Kvinde 33 år. Jeg har i mange år været præget af mit ophav. Min far har været alkoholiker hele min barndom og det meste af mit voksen liv. Han prøver nu at være ædru, da hans nye kone forlanger det af ham. Det fungere nogenlunde, uden at fungere helt. ( han falder af og til i.) Min far har været en hustyran uden lige. Alt har handlet om ham, og han har ladet min mor om os. Man vidste aldrig hvilket humør han var i. Han var ofte nedladende i hans adfærd og kort for hovedet, alt hvad han mente og sagde var altid det rigtige. Og vi andre skulle bare passe på med hvad vi sagde eller gjorde. Havde vi ikke samme holdning som ham, var helvede løs. Min bror og jeg er begge af den opfattelse, at vi hverken er blevet set eller hørt. Prøvede vi at få opmærksomhed fra ham, ofte negativ., Så fik vi en røvfuld og sendt på vores værelser eller også blev totalt ignoreret. Men det blev vi jo alligevel, så var tingene jo bare som de plejede at være. Jeg kan ikke mindes min far nogensinde har spurgt mig om jeg har haft en god dag i skolen. Hvad jeg har lavet. Eller i det hele taget har vidst nogen som helst interesse for mig. Min mor har føjede ham ALTID. Hun har næsten aldrig sat grænser for hans opførsel over for os, eller over for hende. Jeg øver mig pt i at sætte grænser for andres opførelse over for mig. For derved at undgå at blive vred. Altså mere vred end jeg er i forvejen. Jeg håber at jeg derved kan komme til at hvile mere i mig selv og komme af med lidt af denne vrede som jeg igennem årene har opbygget inden i. Men det er svært. Jeg oplever ofte at folk overfuser mig eller taler nedladende til mig, og jeg har så svært ved at sige fra i situationen. Jeg får det simpelhen så fysisk dårligt, når jeg bliver behandlet dårligt af andre mennesker. Jeg vil helst ikke være uvenner med folk. Og jeg har desværre altid antennerne ude. Det æder den smule selvværd jeg har tilbage. Jeg prøver altid at virke glad smilende og stærk (overskudsagtig) når jeg er ude. Jeg tror endelig det er sådan de fleste bekendte vil beskrive mig. Men føler jeg mig ikke tilpas i et selskab, så klapper jeg i og tæller minutterne til jeg skal hjem igen. Jeg tænker ikke at folk tror at jeg har det skidt, hvilket jeg ofte har. Jeg tænker altid meget over hvordan jeg siger ting til andre mennesker og hvordan jeg behandler dem.Jeg får bare ofte ikke det samme tilbage. Jeg har været plaget af vrede en stor del af mit liv og det æder mit ægteskab. Jeg er næsten aldrig vred på mine børn, eller ret mange andre for den sags skyld, men min mand oplever det næsten dagligt. Jeg har en tendens til at tolke meget af hvad han siger forkert, (siger han.) Men når det nu er sådan jeg opfatter det? hvad kan jeg så gøre? Jeg ved jeg at jeg ofte kan lyde bestemt, også vrisse af ham, uden at der endelig er noget i det. Men det sker kun overfor mine nærmeste, i det her tilfælde min mand. Jeg øver mig hele tiden, i at lade være, men det tager lang tid, og det kræver virkelig noget overskud fra min side af. Jeg har fået en svigerfamilie. Hvor dele af den ikke behandler mig særligt pænt. Især min svigerinde + hendes mand, til tider også min svigermor. Jeg oplever at de ofte er nedladende og bedrevidende, når jeg endelig tager mig sammen og åbner munden. For det meste bliver jeg bare ignoreret. Jeg har så svært ved at sætte en grænser overfor deres adfærd. Jeg bliver bare stille og ser måske også mindre glad ud det ved jeg ikke. Jeg har aldrig haft det sådan med mine 2 tidligere svigerfamilier, de har altid behandlet mig pænt og jeg har haft et godt forhold til dem. Jeg bryder mig faktisk ikke særligt meget om min svigerinde og hendes mand. Men jeg er selvfølgelig sammen med dem ved forskellige lejligheder, såsom fødselsdage, jul og julefrokost osv. Jeg gør det KUN for husfredens skyld! Jeg har prøvet at tale med min mand om det. Men kan godt mærke det er et sprængfarligt emne, da han nærmest forguder sin familie, så jeg klapper ofte bare i igen. Jeg ved godt hvor alt det her kommer fra, ja min barndom, Jeg ved også min far også har haft en rigtig svær barndom. Med en maniodepressiv far der også var en tyrran, grim i munden alkoholiker, voldelig osv. Min far endte med at finde ham død i deres kælderen, efter han havde sat en pistol i munden. Det har han aldrig fortalt mig det men har fået det af vide af min mor. Jeg er ret sikker på min far har samme diagnose,?Hans humør er også som vinden blæser. Jeg frygter jeg også har det, da jeg godt kan se lidt af min far i mig, har haft mange depressive episoder samt 1 fødselsdepression. Mit humør svinger til tider også rigtigt meget. Fra at være glad til at være depressiv. Håber jeg kan få nogle brugbare værktøjer. Mvh. Henjoh
Vred og øver mig i at sætte grænser.
