Hej,
Håber jeg er kommet til det rigtige sted. Vil lige starte med at skrive at jeg bestemt ikke har selvmordstanker eller lignende.
Jeg er en “pige” på 33 år, lykkelig gift på 4.år og vi har sammen 2 dejlige piger på 2 og 5år. Til daglig arbejder jeg på et kontor.
Mit problem er mine forældre. De har fra jeg var ca.9år drukket tæt og budt mig diverse svigt. Jeg ved ikke om jeg burde have været fjernet, men noget / nogle i omgangskredsen eller familien burde have reageret. Jeg er enebarn, så jeg stod altid alene tilbage med alle problemerne og spørgsmålene. De drak tæt i mange år, i starten følte jeg skyld og frustration over det de gjorde. Kunne ikke forstå at man skulle takle problemerne på den måde. Jeg kan fortælle så mange historier om gentagne juleaftener hvor de begge var så fulde de ikke kunne pakke gaver op, eller hvor min mor har været for fuld til at lave aftensmad. Jeg flyttede hjemmefra da jeg var 18år, der kunne jeg bare ikke mere. Min far var kommet på antabus og det var nu mit “job”/pligt at sørge for at han skulle have det 2 gange hver uge. Så jeg stod tidligt op og gav min far det inden jeg tog af sted til gymnasiet. (han var blevet fyret og mor ville ikke hjælpe ham)
Desværre fik jeg ingen støtte hos min daværende kæreste. Han havde selv problemer som han kæmpede med og jeg stod alene tilbage med alle de problemer – selv om jeg var flyttet skulle jeg stadig lægge ører til mine forældres problemer. Og efter 7 års mareridt-forhold var det lykkedes mig at få så meget selvtillid at jeg sagde stop og fandt min egen lejlighed. !! Det var så skønt og befriende og efter et par måneder mødte jeg min mand. 🙂
Men mine forældres druk og svigt forfølger mig. Min mor sank i et stort “hul” for ca 2 års siden, hvor hun var fuld på hendes job og kørte fuld rundt i bilen. Jeg takker de højere magter for at hun ikke slog nogen ihjel og kun lavede små skrammer på bilen i indkørslen. Hun blev fyret og det var dråben for hende. Hendes identitet = hendes job.
Så hun lavede flere forsvindings-forsøg hvor hun tog bilen og stak af fra min far og drak i bilen. Hun kom så langt ud at hun tog antabus og drak samtidig –> resultat: hun var tæt på at dø.
Men det var åbenbart ikke nok for hende, så en aften ringede min far til mig og fortalte mig at hun havde slugt en masser piller og ikke ville have hjælp af nogen. Jeg stod så der og kunne høre min egen mor i baggrunden græde og brække sig og min far i røret beklage sig over hvad han skulle gøre. Han havde endda været så dum at begynde at diskutere med vagtlægen i telefonen….. Så nu var det hele mit ansvar og jeg er jo så “dum” så jeg ringer straks til vagtlægen for jeg kan da ikke forstå at de ikke kan hjælpe hende. Her fik jeg så at vide at de måtte ikke hjælpe, når min mor selv havde sagt nej til hjælp. Så vi måtte groft sagt bare se/høre på, at hun måske ville dø. Det er i dag ca 2 år siden og hun har efterfølgende fået diverse hjælp i form af psykolog, meget medicin og har været indlagt på psykiatrisk afdeling.
Men vi har aldrig fået snakket ud om alle de ting der er sket. Hver gang jeg prøver bliver jeg mødt af en mur af fornægtelse og “det skal nok gå det hele hvis vi ikke snakker om det”
Så nu har jeg sagt stop. Jeg har skrevet en lang mail til mine forældre for jeg give udtryk for mine oplevelser og følelser. Det skal siges, at de “påstår” de holder af mig og mine børn og mand, men alligevel kan der sagtens gå 2 måneder hvor vi ikke ses og måske kun snakker sammen 1-2 gange. Og kontakten er som regel kun hvis jeg ringer til dem.
Så derfor har jeg sagt fra. Men jeg er i tvivl og usikker på hvordan jeg får bearbejdet alle de ting og ligesom kommer videre. Jeg er nu klar over at mit forhold til dem aldrig bliver anderledes og at vi aldrig får et normalt forhold.
Det skal siges, at det selvfølgelig påvirker mig på den måde, at når jeg tænker på dem eller de ringer eller skriver bliver jeg sur, gal, anspændt og rasende på alt og alle omkring mig. Jeg ved at jeg har en mand der støtter mig og elsker mig mere end livet, men også han har en grænse. Og jeg har snakket meget med ham om alt det her.
Så jeg SKAL videre herfra, ved bare ikke helt hvordan. For mig er det som om jeg har boet hos nogle mennesker som ikke er mine forældre, bare bekendte.
