Dette er igen ikke så meget et spørgsmål, som det er en tankestrøm. Jeg har så meget at fortælle, men vil koncentrere mig om en ting. Min vrede.
Jeg er 27 år. Jeg mistede i marts måned min lillebror på 21, han kørte galt. Jeg kunne skrive flere sider om alt det der skete i forbindelse med det, men springer videre til det der fylder mest hos mig nu.
Min lillebror, lillesøster og mig er vokset op hos vores mor, i hvad man kan kalde fattigdom, og ikke mindst druk. Hun var vel hvad man kalder kvartalsdranker, husker i hvert faldt meget tidlig, hvordan den 1. i måneden betød at hun kom sent hjem, med et hav af fyldte indkøbsposer og en kæmpe-brandert. Storesøster M klarer skærene. Senere, når vi blev teenagere var det vel mere fuldtids-druk. Og altid med et usundt forhold ved siden af, i to tilfælde voldeligt. Vores far bor i Norge, og vi har set ham, vel et par gange om året, så han må siges at have været fraværende.
I tiden efter min lillebrors død, har familien fundet sammen, fra nord til syd, på en meget stærk måde. Samtidig er jeg begyndt til psykolog, og det er i de samtaler, jeg har “fundet” denne vrede, som er så uvant for mig. Hun fik sat ord på mine oplevelser, ord som, “børn af misbruger” “svigt” “tab” “sorg”, ord jeg har fornægtet, for VI var jo helt specielle og ikke som alle de andre. Men vi er jo ligesom alle andre misbrugsfamilier.
Jeg er så vred på mine forældre, især på min mor som står mig så nær, så nær. Vred, fordi jeg endelig har fået ord på det svigt de har udsat os for. Vred fordi min brors liv, som blev så kort, var så svært. Han var fyldt af så meget smerte, så meget selvhad og dårlig samvittighed. Alle de følelser som vore forældre burde have -ikke ham! Når han havde det godt, var han verdens varmeste, kærligste og mest loyale menneske. Så smuk og glad -han havde det mest charmerende smil! Det var glimt af den person han kunne være blevet, når han blev rigtig voksen, fik styr på sit liv og sin vrede. Med tiden kunne han have fået et godt liv. Men nu er han død.
Jeg vil ikke sige at det er deres skyld, for det var hans fod på speederen den dag. Hans valg, hans fejltagelse. Men jeg er så ked af det. Også på vore forældres vegne, fordi de svigtede. Jeg kan ikke konfrontere dem nu, hvor de er sønderknuste. Men jeg går alligevel og laver disse scenarier i mit hovede, hvor de endnu engang vil drikke til hans ære, fordi han var så glad for fest og øl -og jeg siger til dem at det er en spot mod ham, når deres druk var skyld i så megen smerte og hans til tider overdrevne forbrug af alkohol og hash, var deres, hendes, fortjeneste! Og jeg konfronterer dem med al min vrede, al min sorg, banker det ind i dem, at de SVIGTEDE. Men hvad så? Hvordan ville det blive bagefter? De ville være knuste, eller vrede. Jeg ville være knust. Jeg ser kun splittelse… Så der må være en bedre måde. Men noget må der ske, for følelsen vil ikke forsvinde.
Nu ruller lavinen… sådan føles det. Men jeg har min kæreste og vores lille søn på et år, og jeg vil have et godt liv! Vores søn skal ikke have en uligevægtig mor. Min kæreste skal have en kvinde der igen kan vise ham ømhed.
Forvirrede tanker, fra M
Svar:
Kære M,
Tak for din mail. Du skriver fint og klart og ikke særlig forvirret.
Det er uendelig trist og virker uendelig meningsløst, når alkohol og stoffer er med til at tage en vi holder af fra os. Der er så meget, der kunne have været. Når jeg læser det, du skriver, føler jeg med dig.
Din vrede og lyst til at konfrontere dine forældre er så forståelig. Det er klart, at du fantaserer over hvad du har lyst til at sige til dem.
Dit dilemma om at konfrontere dine forældre versus ikke at konfrontere dem er lige så forståeligt.
Det er bare for meget.
Prøv eventuelt at drøfte igennem med din psykolog eller et andet menneske fordele og ulemperne med at konfrontere din mor og din far. Dette vil indebære; at du undersøger forskellige ideer til hvad du kunne sige til dem hver især; at du undersøger hvilken slags respons du tror, du vil få på de forskellige ideer fra dem hver især; og at du overvejer eller ”mærker efter” hvordan du vil havde det med deres respons. Tænk også over i hvilken sammenhæng du gerne vil konfrontere dem, på tomandshånd, per brev, når bestemte andre er til stede, om morgenen, inden mor er begyndt at drikke. Hvornår kan man bedst forvente at blive hørt? På denne måde kan du måske finde frem til, hvad der vil være bedst for dig at gøre.
Jeg kender ikke dine forældre, så jeg ved ikke hvad de er i stand til at høre og hvad vil være bedst. I længden, er det ensomt at bruge kræfter på at trænge igennem til et menneske, der ikke vil, eller ikke kan, høre hvad man har på hjertet. Ofte er man dog nød til at gøre en del forsøg på at trænge igennem inden man kan opgive med god samvittighed.
Det er dejligt at høre at du har din egen familie nu.
Tak fordi du delte dette med os.
Hilsen
Thomas, TUBA