hej
Jeg går for øjeblikket i et forløb hos jer. Her har jeg været så heldig at få en rigtig god terapeut. jeg føler mig tryg ved hende og meget imødekommet. Forløbet udvikler sig fint siger hun og jeg føler det samme. Nu er det kommet dertil hvor jeg så er begyndt at savne hende/vores samtaler når jeg ikke lige sidder i stolen overfor hende. Jeg tænker om det er helt normalt? og hvorledes skelner jeg imellem det at være i et behandlingsforløb og så føle at hun erstatter den mor som drak og ikke ydede den form for omsorg som jeg havde brug for i min barndom? Ligeledes er jeg lidt i tvivl om det normale i at bruge hende som mental stødpude ift at håndtere svære situationer som jeg arbejder med imellem vores samtaler. Her bruger jeg hende som et billede i mit hovede når tingene er svære og det virker optimalt og bryder gamle rutiner og mønstre. Er det vanlig adfærd?
Venligst
M
Svar:
Kære M
Tak for dit spørgsmål. Jeg synes, det er sådan et fint aspekt af det at gå i terapi, som du trækker frem og jeg kan berolige dig.
Det, du beskriver, er meget almindeligt fænomen ved at gå i psykoterapi og et udtryk for, at der er et godt match mellem dig og din terapeut, og at terapien virker.
Lad mig forklare: Uden at kende din historie, er det et fællestræk hos mange af dem, der bruger TUBA, at de har oplevet svigt fra de personer, der skulle tage sig af dem. Det bliver man præget af på mange svære måder, som du måske har oplevet det. Og man kan have en tendens til at have svært ved at stole på mennesker og tro på det gode i dem. Et andet aspekt af at være blevet svigtet er, at man også kan komme til at tale hårdt og fordømmende til sig selv og dermed måske gentager de hårde måder man er blevet behandlet på, overfor sig selv.
I terapien møder man forhåbentlig en terapeut, der forholder sig rummende, støttende og forstående til de ting, der er sket. I det møde kan man lære selv at begynde at forholde sig rummende, støttende og forstående til sig selv og sin egen historie. Man kan låne af terapeuten og begynde at behandle sig selv på bedre måder, nemlig, som man bliver behandlet af sin terapeut.
Med andre ord bliver jeg glad, når jeg læser dit brev, fordi jeg kan se, at du har gavn af dit forløb og virkelig arbejder på gode måder med det, du oplever i terapien. Det er godt, at du kan ‘låne’ din terapeut lidt, når du står i svære situationer. Det er god adfærd. Du er igang med at ændre dine mønstre, som du beskriver. Det gør mig så godt at læse.
Men der er også en anden side af det, nemlig at man kan blive afhængig af sin terapeut. Det bliver jeg nu ikke bekymret for, når jeg læser dit brev, men jeg vil gerne sige noget til det alligevel. Man kan knytte sig meget til en terapeut – og som jeg beskriver ovenfor, er det gunstigt for processen: Men man kan også blive afhængig i den forstand, at man kan få billedet af, at det kun er dette ene menneske i hele verden, der kan hjælpe. Det er selvfølgelig en illusion. Terapeuter er ikke perfekte – det er der ingen mennesker, der er. Nogle gange opstår disse stærke følelser også fordi man har været meget udsultet følelsesmæssigt og trænger sådan til at få den varme, opmærksomhed og forståelse, man har manglet. Det er der ikke noget at sige til.
Det kan være godt at holde sig for øje, at en terapeut er repræsentant for en del af menneskeheden, der har varme, støttende og forstående færdigheder. At der findes mange andre mennesker, der har det. At det er godt at de findes og at de findes i alle mulige sammenhænge, måske også i din vennekreds eller andre steder. Med andre ord kan det at møde en god terapeut åbne op for, at man tør tro på det gode i mennesker – ikke i alle mennesker, men at det findes og at man har lov at række ud efter det. Jeg håber det giver mening.
Hvis du skulle blive bekymret for, at din tilknytning til din terapeut bliver ‘for meget’, synes jeg, du skal tage det op med hende. Så kan I sammen holde øje med, at terapien bliver ved med at være god for dig og medvirke til, at du får det bedre.
Alle gode ønsker for dit fortsatte forløb i TUBA
Christina D, TUBA