Kære Rådgiver.
Jeg har brug for lidt vejledning og gode råd.
Kort fortalt så er jeg vokset op med en far som drak sig ihjel og min mor var meget psykisk syg, de er idag begge døde. Min barndom var fuld af svigt, og der var bare så meget kaos hele tiden, syntes det var en meget traumatisk barndom og har oplevet så meget skidt og svigtet sidder i mig.
Jeg har efter mange års kamp, blevet en velfungerende mand, jeg er blevet fuld af viljestyrke, stædighed, livsvilje, tændt på livet. Jeg føler mig stærk, er god til at mærke mig selv, er god til at mærke mine følelser, syntes at jeg er en succes og forstår nogle gange ikke hvorfor jeg er blevet så hel indeni selvom, min barndom var fuld af svigt, vold,forladthed, seksuelt misbrug, dødsfald, kaos.
For 5 år siden blev jeg smask hamrende forelsket i min kæreste og fik det meget dårligt og mit indre bæger vælted, følelserne vælted ud og var nærmest syg…det var en meget svær tid, meget hård og havde mest lyst til bare at være væk, meeeeen havde en god psykolog som hjalp mig på vej og gennemgik et længerevarende terapi forløb.
For 14 dage siden blev jeg igen smask hamrende forelsket i min kæreste (vi har haft en pause, hvilket har været godt for os begge) og nu er jeg igen vælted følelsesmæssigt, hvilket gør at jeg er i konstant alarm beredskab og tror hele tiden at min kæreste er mig utro og ikke gider mig, han kunne aldrig nogensinde finde på at være utro og vil mig meget gerne, men mine følelser er meget stærke for tiden og græder rigtig meget, jeg er den som giver slip på smerten og har det godt med at græde….så giver los på følelserne. Jeg er så utrolig sårbar og kan ikke finde ro i mine tanker, vågner om natten hvor det bare banker i min mave og kan mærke ked af heden trænge sig på. I bund og grund er jeg bare så skide bange for at blive forladt, bange for at blive svigtet, bange for at blive selv´….. den sidste person som jeg var så tilknyttet og så følsom overfor var min kære mor, som døde for 6 år siden og kan mærke at sorgen trænger sig på igen og følelserne vælter ud af mig….er såååååå bange såååååå bange for at blive forladt igen, min fornuft ved udmærked godt at min kæreste er den mest trofaste man overhovedet kan forestille sig, så jeg er godt nok ramt.
Tænk at jeg kan være så velfungerende og stærk, viljestærk, følelse af at jeg er en succes, har så mange succes historier at relatere til og er så mega stolt over mig selv……… og nu…….. er jeg vælted fuldstændig følelsesmæssig og er ikke så velfungerende som jeg gerne ville. Men som min tidligere psykolog sagde, at jeg var et ganske normal mennekse med følelser og det er jeg også, men jeg er brug for en vejledning/råd fra jer af i tuba.
-måske er det en ide at kontakte psykologen igen for at jeg kan få hjælp til at håndtere mine følelser, men tænker også at jeg jo bare ganske alindelig ked af det og at følelserne bare skal have plads og have lov til at være der og at følelserne måske letter stille og roligt efter den plads de får, så måske er jeg på rette vej, ved at holde ud at være i følelserne og “hygge” mig med dem eller hvad tænker i fra Tuba af.
Håber at i kan komme med nogle gode råd så jeg igen kan finde styrken og overskuddet til hverdagen igen. Tak for at Tuba findes, tak
Rigtig mange hilsner herfra 🙂
Svar:
Kære du
Det, jeg tænker efter at have læst dit brev et par gange er: Her er en mand som er hårdt ramt af kærlighed og som er rigtig god til at mærke og sætte ord på sine følelser – men som lige nu føler sig slået lidt ud af kurs…
Det er sådan, jeg tolker det, når du skriver, at du er væltet følelsesmæssigt. Hvis jeg sad over for dig, ville jeg spørge ind til, hvad du mener med at være væltet følelsesmæssigt, hvordan det føles og hvad det betyder for dig, det bliver jeg nemlig rigtig nysgerrig på…
Som jeg forstår dig, bliver du udfordret af, at du ‘vælter følelsesmæssigt’ når du bliver meget forelsket i din kæreste. På det fornuftsmæssige plan ved du, at du kan have tillid til din kæreste, du ved det med hovedet, men du kan ikke styre dine følelser.
