Hej jeg er en pige på 16. Min mor drikker, men ikke så meget som jeg har læst andre forældre gøre. Hun har det med at tage meget i byen, og det er i sidste ende altid mig der står med huspligter, og pasning af mine mindre søskende. Hvis hun kommer hjem tidligt om morgen og har en med hjem, så drikker de til han/hun tager hjem, også bliver min mor som regel ved, til hvis hun skal afsted senere. Når hun drikker, kan hun til tider blive meget kærlig, men utrolig træls og høre på. Jeg er vokset op med bank til min mor fra hendes forskellige kærester gennem årene. sidste sommer og denne sommer har hendes eks kæreste banket mig meget voldsomt, og været meget grænseoverskridende og sexuel overfor mig. Når hun får en ny kæreste går det for det meste op i druk. Men det er ligemeget om hun drikker eller ej, så er det mig der står med alt ansvar, for mine mindre søskende, at der blir gjordt rent, handlet ind, vasket tøj, smurt madpakker til skole og børnehave. Når jeg kommer hjem fra skole er det mig det hænger på. Jeg har de sidste mange år haft svært ved at omgås socialt med andre mennesker, ikke at jeg ikke falder ind i mængden, men at det er svært fordi det er “nyt” for mig. Jeg er opvokset uden far, men han kom så ind i mit liv for ca 2 år siden, men vi havde kontakt et halvt år, også droppede han det og mente at jeg var utaknemmelig.
Jeg ville ønske min mor, tog den moder rolle hun har lagt på mig, på mine skuldre, lagde sprutten på hylden, og gjorde noget godt for engangs skyld. At der kom faste rammer derhjemme, at mine søskende fik det godt, at jeg nu blev deres søster og ikke mor. Først gang jeg passede mine søskende hvor min mor skulle i byen der var jeg 7år. Min mor bruger mange af hendes penge på at spille på nettet, eller hvor hun kan komme til, så hvis det har været slemt en måned, kan det være det er mig der skal forsørge os derhjemme. Jeg kan huske at sidste sommer, da passede mig og min kæreste min lillebror, og hun kom sprit stiv hjem om natten, tændte en smøg, og brændte vores sofa af, jeg vågnede ved at hele huset sværmede i en kæmpe tyk røg, jeg gik i panik, blev så gal, at jeg bare havde sådan en lyst til at banke hende, men jeg skulle hurtig slukke sofaen og få røgen ud. jeg er bange for jeg ved ikke hvad der kommer til at ske, jeg har en god svigerfamilie og kontaktperson der hjælper mig gennem dette, men det er hårdt. For jeg ville ikke ønske at skulle gå gennem en krig med min mor. Jeg har gjordt oprør for at beskytte mig og mine søskende.
Hun har ´haft 2 kærester der var alkoholiker, og en kæreste der var stofmisbruger.
Håber der er nogen der har det på samme måde, og kan give mig noget feetback.
Nogen der hat det som mig, eller oplevet lign?
Køn: Kvinde
Alder: 16
Anonym says
Kvinde
16 år
Hej Caroline!
Hold fast hvor kan jeg genkende meget af det du skriver. Jeg har selv en far som har drukket siden jeg blev født, det er snart 16 år siden. Den dag i dag drikker han stadig, og jeg har næsten ingen kontakt med ham. Tror du kender følelsen af, at man, selvom man er omringet af mange, kan føle sig helt alene i hele verden, føle sig ligegyldig og overset.. Min mor har også haft en kæreste, som slog hende. De var sammen i cirka to år, og først det sidste halve år vidste jeg hvad der foregik mellem dem.
Den ansvarsfølelse du har for dine søskende kan jeg sidde helt og føle når jeg skriver. Har selv følt mange gange, at jeg skulle blive voksen hurtigt og passe på mine søskende i stedet for at passe på mig selv. Det kan bare heller ikke være rigtigt at man i vores alder skal have sådan et ansvar.
Alle omkring en kan sagtens sige de forstår hvad man mener og hvad man føler. Men en ting er at sige det, en anden ting er at kunne føle det helt derinde hvor det gør ondt. Det er svært at være omgivet af mennesker der gerne vil hjælpe en, men ikke rigtig kan når de ikke ved hvad man føler og mener.