Sikke en lang mail. Tak fordi du/I læste med så langt.
Håber at høre fra jer.
Svar:
Tak for din mail
Der er tydeligt fra det du skriver, at du har gjort rigtige mange, rigtige gode ting i en meget svær situation. Du burde være ekstremt stolt over dig selv.
Det kan være, at du ikke kan se hvor dygtig du selv har været, derfor vil det sandsynligvis være godt at komme i en gruppe med andre voksne med drikkende forældre, så du kan sammenligne hvad du ha gjort med, hvad andre har gjort i tilsvarende situationer.
Det er dejligt at læse, at du har sagt fra og sat en grænse mellem dig og dine forældre. Deres problemer skal ikke sætte dagordenen for dit liv. Dagsordenen for dit liv finder du selv sammen med din mand og dine børn. Det er dejligt og bevægende at læse, at du har fået så godt et liv og at du er i stand til at lade dig elske.
Men du skriver nu fordi du ”er i tvivl og usikker på hvordan du får bearbejdet alle de ting og kommer videre” Og du skriver endvidere ”, at det selvfølgelig påvirker dig på den måde, at når du tænker på dem eller de ringer eller skriver bliver du sur, gal, anspændt og rasende på alt og alle omkring dig.”
Jeg vil derfor prøve at give dig lidt respons på det du spørger til.
Først tænker jeg, at det er nyt, at du har sat en grænse for dine forældre. Det er selvfølgeligt sårbart at gøre dette og de mange følelser, du går rundt med har sandsynligvis medvirket til at du fik sat en grænse. Din vrede har hjulpet dig med at sætte grænsen. Jeg er nysgerrig over, hvordan du har det om et halvt år og om et år for eksempel. Det kan sagtens være, at du er faldet meget mere til ro. Altså, følelserne fylder meget lige nu – fordi du lige har sat en grænse. Det kan være at følelserne fylder meget mindre, når der er gået noget tid og du og dine forældre har vænnet til at der er en grænse mellem jer og at du kan sætte den.
For det andet, skal du vide, at nogle unge oplever, at der dukker en masse følelser og minder op til overfladen efter de har sat en grænse. Men dette sker ikke for alle. Om dette sker for dig er noget, tiden vil vise. Hvis du oplever, at der dukker en masse følelser og tanker op fra fortiden, der forstyrrer din hverdag, så kan det være godt at søge hjælp fra en psykolog eller terapeut, hvor du kan få hjælp til at bearbejde de oplevelser, du har haft, så de fylder mindre. Når man bearbejder oplevelser fra fortiden, så deler man oplevelserne, undersøger dem, og får en ny forståelse af oplevelserne, så de fylder mindre i ens bevidsthed.
For det tredje, så skriver du som overskrift på dit brev –”acceptere barndommen – hvordan”
Det er ikke sikkert, at du skal acceptere din barndom. Den har sandsynligvis indeholdt en del uacceptable ting. Men du skal lære at leve med, at den var som den var. En vigtig del af at gøre dette indebærer at du sørger for, at du får et dejligt liv som voksen. Ved at give dig selv et godt voksenliv og sætte en grænse overfor dine forældre, så vil barndommen ofte træde mere og mere i baggrunden med tiden.
For det fjerde, det at gå til psykolog/terapeut eller i en gruppe kan også hjælpe dig på den måde, at du derved har et forum, hvor du deler oplevelserne omkring dine forældre. Ved at du har et sådant forum, så kan det være, at oplevelserne og følelserne omkring dine forældre fylder lidt mindre mellem dig og din mand og i din familie i din hverdag, for du har et andet primære sted, hvor du deler disse oplevelser.
Det femte respons, som jeg får lyst til at give dig, er at der er noget kronisk trist ved at havde drikkende forældre, som ikke kan bearbejdes.
· Der er noget man kan bearbejde (følelserne og oplevelserne fra fortiden).
· Der er en del ting, der løbende skal håndteres. Dette kalder jeg ofte ”damage control”. Hvor man løbende prøver at mindske de skader som drikkende forældre aktuelt påfører en.
· Så er der også ofte et kronisk element, som bliver ved med at dukke op, selv når man (som du) har erkendt at dit ”forhold til dem (forældrene)aldrig bliver anderledes” og når man har bearbejdet oplevelserne fra fortiden. Man bliver altså bare ked af det, at ens forældre er som de er fra tid til anden. Denne sorg klarer man bedst ved at lade sig selv være ked af det fra tid til anden, når sorgen dukker op. Man lader den være der, når den kommer. Når man så har været lidt ked af det, så går man bare igen i gang med at leve ens eget liv, og nyder de glæder man har i ens liv. Det er vigtigt, at din mand, også er med på at denne sorg findes og at han giver plads til den.
Jeg håber mit svar hjælper dig lidt videre.
Mange hilsner fra Thomas, TUBA.