Jeg har gået til terapi hos TUBA i ca. 1 1/2 år, og stoppede for et halvt år siden. At jeg besluttede mig for at opsøge TUBA er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. Jeg er blevet en langt stærkere og mere selvsikker udgave af mig selv og jeg har lært at håndtere mange af de ting jeg ikke kunne før. Jeg er ikke længere så konfliktsky og har et langt bedre selvværd. I løbet af min proces hos TUBA, tog jeg en beslutning om at stoppe al kontakt med min far, da jeg simpelthen ikke kunne rumme det. Det er nu snart 2 år siden. Det beslutning har betydet at jeg har følt mig mere tryg i min hverdag, idet jeg ikke lige pludselig bliver konfronteret med hans alkoholproblem og dermed en masse bekymringer for ham og ikke mindst dårlige minder.
Mine forældre blev skilt for 8 år siden, da det stod værst til med misbruget og han valgte at flytte til den anden ende af landet, hvilket i sig selv begrænsede forbindelsen med ham, dog har min to mindre søskende, på 17 og 22, bibeholdt kontakten med ham. Dette er årsagen til jeg skriver. For igår aftes klikkede jeg ind på min brors facebook profil, hvor der poppede et billede af min far op. Jeg fik et kæmpe sug i maven og tårerne pressede sig på. Han lignede ikke den far jeg kendte for bare to år siden. Han lignede i stedet en herget mand, med dybe furer i ansigtet, samtidig med at han så ud til at have tabt sig voldsomt meget. Han havde ligeledes et par runde, meget forældede briller på og en sort hat, der dækkede hans baghoved. Jeg synes det var tydeligt at han er alkoholiker, man har ikke før kunne se det på ham, han har altid skjult det “godt”, men det er ikke længere tilfældet. Det første der slog mig var at han havde givet op. Han har aldrig ønsket hjælp, da han aldrig har ment han ikke kunne styre det. I hverdagene har han altid passet sit arbejde og holdt sig ædru ved hjælp af antabus, hvor han så drak i weekenderne og i ferier i stedet. Han har også forsøgt at stoppe et utal af gange, men det er aldrig lykkedes.
Lige nu sidder jeg tilbage med en kæmpe klump i maven og selvom jeg ved det er hans problem, føler jeg at mine bekymringer lige er blevet bekræftede. Jeg har så frygtelig ondt af ham, ingen har fortjent at lide på den måde han gør og jeg vil ham kun det bedste. Samtidig kan jeg heller ikke lade være med at blive gal over at han ikke er kommet videre, men ligefrem ligner en dranker i stedet. Han kan ikke være bekendt at give op.
Jeg har ikke lyst til at kontakte ham, jeg har brug for at komme af med alle de følelser og forestiller mig at dette forum er det rette sted!
Anonym says
Det lyder som en ubehagelig situation.
Jeg ved ikke, hvad din tidligere terapeut har rådet dig til, og vil ikke modsige vedkommende. Min egen erfaring har været, at det er lettere at holde afstand og samtidig ikke bryde der kærlighedsbånd, der trodsalt er mellem en far og hans datter (ligemeget hans demoner), ved at holde kontakten over mailen, med f.eks. opdateringer over hvordan livets dagligdag går. På mailen er det svært at høre om han er beruset, og da en mail er noget, som man kan skrive uden pres, og når man selv har tid (og er ædru), kan han også få en chance for at være den velovervejde mand, der sikkert gemmer sig bag alkoholen. Hvis der skal mødes, skal det være planlagt i god tid, så du kan nå at forberede dig mentalt.
Grunden til at jeg anbefaler den “armslængde”-forhold, er at jeg efter min fars død, var meget lykkelig over at have holdt lidt kontakt med ham og over at kunne læse mailene igen, når jeg savner ham, og at jeg i disse mails har set og mindes den far han var uden alkoholen.