Hvor er det super du har en kontaktperson. Jeg vil med glæde snakke med dig også, kan simpelthen genkende en masse af det du siger. Det er lidt nemmere at snakke med nogen der kender til det og kan sætte sig i ens sted. Jeg har selv en kontaktlærer heroppe som jeg snakker med rigtig meget, specielt her det sidste tid da min far skrev et brev og fortalte, at han har fået en tumor, det kan jo udvikle sig til kræft. Bare det at have en der snakker med en, og en man føler der er der, det er en hjælp som ikke kan beskrives 🙂
Jeg går på efterskole lige nu her, og her kan det være ekstra hårdt at tackle det hele, når man konstant skal tænke på hvordan ens far har det, om han ligger et sted og er død, eller hvad fanden han render og laver. Selvom jeg er omgivet af 130 fantastiske mennesker, så føler jeg mig så alene i hele verden, fordi der ikke er nogen her der har været igennem det jeg har, så de kan ikke sætte sig ind i det og forstå mig.
Men du er velkommen til at skrive til mig hver en tid, tror det vil være så meget nemmere at snakke med en om det, som selv har prøvet det man selv går og tænker og føler, og en der gennemgår det samme.
De varmeste hilsner fra Josefine. ♥
Ellepigen94 says
Kvinde
16 år
Hej! Min kontaktperson og spcialrådgiver ved hvad der sker i hjemme. Og jeg har fået mange tilbud med hvad jeg kunne gøre, komme op på min gamle efterskole igen, ny efterskole, plejefamilie, osv. Men det synes jeg ikke at jeg kan tillade mig, dajeg føler jeg svigter mine søskende og mor. Så heller at jeg svigter mig selv – igen, igen, igen, igen, igen..
Jeg kommer til at føle mig så alene hvis jeg kommer fra mine søskende, og jeg vil ikke byde dem at jeg er væk. Men vi er inde på egen lejelighed, men min socialrådgiver mener ikke det er passende.. Men jeg mangler alt den ro jeg kan få, og når jeg er hjemme er der larm fra morgen til aften, og lige nu bor jeg jo ikke hjemme, så der kan jeg ikke få ro.
Jeg mangler at jeg kan sige fuck alle og lukke min dør i.. sige nu har jeg brug for at være alene, men ingen forstår mig..
Jeg mener selv at jeg er klar til mit eget sted, da jeg førhen har taget så meget ansvar.
Jeg var forleden oppe ved min bedstemor, og vi sad og snakkede om tingene hvordan de er nu, og hun har sagt til mig, at sidst hun så mig glad udover overfladen var da jeg var 3-4 år.
For jeg kunne bare sårn godt tænke mig, at jeg for en gangs skyld kunne være glad, tænke på mig selv og ikke andre.!!!
Anonym says
19 år
Hej Ellepigen94!
Jeg kan på nogen punkter godt sætte mig ind i din situation, jeg er selv snart 20 nu, og har siden jeg var 6 boet ude for hjemmet med min lillebror, for snart tre år siden flyttede jeg for mig selv – og det er det bedste der nogensinde er sket for mig.
Men på trods af at du har en kontaktperson, så forstår jeg simpelthen ikke hvorfor du og dine søskende stadig bor hos din mor, det er simpelthen uansvarligt! Du er 16 år og har ikke selv valgt din mor dine søskende og din mors forskellige kærester, og det er helt forrykt at du skal yde fysisk og psykisk omsorg for dine søskende. Det er simpelthen umuligt at holde til!
Selvom det er rigtig rigtig svært, bliver du nødt til at kontakte din kontaktperson og du har højst sandsynligt også en socialrådgiver og fortælle hvordan det står til i hjemmet! Du vil sikkert komme til at få en masse skyldfølelse og dårlig samvittighed, men det er blandt andet det tuba, er til for.
Det er simpelthen det bedste du kan gøre ikke blot for dig selv, men på længere sigt også for dine søskende.
Jeg gjorde det samme, jeg fik flyttet fire børn fra en plejefamilie inkl. mig selv, og selvom det var det sværeste valg nogensinde , var det også det bedste!
Jeg kan ikke beskrive hvor meget jeg ønsker du gør det, du vil få det så meget bedre. Jeg har udover det også fået et rigtig godt forhold til mig far, så det er bare med at få det gjort. Det kan tilmed også få din mor til at åbne øjnene for det hun har gjort og selvom i flytter, betyder det jo ikke at i ikke kan se jeres mor længere.
Håber virkelig inderligt du følger mit råd.
Held og lykke!