At være pårørende til et familiemedlem i en institution:
Tænkte, at i måske ville være interesseret i også at høre en stemme fra en pårørende der har et familiemedlem på et bosted for fysisk og psykisk udviklingshæmmede. jeg kunne være bekymret for, at flere af disse emner bare dukker op og wt man som samfund bare ser igennem fingre med det, og man som institution måske ikke er proffesionel nok til at arbejde med folk med disse problemer.
Der er ikke nogen tvivl om, at børn der opvokser i en familie med forældre som er udviklingshæmmet, har haft en meget anderledes barndom end andre ligesindede børn. at ens mor eller far er udviklingshæmmet har ikke nogen betydning med at barnet har samme udfordringer; blot udfordringer for hvordan det som barn er at være opvokset med at skulle agere som den voksne alt for tidligt. specielt i et miljø med alkoholproblemer
For at uddybe:
Jeg har en mor der er udviklingshæmmet som flyttede ind på det her bostedet for ca. 4 år siden. et valg jeg dengang syndes lød som en rigtig god ide da der var “proffesionelt” personale onkring hende til at hjælpe hende med hendes udfordringer. – en god mavefornemmelse, og en lethed over at jeg nu ikke skulle være den voksne og tage vare på sin egen mor og tage vare på hendes meget store alkohol problem.
dette var vidst bare drømme scenariet:
som pårørende mangler man støtten og opbakningen når man ser at udviklingen af de pårørende går den forkerte vej. hvor personalet gentagende gange bliver gjort opmærksom på at mængen af alkoholen den forværres. bliver man mødt med ” vi har tavshedspligt, vi kan ikke udtale os” – du sidder som pårørende tilbage med en følelse af at ens mors “liv” er lagt i deres hænder og der ikke er spørgsmål om, om det går galt men hvornår det gør. da de jo er ansat til at hjælpe de svage i systemet til at mestre eget liv. – så vidt muligt kan jeg være ligeglad da hun gentagende gange har aflyst sine aftaler både med familien og jeg! og efter alle skuffelser og aflysninger står tilbage uden en “mor” .
dette er blevet påpegede overfor ledelsen.
hvor svaret igen har været “jeg har tavhedspligt så jeg kan ikke udtale mig” – vi kan ikke påtvinge din mor til noget hun ikke har lyst til – NEJ, men nu sidder de som leder af det her bosted og som pårørende går man meget stærkt udfra at man har valgt at arbejde med netop sådan nogen mennesker fordi at man ved at man kan gøre noget for det enkelte individ.
istedet for at se på og se det hele blive værre.
at man ser en borger udvikle sig så gralt at det går ud over at mestre eget liv og til tider er til fare for sig selv – færdes ved togbanerme i meget beruset tilstand og fare for at ryge ud på skinnerne når balancen er så påvirket blå mærker på kroppen (konkludere det bare er fordi de er klodset nåe de er beruset og mistænker ikke kæresten kan have skylden – selvom han er en djævel ved hende), rådgivning af familie relation, forsøger at støtte og bibeholde relationen til familien – ser bare på at relationen mindskes og personalet træder ikke i karakter, rådgiver ikke når de er påvirket når der dagligt indtages tabletter at psykofarmaka.
som støtte kontakt person har man nogen hjemmedage – jeg ved at man her har brugt den ene på at tage med til lægen for at blive rådgivet om antabus behandling. herfra er der ikke sket mere. der observeres bare alkoholen bliver en større del af hverdagen.
der påståes der været en konsulent ude som arbejder med folk der har alkohol problemer. som har fortalt at det ikke nytter at være hård og kontant når pårørende er beruset, nærmest pleasende, gået i dialog “jeg kan rigtig godt lide at snakke med dig men når du er fuld har jeg ikke lyst til du ringer til mig” – igen lettere indbydelse til det er okay at drikke men når man skal snakke med folk i telefonen er det ikke.men at vente på de selv kommer og ber om at komme i behandling – det kommer aldrig til at ske, og slet ikke når man er udfordret kognitivt oveni de ser bare på det hele bliver meget værre. – spørg du andre misbrugsbehandler tror jeg de kommer med helt andre råd! – det nok dem selv der har digtet dem
Som jeg håber det fremgår lidt af teksten er det – i visse tilfælde, om ikke andet – ikke et spørgsmål om pædagogerne der svigter beboerne, som heller ikke er deres arbejde værdigt nok. men også gør det vanskeligt for pårørende at have en mor, far eller andet familiemedlem boende på et bosted. men også ledelsen, der svigter deres ansvar ved ikke at leve op til det og lede i empatiens navn
Der mangler vitterligt et organ, som pårørende kan føle sig trygge ved at komme til.
jeg står lidt tilbage om at skal jeg lukke min mor helt ude af mit liv eller skal jeg som personalet siger være pleasende når hun drikker?
