Jeg er en 33 årig kvinde, der er vokset op med en alkoholisk far. Mine forældre blev skildt, da jeg var 2 år gammel og derefter startede min fars misbrug. Hans misbrug stoppede for 5-6 år siden og han har været ædru lige siden.
Jeg har kæmpet med mobning og en følelse af at være anderledes og forkert hele min ungdom. Jeg følte mig ensom og har brudt med flere vennegrupper for at starte forfra. Jeg har hele min ungdom arbejdet med mig selv via psykologer, terapigrupper mm. Derfor er jeg kommet langt i dag, jeg har en dejlig kæreste, som jeg har det rigtig godt med og vi har været sammen i 6 år. Jeg har to børn, hvoraf den ene er med min nuværende kæreste.
Jeg er meget taknemmelig over hvor jeg er i dag, men jeg kæmper stadig i perioder med min selvtillid. Efter uni har jeg ikke haft et fast arbejde. ledigheden ramte mig meget hårdt, pga. den isolation der følger med. Jeg oplevede at blive overladt til mig selv i systemet, hvilket rammer ind i gamle sår, som jo åbenbart stadig er der påtrods af alt det arbejde jeg har gjort. Jeg er derfor ændt på kontanthjælp og selvom jeg har arbejdet før uni og jeg ved, at jeg er i stand til at holde et arbejde, så lykkedes det ikke. Jeg er hundeangst hver gang jeg skal kontakte en arbejdsgiver, jeg oplever at skulle opbygge den vildeste facade for bare at komme til en samtale og det er vildt udmattende. Tror det er fordi jeg føler, at jeg ikke rigtigt kan noget efter uni, for det vi har lært er teori uden praksis.
Jeg ved, at jeg ikke er ene om det, og at emnet måske ikke er unikt for folk med alkoholmisbrug i familien, men jeg mener at min udfordrede selvtillid spænder ben for mig. Nu har jeg besluttet at tage en ny uddannelse som anlægsgartner, da det er mere konkret og jeg derfor kan få noget fagligt selvtillid, men jeg skal ud og lede efter elevplads og igen er jeg mega bange for at blive afvist. Det er en dissideret smerte i mave og bryst efterfulgt af gråd og usikkerhed… Jeg er bange for ikke at være god nok 🙁
Er der nogen der kender det?
Jeg har iøvrigt heller ikke det store netværk og jeg bryder mig ikke om at spørge om hjælp…
Mand 40 says
Hej kvinde 33.
Jeg er selv en mand på der lige er fyldt 40 og har ikke helt etableret mig på arbejdsmarkedet. Selv har jeg taget min drømmeuddannelse i “sen” alder og er nu akademiker. Ifm. at komme ind på arbejdsmarkedet har jeg selv slås med mit lave selvværd og selvbebrejdelse. Men det kom jeg over ved bl.a. at indgå i en mentorordning hos min fagforening, hvor jeg fik den nødvendige opbakning og støtte til at finde mig selv ift. arbejdsmarkedet. Dvs. jeg fik bedre relation til mine kvalifikationer og udviklede min professionelle side, hvilket var tiltrængt.
Så, for at kunne give et bidrag til dit spørgsmål om man kender til din situation: ork ja. Men vi, der deler baggrund med alkoholmisbrug i familien, skal huske, at livet ikke er en sprint, men en lang lang tur, som man skal huske at nyde med sig selv og sine nærmeste.
Jeg ønsker dig det bedste held og lykke med din uddannelse. Forhåbenligt har mit lille bidrag skabt lidt konstruktiv refleksion ift. din situation.
Med de bedste hilsner,
Mand 40.
Jm says
Tak for dit svar 🙂 jeg har prøvet det meste i forhold til min uddannelse af muligheder 🙂 tror stadig, at jeg skal en anden vej og du har ret livet og ikke et sprint 🙂 det ved jeg 🙂
Dbh.
Kvinde 33
Dorte says
Hej kvinde.
Jeg har selv været usikker som ung og sidenhen arbejdet som coach for mange med samme usikkerhed.
Det er en god ide at få afdækket det, du slæber med dig, der føles, som en bremseklods og udfra dette få lavet en succes strategi du kan tage med istedet. Få hjælp fra en uddannelses eller erhvervs coach. Forlig dig med, at det ikke er pinligt at bede om hjælp til det der er svært. Som voksent barn fra en alkoholisk familie er man vant til at bide tænderne sammen og tro man skal klare alt selv. Det er ikke nødvendigt. Du er ikke alene, og der er håb forude.
