Kære brevkasse
Jeg skriver, da jeg er opvokset i et hjem med en far, der periodevis har haft et alkoholmisbrug. Det er stået på, så længe jeg kan huske, men det var slemmest, da jeg gik i de store klasser og i gymnasiet.
Min barndom var præget af en fraværende far, der arbejdede meget og holdt sig meget for sig selv i stedet for at være sammen med familien. Han befandt sig ofte i vores kælder, hvor han også drak. Jeg husker stadig tydeligt, at jeg var dernede en dag med min mor, hvor han ikke var der. Her fandt vi sækkevis af øldåser stablet ude på toilettet. Når man far kom hjem om aftenen, og hoveddøren blev åbnet, vidste jeg aldrig, om han var fuld eller ædru, eller hvilket humør han var i. Han er som en tikkende bombe, og man ved aldrig, hvor man har ham henne. Og han har et stort temperament. Jeg husker adskillige gange, hvordan han har råbt af min mor, af mig og af min storesøster. Jeg følte, at jeg hele tiden skulle have antennerne ude. For mig var det normalen, da jeg ikke kendte til andet.
Han har aldrig kunnet finde ud af at tale om følelser eller spørge ind til, hvordan man har det. Det, han kan forholde sig til, er det der kan måles og vejes – dvs. præstationer. Alt fra penge, materialisme, karakterer, titler, sport mv. er noget som han kan forholde sig til. HVOR GOD MAN ER er nøgleordene her.
Jeg har lagt mærke til nogle mønstre hos mig selv, når jeg er blevet ældre. Jeg søger gerne det at præstere og har i perioder svært ved at styre det, fordi jeg er så opslugt af det. Jeg ser det først bagefter, at jeg har været alt for hård mod mig selv. Jeg vil næsten vælge at bruge ordet afhængighed. Og med det mener jeg, at jeg til tider føler en afhængighed ift.:
Studie/skole (især eksamener)
Arbejde (flere jobs eller rigtig meget arbejde over en periode)
Sex
Økonomiske mål jeg sætter mig for at opnå
Jeg har været meget frustreret over, hvorfor jeg reagerer som jeg gør, og hvor denne higen/søgen efter at præstere kommer fra. Her har jeg ofte tænkt på, om det kan være en reaktion på min opvækst. Jeg søger svar, for hvis jeg ville kunne finde ud af, hvad dette bunder i, så ville jeg være lykkelig, og det ville giver mig forståelse for meget.
Jeg takker fra hjertet for jeres store arbejde og for jeres tid.
Svar:
Kære dig,
Tak for dit brev og for at dele så åbent om din opvækst. Det er ikke nemt at tale om de svære ting, man har været igennem, så det er virkelig stærkt af dig, at du gør det nu. Det har jeg så stor respekt for.
Det, du beskriver om din far og hans alkoholmisbrug, lyder rigtig svært. Når man vokser op i en familie med en forælder, der drikker, kan alting blive meget uforudsigeligt. Det kan føles som om, man altid skal være på vagt og hele tiden forsøge at læse situationen, netop som du kalder det, gå rundt med “antennerne” ude. Og som du også selv nævner, kan det nemt blive den nye “normal”, fordi det er det, man er vant til, selvom det er en stor belastning og kræver enorme mængder energi. Jeg ved fra andre unge som er opvokset i hjem med misbrug, at dét at have en fornemmelse af at skulle være på vagt, er et tema der går igen i deres voksne liv. Jeg tænker derfor, at det kun er naturligt, at du i dag kan se, at du er blevet påvirket af din opvækst med din far.
For mig giver det så meget mening, at du nu ser nogle mønstre hos dig selv, hvor du føler et stort pres for at præstere. Når din far kun kunne forholde sig til præstationer, penge og resultater, er det naturligt, at du måske har taget det med dig videre. Måske har du lært, at din værdi ligger i det, du opnår, fordi det var sådan, du kunne få opmærksomhed eller anerkendelse derhjemme. Jeg tænker, at det kan være en måde at søge kontrol på, når der ellers har været så meget kaos omkring dig.
Jeg lægger mærke til din refleksion om, at præstationspresset kan minde om en form for afhængighed. Mange oplever, at de udvikler copingmekanismer for at håndtere det, de har været igennem, og det kan være, at præstation er blevet din måde at håndtere svære følelser på – ligesom alkohol måske var din fars. Det betyder ikke, at det er forkert at være ambitiøs eller have mål, men det er værd at lægge mærke til, hvornår det går over gevind, og hvornår det måske mere handler om at bevise noget for dig selv eller andre.
At du allerede stiller de her spørgsmål til dig selv, er et rigtig godt skridt på vejen. Jo mere du kan forstå dine mønstre, jo bedre kan du også begynde at løsne grebet om dem. Det kan være rigtig hjælpsomt at tale med en professionel om det, selvom det selvfølgelig også er meget sårbart. Du fortjener at opleve at blive støttet i processen – det er så tungt at bære på selv.
Jeg får lyst til at fortælle dig, at TUBA tilbyder gratis rådgivning, gruppeterapi og individuel terapi til unge mellem 14 og 35 år, som er vokset op i et hjem med misbrug. Det er altså en mulighed for at kunne tale med en terapeut eller andre mennesker i samme situation. I tilfælde af at du er har lyst til at læse mere, sætter jeg et link her. Derudover er du også altid velkommen til at benytte dig af vores onlinerådgivning. Du kan chatte med en af vores uddannede rådgivere. Chatten er åben mandag til torsdag kl. 18-21. Linket sætter jeg her.
De bedste hilsner,
Emmelie, TUBA.