hvilket råd vil i kunne give, for at hverdagen vil blive nemmere – hvilke redskaber kan man anvende
Svar:
Kære du
Jeg kan virkelig mærke dine frustrationer når jeg læser dit brev. Du beskriver, at du har en følelse af at din mors liv er lagt i hendes bosteds hænder. Du beskriver, at du ikke synes de gør nok for at hjælpe hende med hendes alkoholproblem, og at de er svære at kommunikere med. Jeg kan virkelig godt forstå, at det kan give anledning til en masse frustrationer og tanker om, hvad du kan gøre. Jeg kan ikke helt finde ud af, om du mest beder om hjælp i forhold til bostedets håndtering af din mors alkoholproblem, eller om råd i forhold til hvordan du selv kan forholde dig til din mor og hendes alkoholproblem. I TUBA rådgiver vi omkring de svære følelser, tanker og oplevelser der kan være forbundet med at have en forælder med et alkoholmisbrug. Selvom jeg godt kan forstå dine frustrationer, er det desværre ikke muligt for mig at rådgive dig om hvad du kan gøre i forhold til bostedet. I TUBA har vi nemlig ikke noget med bosteder at gøre. Jeg vil til gengæld rigtig gerne dele mine tanker omkring dit spørgsmål om hvorvidt du skal lukke din mor helt ude af dit liv eller om du skal være ”pleasende” når hun drikker, som du beskriver at konsulenten på bostedet var det. Jeg vil dele mine tanker om det spørgsmål med dig.
Når jeg læser dit brev, får jeg en fornemmelse af, at du har gjort rigtig meget for at forsøge at hjælpe din mor af med hendes alkoholproblem. Du beskriver også, at du har gjort en masse for at tale med bostedet og få dem til at gøre mere for at hjælpe din mor af med hendes alkoholproblem, end du oplever at de har gjort. Du skriver, om du skal lukke din mor ude af dit liv, og spørger om du skal tale til hende som konsulenten på bostedet foreslog det. Jeg kan ikke helt tyde ud af dit brev, hvad du håber på at få ud af at tale til din mor som konsulenten foreslog det. Jeg bliver nysgerrig på, om du har en forhåbning om at det du gør vil kunne få din mor til at stoppe med at drikke? Måske er det noget andet, der fylder hos dig. Men hvis du håber, at det du gør vil kunne få din mor til at stoppe med at drikke, er jeg desværre nødt til at skrive, at det er vores erfaring i TUBA, at for at en forælder skal stoppe med at drikke, skal forælderen selv ville det. Det betyder, at hvis din mor ikke ønsker at stoppe med at drikke, tror jeg desværre ikke du vil kunne få hende til det. Jeg ved ikke, om det er nyt for dig at tænke sådan. Hvis det er nyt, forestiller jeg at det måske kan lyde ret hårdt. Grunden til at jeg skriver det er, at jeg gerne vil være realistisk overfor dig. Nogle gange sker det, at en forælder stopper med at drikke, men ønsket skal først og fremmest komme fra forælderen selv. Derfor tænker jeg, at det er bedst hvis du tænker over, hvad der er bedst for dig, når du vil vælge, hvordan kontakten til din mor skal være. Hvordan er det mon for dig at jeg skriver sådan? Når jeg læser dit brev, får jeg en fornemmelse af at det der fylder allermest er hvordan du eller bostedet kan få din mor til at stoppe med at drikke, hvilket jeg virkelig godt kan forstå.
Du spørger om der er nogle redskaber man kan bruge for at hverdagen kan blive nemmere. Jeg tror, noget af det bedste du kan gøre er at mærke efter hvor dine grænser går. Jeg har formuleret nogle spørgsmål, du kan overveje i forhold til om du vil have kontakt med din mor, og hvordan kontakten skal være. Du skal selvfølgelig kun gøre det, hvis det giver mening for dig. Og hvis det giver mening for dig at fokusere på hvad der er bedst for dig. Det har du nemlig helt ret til. Først og fremmest kan du prøve at mærke efter hvordan det er for dig at have kontakt med din mor – at besøge hende, hvis du gør det, ringe sammen med hende, eller hvordan I nu kommunikerer. Er der nogle former for kontakt der er rarere for dig end andre, og hvis der er, hvilke (besøg, tale i telefon, SMS, osv.)? Hvis din mor drikker eller har drukket, når I er i kontakt, hvordan er det så for dig? Gør det dig ked af det/vred/frustreret/eller en anden ubehagelig følelse, eller er det okay for dig at være i? Hvad håber du at få ud af kontakten med din mor, og er det realistisk? Hvilken effekt vil det have på dig ikke at have kontakt til din mor – vil det være en lettelse, eller tror du det vil føre til flere bekymringer? Derudover kan du også tænke over, hvor ofte du vil kommunikere med din mor. Måske har du en oplevelse af at du kan rumme at snakke med hende 1 gang om ugen, 1 gang om måneden, eller noget helt tredje, det kan variere meget. Du kan selv bestemme hvor meget du vil kommunikere med din mor, og du har ret til at sætte grænser. Derudover har du ret til at ændre mening. Hvis du for eksempel beslutter at se din mor en gang om måneden, behøver det ikke at være endegyldigt, hvis du senere finder ud af at, at du har svært ved at overskue det. Jeg mener altså ikke, at du nødvendigvis skal please din mor, når hun drikker. Jeg synes, det allervigtigste er, at du finder en måde, du kan være i det på, og at du gør, hvad det føles mest rigtigt for dig.
Jeg håber at mit svar måske kan bidrage til at give lidt mere klarhed over, hvordan du ønsker at kontakten til din mor skal være, og hvordan du vil have kontakt med hende. Jeg forestiller mig, at det må være en voldsomt frustrerende situation du står i. Hvis der er mere, du har brug for at skrive herind om, er du mere end velkommen til at gøre det.
Kærlig hilsen
Iben