Kaare: - Jeg troede, problemerne ville dø med min far

Kaares historie
Foto: Christer Holte

- Allerede da jeg var helt lille, var der en afvigende adfærd. Når min mor havde aftenvagter, var min far hjemme, men de andre dage kom han sent hjem og havde været på værtshus. Jeg kan huske, at jeg syntes, det var ubehageligt, at jeg skulle gå i seng, uden at han var kommet hjem.

*

- Jeg var indimellem med på værtshus, når vi var ude og handle. Så skulle vi op på værtshuset. Jeg fik æblemost og han fik øl. Det lyder måske absurd, men det var meget hyggeligt.

*

- Det, at min far drak, har aldrig rigtig været et tabu internt i vores lille familie. Min mor har altid fortalt min søster og mig, at det ikke var vores skyld, at vores far drak. Hun foreslog meget tidligt, at vi skulle søge hjælp i TUBA. Jeg tænkte, at det var fis i en hornlygte. Det kunne jeg godt selv klare. Der var ingen problemer.

*

"Jeg var indimellem med på værtshus, når vi var ude og handle. Så skulle vi op på værtshuset. Jeg fik æblemost og han fik øl."

- Når man finder ud af, at det ikke er normalt, at ens far drikker så meget, prøver man at skjule det. Jeg havde ikke venner med hjemme. Jeg spurgte altid først, om vi skulle tage hjem til dem. Hos kammeraterne mødte man jo ikke sin fulde far.

*

- Mine mor flyttede fra min far efter længere tids overtalelse fra mig og min søster, da jeg var 14-15 år. Efter det blev mit forhold til min far ret kaotisk. Jeg så ham ikke sidste par år af hans liv. Det krævede for meget. Min søster havde frabedt sig al kontakt med ham. Jeg havde bare ikke gjort noget for at se ham.  

*

- For halvandet år siden blev jeg kontaktet af politiet, der fortalte, at min far var død. Jeg havde en idé om, at når han døde, så døde problemerne med ham. Men det hvirvlede op i nogle andre ting. Så tog jeg kontakt til TUBA alligevel.

*

- Det har været en spøjs oplevelse at snakke med en fremmed, der spørger så meget ind til det. Det var trættende i starten. Det tog ens energi. Men det har været lækkert at kunne læsse af på den måde. Det har været meget givende.

Kaares historie

- Jeg har fundet ud af, at nogle af de adfærdsmønstre, jeg har, stammer fra barndommen. Jeg har haft svært ved at sige nej, jeg har haft et pleaser-gen. Som barn prøvede jeg også at feje alle problemer af vejen, så min far ikke blev sur. Nogle af de vaner har jeg lagt på hylden.

*

- For mig har det betydet meget, at min fars eftermæle ikke kun gik op i, at han drak. Jeg er stolt af den, han var, og det, han har udrettet. Han var et elskværdigt menneske. En supergod pædagog, der var respekteret for sit arbejde. At han var syg af druk, kan jo ske for enhver. Der er mere til et menneske end druk.

"Jeg vil gerne tage et opgør med den alkoholkultur, vi har i Danmark. Der er ikke noget galt i en øl, men det tager overhånd."

*

- Jeg drikker mig stort set aldrig fuld. Jeg bryder mig ikke om fulde mennesker og den utilregnelighed, de bringer med sig. Jeg vil gerne have, at folk drikker med manér. Det giver et gib i maven, hvis folk er for fulde. Jeg vil gerne tage et opgør med den alkoholkultur, vi har i Danmark. Der er ikke noget galt i en øl, men det tager overhånd. Alkoholkulturen er så dominerende.

*

- En af grundene til, at jeg gerne vil fortælle min historie, er, at jeg vil gerne have aftabuiseret det. Der er en tendens til, at især mænd skal have en facade om, at det hele er ok. Det er, som om det kun er kvinder, der må tale om problemer. Men man kan altså godt snakke om de følelser, det vækker i en, når ens far drikker for meget. 

LÆS ANDRE UNGES HISTORIER HER