Hej Camilla.
Præcis, en knytnæve i hovedet, det beskriver det helt fint! Det gjorde rigtig nas, og jeg sad også på en bænk og græd i rigtig lang tid efter. Tak fordi du tror på mig, du er en stor grund til at jeg det mod jeg har. Det hjælper mig så meget at vi skriver her.
Det giver SÅ meget mening, og det er helt sikkert noget jeg vil huske på. Min far er helt hundrede den største grund til, at jeg ikke altid ved mit værd. Ligemeget hvad jeg gjorde var det altid forkert, og jeg troede aldrig jeg var god til noget, for det jeg gjorde var aldrig godt nok.
Jeg har rigtig nemt ved at føle had. Den følelse har jeg hele tiden. Specielt når jeg bliver sur, hvilket er tit. Jeg har aldrig rigtig lært at styre mit temperament – min far kontrollerede jo aldrig hans, derfor jeg har ikke den fjerneste ide om hvordan mit skal styres. Ja, det gør rigtig ondt.. Ondt at min far ikke er den jeg ønsker han er, men sådan er det desværre.
Det er det helt sikkert. Jeg siger altid til min mor at jeg tager ud med nogle venner, men jeg er bare mig selv. Går lidt rundt i Esbjergs gader, og de steder jeg kan være alene. Så har jeg altid musik i ørene, og tyggegummi i munden. Sådan tilbringer jeg mange af mine dage. Mange vil umiddelbart synes det lyder ensomt og mærkeligt, men jeg kan godt lide det sådan. At jeg bare er mig og min musik. Det en vej væk fra den realitet jeg ikke længere trives i. Jeg har tit lyst til at pakke alle mine ting og bare smutte fra det hele, men sådan har vi det vel alle engang i mellem? Starte sit liv forfra hvor folk ikke kender en, og ikke kender ens historie.
Korrekt, jeg lå og sov, hehe. De ting jeg gerne vil.. Hmm. Inden mine to veninder rejste på ferie tilbød de mig at tage med dem en tur til Fanø og være på stranden og spise pandekager. Det lød hyggeligt, og jeg ville rigtig gerne.. Men min hjerne kan ikke overskue det. Det er så træls, og jeg føler mig hele tiden så udmattet. Har ikke energi til de fleste ting, kun at gå rundt selv. Så slipper jeg for at snakke, og forholde mig til et andet menneske.
Jeg har gået og tænkt lidt for tiden. En ven og jeg skrev omkring vores klasse – eller gamle er det vel nu – hvor vi kom ind på at jeg var meget væk. Jeg svarede tit ham at det er bare livet, og det var træls jeg ikke bare kunne tage mig sammen. “Ikke vær hård mod dig selv” var hans svar. Er jeg hård mod mig selv er jeg nu begyndt og tænke. Jeg ved godt jeg tit bare ser bort fra mig selv og hjælper andre, men er jeg direkte hård mod mig selv? Jeg knokler tit røven ud at bukserne for at få bedst mulige karakterer, selvom jeg pjækker. Jeg kommer næsten aldrig til folk når jeg har noget jeg er ked af det over. Vil egentlig bare høre.. har du indtrykket af, at jeg er hård mod mig selv?
Nyd din ferie, den har du helt sikkert også fortjent. Du hjælper mange, inklusiv mig 🙂
Kærlig hilsen Maja.
Svar:
Kære Maja
Hvordan går det hos dig?
Får du gået nogle gode ture med musik i ørene? Er du startet i skole igen?
Om du er hård mod dig selv? Hmm… hvad tænker du at det vil sige, at være hård mod dig selv? Du nævner det at se bort fra dig selv, knokle i skolen, hjælpe andre men næsten aldrig gå til andre når du er ked af det. Er det at være hård mod sig selv…? Vi kan måske vende spørgsmålet om af sige, er du god mod dig selv? Hvad vil det sige, at være god mod sig selv? Hvad er mit indtryk spørger du. I mit sidste brev nævnte jeg, at jeg synes du skal behandle dig selv sådan, som du ville ønske din far havde behandlet dig, med respekt, omsorg, kærlighed osv. Nogle gang, når man som du, har en far der behandler en som om man ikke er ret meget værd, kan man komme til at tro på det, og behandle sig selv derefter. Jeg tror følelsen af om man har værdi hænger sammen med hvordan man behandler sig selv. Hvis manikke føler man er noget værd, behandler man formentlig heller ikke sig selv særlig godt, hvorfor skulle man det+ Hvis man føler man har værdi, så tror jeg også man synes man ahr ret og lov til, at være god mod sig selv. Mit indtyk er at du nogle gange er hård mod dig selv, og jeg tror ikke du gør det med vilje. Jeg tror du kommer til at behandle dig selv, sådan som du har lært fra din far, altså som om du ikke har nogen værdi. Giver det mon mening? Det er også mit indtryk at du ofte behandler dig selv godt. Jeg har indtryk af at du faktisk bliver bedre og bedre til det, til at acceptere dig selv som du er, dine følelser, dit humør og bliver bedre til at være i det der er. Det er for mig lig med at være god ved sig selv. Så alt i alt er mit indtryk at du gør begge dele, jeg ved ikke om det er rigtig, er det noget du kan genkende?
Kærlig hilsen
Camilla