Køn: Kvinde
Alder: 33
B says
Hej Henjoh
Jeg genkender mange af de ting, du fortæller, i mig selv. Jeg er 26 år og har altid haft antennerne ude, lige som dig. Altid været mega opmærksom på, hvordan jeg talte til og behandlede folk. Det har altid været vigtigt for mig, at folk kunne lide mig. Så naturligvis er det, ligesom jeg læser ud af din besked, udmattende at være sammen med folk, og jeg glæder mig oftest til at komme hjem og kun forholde mig til mig selv.
Jeg har haft kæmpe problemer med, at folk vader frem og tilbage, ind over mine grænser, og jeg har haft så svært ved at sige fra. Det har ført til virkelig lav følelse af selvværd. Men også til en masse vrede, som kommer ud på random tidspunkter – og desværre går det alt for tit udover min søde kæreste. Men jeg ser også et mønster. Det er ofte når folk rammer den der usynlige grænse, eller når jeg lader dem gøre det, at jeg bliver vred. At jeg siger ja, til noget jeg ikke gider, bare for at gøre folk glade.
Jeg er begyndt at lege med, at blive mere bevidst om den usynlige grænse. Til at starte med, prøvede jeg egentlig bare at tydeliggøre grænsen over for mig selv. Altså, skrive ned, eller mentalt italesætte det, hver gang nogen overtrådte min grænse. Nu er jeg begyndt så småt at prøve at sige fra, inden det kommer så langt ud, at det brænder indeni, og at jeg hidser mig op. Fx. sagde jeg forleden, for første gang nogensinde, direkte til en kollega: jeg er uenig i det, du siger. Og vi endte op et sted, hvor det var rart for os begge at være. Og jeg slap for at gå hjem fra arbejde med en brændende fornemmelse i maven.
Så måske hver gang din svigerfamilie overtræder din grænse, notér enten skriftligt eller mentalt, og så ikke gør mere ved det lige nu. Lær hvor din grænse er, og prøv at tænke på forskellige måder, du forhindrer folk i at overtræde den i fremtiden (måske det indebærer at du undgår visse situationer med svigerfamilien – hvilket fra mit synspunkt er helt okay 🙂 )… Kan svigerfamilien måske være en medvirkende årsag til, at du nemt bliver irriteret på ham?
Jeg tror det ville være rigtigt rart for dig med et forløb i TUBA el. andre terapeuter med speciale i familier med alkoholmisbrug. Det har det i hvert fald været for mig.
Håber, du finder nogle værktøjer, der kan hjælpe dig.
Mvh. B
Henjoh says
Hej B. Lidt sent jeg svare. ?Jeg starter lige bagfra.? Ja jeg tænker, det at hans familien fylder så meget for min mand og i vores liv, i høj grad medvirker til problemer og skænderier imellem os. Min familie ses vi ikke med ligeså ofte, heller ikke min mor. Det er ikke fordi vi ikke kan lide hinanden. Jeg har bare ikke behov for det i samme udstrækning som ham. Jeg synes hans familie blander sig lidt for meget i hans/ vores liv og mener ikke det burde være nødvendigt, når man er blevet 40 år. Jeg er så småt gået i gang med at sætte grænser, og det er især på jobbet jeg øver mig, og jeg er blevet bedre til det. Gjorde forleden en kollega opmærksom på en overfusning og fortalte hende at den opførsel, ville jeg ikke finde mig i igen. Fik en undskyldning. Har også sagt min chef imod, angående noget jeg var uenig med hende i. Det føltes bare så godt ikke at skulle gå hjem og have ondt i maven bagefter. De små sejre, tænker jeg, at jeg kan bruge længe efterfølgende, også i forhold til min svigerfamilie. Mit hjerte bankede inden jeg kom igang, og det var ubehageligt, men jeg fik det bare så meget bedre bagefter,. Og jeg var slet ikke sur eller ked af det, da jeg kom hjem. Jeg arbejder på et plejecenter og kvinder kan virkelig være nogle strigler overfor hinanden. Jeg er glad for at vide at jeg ikke er den eneste der går rundt med de følelser. Tak for dit svar.