Knus Dorte.
Jm says
Hej Dorte.
Ja du har selvfølgelig ret, har dog haft en coachforløb som ikke hjalp det store. Jeg er ikke overbevist om, at en coach vil kunne hjælpe med dårlig selvtillid. I øvrigt kræver det økonomiske ressourcer og de er ikke de største.
Dbh.
Jm
Mette says
Det lyder så genkendeligt. Jeg er en kvinde på 40 år, der også er vokset op med en far, der kæmpede med voldsomme depressioner, selvmordsforsøg og alkoholmisbrug. Derudover blev jeg mobbet og holdt udenfor både i folkeskolen og på gymnasiet. Idag har min far det godt, drikker ikke mere og har ikke gjort det i flere år. Men skaden hos min bror og jeg er sket. Min bror er desværre landet lidt samme sted som vores far. Jeg har brudt mønstret, fået en pædagoguddannelse. Den tredje uddannelse, jeg startede på. Jeg havde tendens til at give op, jeg troede ikke på mig selv og mine evner. Efter jeg blev pædagog, fik jeg flere vikariater. Ikke noget fast job. Og jeg fik det fysisk dårligt, de gange jeg var ledig og skulle søge job. Det at skulle kontakte en arbejdsgiver og forsøge at sælge mig selv, var og er virkelig grænseoverskridende for mig. Først her 12 år efter jeg blev færdiguddannet, blev jeg endelig fastansat efter at have været vikar i et års tid. Jeg får ros og anerkendelse af leder og kolleger. Alligevel er jeg usikker og tvivler på mig selv. Det er hårdt at skal kæmpe hele tiden pga noget, der skete da jeg var barn.
Jm says
Ja, det lyder ret meget som min oplevelse også. Du har ret det er bestemt hårdt! Jeg håber sådan at en ny udannelse vil hjælpe mig. Usikkerhed er bare ikke særligt fedt. Jeg er virkelig glad for at høre, at du har fået jobbet nu, så er der da håb 🙂 Mon ikke du kan hele lidt af dine sår der, når du anerkendes 🙂 det håber jeg. Lykke til 🙂
Mads Henning Pedersen says
Jeg ville ønske, jeg havde de ord der kunne trøste dig. Du har fået et vilkår, som er tungt at håndtere. Personligt er jeg nået der hvor jeg er i dag, ved at tage imod hjælp, hvor den findes. Også søge den aktIvt. Du er ung og livet er vidunderligt. Kys det nu det satans liv. ?
Jm says
🙂
Elisabeth says
Hej du 🙂 Du er ikke alene – tror vi er mange der kender til de følelser.
Jeg er vokset op med en far der drikker. Men det er først efter jeg er blevet voksen jeg sådan rigtig har konstateret at det er DERFOR han igennem hele min barndom har været som han var – og at det på nuværende tidspunkt er så tydeligt – det er lidt skræmmende faktisk. Det er kun for nyligt jeg har sagt det højt til min kontaktperson. Min opvækst med en kronisk syg mor og en alkoholisk far har desværre resulteret i psykiske problemer – heriblandt stress, depression, skizofreni – og angst. Angst for det ukendte – angst for ikke at slå til. Kender alt for godt følelsen af at måtte sætte en parade op, for “bare” at skulle til f.eks. en jobsamtale. For mig har den bedste hjælp været mit forløb hos lokalpsyk. Både for at arbejde med de diagnoser jeg nu er endt med – men især nu, også at få snakket min barndom, minerfarignmed mine forældre, mine følelser både nu og dengang – og ikke mindst: hvordan human navigerer jeg i alt det lort? Pardon mit sprog. Det er ikke nemt – men hvis jeg skal give ét råd ud fra mine erfaringer: tal – tal om det. Få det ud, få det vendt og kigget på. Det er legalt med de følelser og tanker det medbringer. Og du er på ingen måde et dårligere menneske overhovedet, fordi du har de tænker og følelser der bobler indeni. Og sidst men ikke mindst – du er ikke alene og der findes nogen der kan hjælpe dig, med netop dét DU kæmper med. Dine følelser. For du ER vigtig, du har RET til et godt liv – og du er SKØN lige som du er!
Et stort knus herfra til dig 🙂
Jm says
Tak for dit fine svar 🙂 og held og lykke til dig også 🙂