Karen: - Jeg pakkede mine følelser langt væk

Karens historie
Foto: Christer Holte

- Jeg blev meget tidligt klar over, at der var noget galt. I en alder af 10 år var jeg alene hjemme med mine to søskende en aften. Jeg talte med min søster om, hvor vores mor blev af, og hvorfor hun ikke kom hjem. Vi ringede til hende og sagde: “Mor, vi er sultne”. Hun snøvlede i telefonen. Der gik det op for mig, at det her er underligt.

*

- Siden jeg var ikke ret gammel, blev jeg vant til at gå ned i kælderen for at se, hvor mange øl der var blevet drukket siden dagen før. Jeg var bange for at gøre mor ked af det, at gøre hende vred. Usikkerheden tager bolig i os. Hvad nu, hvis hun er beruset, hvad har vi i vente? Kommer vi til at spise klokken ni i aften?

*

"Jeg kunne godt tale grimt om min mor, men hvis andre sagde, hun havde et problem, blev jeg rasende."

*

- Som 14-årig kom jeg til psykolog. Jeg fortalte, at min mor drak mange øl. Psykologen sagde: “Så er din mor alkoholiker”. Det var sidste gang, jeg så den psykolog. Der var ingen, der skulle fortælle mig, at min mor var alkoholiker. Jeg kunne godt tale grimt om min mor, men hvis andre sagde, hun havde et problem, blev jeg rasende og forsvarede hende.

*

- Min mor ændrede personlighed, når hun havde drukket. Hun blev insisterende og ubehagelig. Hun talte ud fra sine egne følelser, som hun pålagde os børn. Jeg pakkede min egne følelser så langt væk, at de ikke eksisterede. I lang tid kunne jeg ikke mærke, om jeg var trist, eller om det var de andre omkring mig, der var det. Jeg kunne ikke mærke vrede. Mine venner sagde til mig: “Karen, hvis nogen sparker dig i røven, vender du dig og siger undskyld.” Det har taget mig mange år at finde ud af, hvor forløsende det er at græde, og at det er ok at være trist, sur, gal og rigtig ked af det.

Karens historie

- Indtil jeg blev bevidst om min bagage, var jeg hurtig til at sige; “Måske var min mor alkoholiker, men jeg har ikke taget skade af det.” På et tidspunkt blev jeg sygemeldt fra mit arbejde som socialpædagog på grund af stress. Jeg havde hukommelsestab og anede ikke, hvem jeg selv var, Min læge hjalp mig med en psykologsamtale. Da jeg læste de personlige beretninger på TUBAs hjemmeside, tænkte jeg; “Det her er fuldstændigt min historie. Jeg er nødt til at snakke med de mennesker”.

*

- Da jeg startede i TUBA, følte jeg mig nærmest som et stort, åbent sår. Jeg havde gået i 29 år og troet, jeg var upåvirket af, at min mor var alkoholiker. Jeg fik øjnene op for, at jeg havde negligeret min egen baggrund, min egen historie. Vores mor var og er et fantastisk menneske, smækfyldt med kærlighed, men nu fik jeg sat ord på, at der også var nogle ting, der gjorde ondt.

*

- Min mor er ikke tørlagt. men hun drikker ikke hver dag. For et par måneder siden spurgte jeg hende, om hun vidste, hvad TUBA var. Da jeg forklarede, at TUBA hjælper børn af alkoholikere, sagde hun: “Jeg er ikke alkoholiker”. Jeg svarede: “Mor, det er du jo. Du ændrer personlighed, når du drikker”. Jeg kunne se, at det gjorde ondt, men jeg havde brug for at få det sagt. Jeg var så lettet bagefter, at jeg nærmest svævede derfra.

*

"Da jeg startede i TUBA, følte jeg mig nærmest som et stort, åbent sår."

*

- Jeg har et fantastisk forhold til mine forældre. Jeg har fået genopbygget den følelsesmæssige kærlighed til min mor. Jeg har lært og indset, at min mor er syg. Hendes behov for alkohol for at få det bedre med sig selv er en lidelse og en sygdom.

*

- Det er en fantastisk hjælp, jeg har fået, og der er så mange derude, vi kan give en håndsrækning, så mange, vi kan hjælpe. Vi skal ud over skammen. Man blomstrer, når man ser: “Okay, jeg er faktisk ikke alene”.

LÆS ANDRE UNGES HISTORIER HER