Hej
Jeg er så træt, træt af at lave den samme fejl igen og igen, jeg orker snart ikke mere.. ville ønske jeg kunne slå hjerne og følelser fra, og bare følge med strømmen og lade som om alt er perfekt.
Jeg har for to år siden gået i terapi i Odense i godt og vel 6mdr næsten hver uge, og jeg var stærk og selvsikker da jeg forlod TUBA. Jeg var som et nyt menneske, der turde tro på fremtiden. Og nu… nu er jeg vågnet op og opdaget, at jeg har gjort samme dårlige valg endnu engang. Jeg skulle have hjælp til at forlade min eks, faderen til mit barn. Jeg turde ikke. Begge mine forældre er alkoholikere og var på det tidspunkt på vej ud af det, var bange for at jeg skulle blive skyld i deres tilbagefald, ved at skuffe dem. Min far røg i, min mor klarede den, indtil for nylig, nu drikker de begge igen. (De bor hver for sig)
Min far kører jeg ca. med to måneders mellemrum på psyk. skadestue for at komme af med symptomer, og min mor er bare skuffet over mig og det liv jeg har valgt, så kontakten er hæslig og ubehagelig.
Men nu står jeg som sagt i samme sted som sidst, bare med en ny kæreste. Alt tegnede så lyst. Han har en skøn familie som elsker min datter, og har taget os ind, som dem vi er. Min datter har fået så mange gode oplevelser hos dem, hun har oplevet en kernefamilie. Men jeg er vågnet op fra ‘drømmen’ og opdaget at jeg ikke elsker kæresten og nok aldrig har gjort det. Det var bare trygt og godt, og de var alle fantastiske for min datter. Han elsker mig og vil gøre alt for mig, men jeg ønsker at stoppe.
Jeg kan ikke finde ud af, om jeg er på rette vej ved at stoppe, eller om jeg skal give det en chance igen, kan slet ikke klare tanken om, at min datter skal væk fra den skønne familie, og igen skal sige farvel til en ‘faderfigur’. Hun er tre et halvt år gammel og umiddelbart super stærk og vi snakker godt om alt sammen, men et så lille væsen.. jeg aner ikke hvor meget hun vil kunne forstå det og huske senere hen? Hun skal ikke vokse op som jeg selv, og se sin mor med 117 forskellige kærester, hun skal vokse op og se at to mennesker kan elske hinanden og være hinanden tro. Men hvorfor kan jeg så ikke give hende det? Jeg gør jo nøjagtig som min mor gjorde.. jeg er ikke et hak bedre.
Jeg overvejede at kontakte jer igen ang. en samtale, men kan se i har en kæmpe venteliste, og der er helt sikkert mange der har det værre end jeg, men jeg er rådvild. Har tabt 4kg på 14dage, kaster næsten al mad op, får nærmest kun væske indenbords og er konstant på grådens rand.
Jeg tør ikke gå fra ham, min mor vil bebrejde mig og resten af familien vil bare ryste på hovedet og sige, du er egoistisk, tænk på dit barn.
Jeg kan jo også bare flyde med strømmen og hverdagen, måske jeg bliver lykkelig om nogen år, når jeg ser min datter vokse op i de trykke rammer i den sunde familie?
Hvordan bryder jeg den onde cirkel?
Svar:
Tak for din mail. Det er rigtig godt, at du skrev til brevkassen. Du har tydeligvis brug for at få noget respons. Jeg håber jeg kan hjælpe lidt.
Først vil jeg anbefale, at du kontakter TUBA Odense igen. Du har været der i et forholdsvis kort men intens forløb i forbindelse med det at forlade din eks. og fik god hjælp til dette dengang. Jeg fornemmer fra dit brev, at du oplever det som en fallit, at du nu står i en tilsvarende situation. Det er dog ingen fallit. Du forventede, at når du havde fået det bedre, så skulle alt bare blive ved med at være godt, og når det ikke er sådan, så bebrejder du dig selv. Men sådan forholder tingene sig ikke. Det du lærte, da du gik i TUBA er ikke væk, selv om det måske opleves sådan. Det kan hurtigt genopleves.
Det er svært at komme videre efter en opvækst med en eller to alkoholiserede forældre. Man får typisk en indgroet vane med at glemme sig selv. Man har for vane at holde op med at fokusere på, hvad der gør én godt. Det er sandsynligvis det, der sker med dig nu, hvor du ikke ved hvordan du skal forholde dig til din kæreste.
Denne gamle vane beskyttede dig igennem din barndom. Når livet var svært og gjorde ondt, så holdt du op med at fokusere på dig selv. Så gjorde livet mindre ondt. Vanen med at glemme dig selv hjalp dig igennem din opvækst. Da du var barn, havde du ikke megen indflydelse på dit liv og derfor var vanen med ikke at fokusere på dig selv god for dig dengang.