De følelser du beskriver er; mistillid, ked af det-hed, angst for at blive forladt, svigtet og for at blive selv. Jeg er enig med din tidligere psykolog i, at det er ganske almindelige følelser at have for et menneske som er forelsket. At knytte sig til et andet menneske er altid forbundet med angsten for at miste. Når man viser nogen tillid, risikerer man at blive afvist. Et liv med kærlighed indebærer således angst og frygt.
Når jeg læser dit brev med TUBA-øjne, ser jeg også noget andet. Jeg ved fra unge her i TUBA, at følelser som angst og frygt kan opleves meget stærke og overvældende, når man er vokset op med svigt. I dit brev skriver du, at svigtet fra din barndom sidder i dig. Jeg tænker, at det kan være med til at skabe de voldsomme reaktioner, du oplever nu. Hvis jeg skal trække det lidt groft op, så tænker jeg, ud fra det du skriver, at din erfaring fra din barndom er, at du VIL blive svigtet. Med den erfaring i bagagen giver det god mening, at du føler dig sårbar og er bange, når du er forelsket og har lyst til at knytte dig. Dine følelser forholder sig på den måde til de oplevelser, du har haft i barndommen. Giver det mening for dig? Hvis det gør, tænker jeg det kan være en ide for dig at arbejde med at adskille det, der skete i din barndom fra det, der sker i dag, det er en proces, jeg tænker du kan bruge din psykolog til.
Noget andet, jeg bliver optaget af, når jeg læser dit brev, er, at du skriver “jeg tror hele tiden at min kæreste er mig utro og ikke gider mig”. Jeg kommer til at tænke på, hvad du siger om dig selv, når du tror sådan? Det, jeg hører, er noget med “Jeg er ikke værd at elske”, “Jeg forstår ikke, hvis min kæreste gider at være sammen med mig”. Sådan er der rigtig mange unge med drikkende eller psykisk syge forældre, der siger til sig selv. Det er typisk noget, man har lært at sige til sig selv som barn, man har måske sagt ting som:
“Mig gider min far/mor ikke være sammen med.”
”Min far eller mor vil hellere drikke”
”Jeg er ikke værd at være sammen med.”
Måske har du sagt noget lignende til dig selv som barn, og måske gør du det stadig idag? Måske har du en kritisk indre stemme, som gør ,at du simpelthen har svært ved at forstå, at din kæreste vil dig. Måske er den indre kritiske stemme med til at skabe den mistillid, ked af det-hed og angst for at blive forladt, som du oplever?
Kan du genkende det? Hvis du kan tænker jeg, at der også er en ide i at arbejde med din indre kritiske stemme. Det er en proces, du kan arbejde med sammen med din psykolog.
At adskille de oplevelser, du havde som barn fra de oplevelser, du har idag og en indre kritisk stemme er de to ting, jeg får øje på, når jeg læser dit brev. Jeg synes, du har rigtig godt fat i, hvordan du har det og er meget bevidst om dine følelser. Det er meget positivt. Det er, som du selv nævner, også en mulighed, at du taler med din psykolog om at håndtere dine stærke følelser af mistillid, ked af det-hed og angst. Måske kan du godt udholde at være i følelserne på en måde, så de med tiden letter. Det kan jeg ikke vurdere. Under alle omstændigheder tror jeg, det kan give dig noget at genoptage kontakten med psykologen. Jeg tænker det er ok at handle på, at du ikke føler dig så velfungerende lige for tiden, som du gerne vil være.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA