontation, for at vi måske kan forstå hinanden og for at jeg føler mig hørt og set af dem. Jeg fandt til gengæld en forståelse hos ligesindede unge hos TUBA. Der har der være meget mere plads til at tackle både vreden og sorgen. For mig har det handlet om, at få etableret en ro inde fra, uafhængigt af familie og mor og uden konfrontationer.
Alt lykke til dig!
Cathrine.