Problemet er nu, at den gamle vane virker stadig. Men nu er vanen ikke længere lige så god for dig. For nu har du mere indflydelse på dit liv. Som voksen kan du i højere grad lave om på situationer, hvis de ikke passer dig. Du kan flytte dig fra situationer, du ikke bryder dig om. Nu har du brug for at kunne fokusere på dig selv, også når livet er svært.
Der er sandsynligvis sket det for dig, at du nærmest helt automatisk er holdt op med at fokuser på dig selv i dit nye forhold. Det siger sandsynligvis ikke noget om kvaliteten af det forhold du er i. Bare det at indgå i et parforhold kan være en meget skræmmende oplevelse, når den primære erfaring man har med parforhold er fra en opvækst med alkoholiske forældre.
Du er ikke skyld i at ting er, som de er nu. Din gamle vane med ikke at fokusere på dig selv er sandsynligvis bare gået i gang. Det er selvfølgelig en meget ubehagelig oplevelse. Fra dit brev virker det til at, du nu er klar til at flytte fokus tilbage til dig selv.
Hvad angår situationen med din kæreste, så vil jeg anbefale, at du (hvis du kan) venter med tage stilling til forholdet til ham. Lige nu har du mistet forbindelsen til dig selv. Du er forvirret for tiden og ved ikke hvad du vil. Giv dig selv lov til være forvirret. På nuværende tidspunkt kan du ikke tage stilling til dit forhold til din kæreste. Det kræver, at du først får forbindelse med dig selv igen. Begynd ligeså stille at fokusere på dig selv igen i hverdagen. Sørg for, at du får nogle gode dage. Lad være med at diskutere parforhold med din kæreste og eller prøve at finde ud af dit forhold til din kæreste i en periode. Giv dig selv noget plads. Parforhold går op og ned ligesom livet. Flyt fokus fra din kæreste over på dig selv. Hvis din kæreste har brug for at gå fra dig, må han om det. Glem ham lidt, selv om I er kærester. Det kan være det hjælper. Nogle gange gør det. Gå ikke fra ham før du klart kan fornemme, at det er det, du skal. Hvis du er i tvivl, vent. Hvis det på sigt viser sig, at det er rigtigst for dig at gå fra din kæreste, så må du gøre det.
Vanen med at glemme dig selv vil nok forfølge dig i en eller andet grad resten af dit liv, så du bliver nød til at lære den grundigt at kende. En sådan vane er snedig. Du kan ikke kæmpe imod den med din vilje. Du kan ikke overvinde den ved at tage dig sammen fra tid til anden. Vanen er meget stærkere end viljen. For at ændre din situation kræver det, at du indøver en ny vane, hvor du lærer at fokusere på dig selv hver eneste dag. Hvordan gør man så det? Her er et bud.
Du afsætter en tid hverdag, hvor du fokuser på hvordan livet går. Du snakker sådan set med dig selv. Du spørger dig selv spørgsmål som: Hvad gjorde mig godt i dag? Hvad gjorde mig ikke godt? Hvad gjorde mig glad eller livfuldt? Hvad gjorde mig trist, bange, vred eller ikke livfuldt? Hvordan kan jeg få en god dag i morgen? Hvordan kan jeg nyde det gode i livet for mig mest muligt? Hvordan kan jeg passe bedst på mig, når livet er svært? Hver dag fokuserer du på dig selv med spørgsmål som disse og du lytter meget efter de svar, du får fra dig selv. Det er det terapeuter kalder at ”mærke efter”. Det er noget terapeuterne i TUBA kan hjælpe dig med.
Sådan udvikler du en ny vane, der hjælper. Som sagt, dette er ikke et problem du kan løse ved bare at tage dig sammen en gang imellem og tage nogle bestemte valg. Det er noget du skal gøre hver dag over mange år, ind til det at fokusere på dig selv bliver en ny vane. I starten vil det måske virke mærkeligt.
Selv når du har vænnet dit til at fokusere på, hvordan du har det i din dagligdag, så vil den gamle vane med ikke at fokusere på dig selv, sandsynligvis stadig dukke op, når livet er svært. Den ligger på rygmarven. Når det sker, prøv ikke at bebrejde dig selv (og tilgiv dig selv hvis du bebrejder dig selv), og så begynd at fokusere på dig selv igen. Det er vejen frem.
Til slut vil jeg nævne det, du skriver om dig og din mor. Selv om du sikkert har ting tilfælles med din mor, så er der sikkert også forskelle mellem jer. Du frygter, at din mor vil bebrejde dig for at være egoistisk, hvis du forlader din kæreste. Hvis det viser sig, at det er rigtigst for dig at forlade din kæreste, så fortjener du kun ros, når du gør det. Det vigtigste er ikke om du forlader eller ikke forlader din kæreste. Det vigtigst er, at du har dig selv rigtig med i den beslutning du evt. træffer. Det forstår din mor ikke.
Jeg håber mit svar hjælper dig på din vej.
Mange hilsner fra Thomas, TUBA.