Hej,
Jeg er vokset op med en far, der har et alkoholmisbrug. Han var aktivt misbrugende fra jeg blev født og indtil jeg var 14 år, hvor han gik i behandling for tredje gang og endelig blev varigt ædru. Det er han stadig i dag, og vores relation og hele vores familie er blomstret gevaldigt op på den baggrund. Hver dag arbejder jeg dog med de underlæggende mekanismer, der er installeret i mig fra barnsben via hans voldsomme misbrug: stor ansvarsfølelse, skam, dårlig samvittighed og en tendens til at glemme mig selv og mine behov, for i stedet at fokusere på andres. Jeg er dog glad for at “have ro” til at kunne gøre arbejdet, da min far nu er ædru, og vi også sammen kan vende, hvad der skete dengang, og jeg kan stille ham spørgsmål og bruge ham som ressource i min heling.
Nå, det var egentlig bare baggrund, for at sige, at jeg går og tumler med ting, som de fleste andre pårørende til alkoholikere vel egentlig også gør i deres voksenliv.
Gennem de sidste 15 år har jeg haft en kæreste, hvis mor også er alkoholiker. Hun kom i behandling, da vi begge var 17 år, hvilket naturligvis var hårdt for min kæreste, og han lænede sig rigtig meget op af mig og de erfaringer, jeg har gjort mig i kraft af min historie. Behandlingen havde desværre ikke stor effekt. Om hun stadig drikker er til dags dato et uvist spørgsmål (det er ikke ude i det åbne), men siden hun har været i behandling, har hun fortsat været depressiv, narcissistisk, isoleret sig ekstremt meget og sommetider lugtet så meget af alkohol, når vi besøgte hende, at det virkede helt latterligt at lade som ingenting. Jeg har dog ikke blandet mig i det overfor hende, fordi det ikke føles som min hjemmebane. Min kærestes relation til hende har været nærmest ikke-eksisterende siden han flyttede hjemmefra som 19-årig, fordi hun ikke har været i stand til at være der for ham, og han har mistet al tillid til hende – ja, faktisk kan han slet ikke genkende hendes personlighed længere.
Vi har siden fået to dejlige børn og har en fantastisk familie, som jeg er så taknemmelig for og stolt af. Som misbrugsbarn fra en skilsmissefamilie er det enormt vigtigt for mig, at mine børn ikke vokser op med samme ar på sjælen som jeg selv, og at jeg er med til at give dem et hjem, der er trygt, og hvor man har lov til at være barn. Alt spiller – undtagen relationen til min svigermor. Det meste af tiden er hun fuldstændig fraværende og kommer med alskens undskyldninger for, hvorfor vi ikke kan ses. Vi har i perioder stoppet med at række ud til hende på den baggrund. I de perioder ringer og skriver hun til os i påvirket tilstand gentagne gange om dagen og siger ting som, at vi holder hendes børnebørn fra hende, at hun føler sig ensom, at hun stadig er forelsket i sin eks-mand (min kærestes far), at det hele bare er fordi, hun er traumatiseret fra barnsben, og så videre og så videre.
Hun udviser virkelig narcissistisk, ubehagelig adfærd, og jeg bliver sindssygt tricket af det. Jeg bliver så vred på hende, men det føles ikke rigtigt som mit ansvar at skulle “skælde hende ud” for alt det, hun har gjort mod min kæreste og nu også vores lille familie. Min kæreste er også meget vred på hende, men samtidig også magtesløs og i sorg over at hans mor ikke kan være nogen for hverken ham eller hans børn. Jeg oplever ikke, at han siger ordentligt fra overfor hende, men samtidig ved jeg jo også, hvor svært, ja nærmest umuligt, det kan være at sige fra overfor en misbrugende forælder. Efter et skænderi omkring hele situationen mellem min kæreste og jeg, der opstod på baggrund af endnu et svigt af vores familie fra svigermors side, blev vi egentlig enige om, at vi ikke ville ses med hende, med mindre det var højst nødvendigt, og at vi aldrig ville sige til børnene på forhånd, at vi havde en aftale med hende – med tanke på at beskytte dem for skuffelsen ved endnu en aflysning. Det var landet godt i os begge to, og jeg havde for første gang i meget lang tid ro i maven omkring det hele.
Så skete der det, at hun for to måneder siden fik konstateret slem skrumpelever. Hun er on/off indlagt for at blive tappet for væske i bughulen og i lungerne, og hun er rigtig alvorligt syg. Lægerne siger alle sammen, at hun kommer til at dø af det, men ingen kan selvfølgelig sige, hvornår. Min kæreste er selvfølgelig meget ramt af det, men ikke på den der klassiske måde, hvor han er ked af det, men han vil bare gerne se hende virkelig tit. Altså, besøge hende på hospitalet og være der for hende. Det er som sådan ikke noget, hun beder om, men noget, som han gerne vil. Jeg kan sagtens forstå det, og jeg ville jo gøre præcis det samme, hvis det var sket for min far. Problemet er bare, at jeg er SÅ vred på hende stadigvæk. Faktisk nærmest endnu mere efter hun er blevet syg. Jeg bliver så vred over, at hun endnu engang er årsag til ekstrem meget bekymring hos min kæreste og mig selv, og at hun endnu engang “forstyrrer” den ro, jeg har arbejdet så hårdt for at opbygge i min familie. Jeg bliver vred over, at hun igen får lov at være offer. Men det hele er bare så kompliceret, føler jeg. For på den ene side føler jeg, at jeg skal lægge min vrede væk, så jeg kan være der for min kæreste og for hende. Men hvordan gør jeg lige det? Altså, det er vrede på en måde, så jeg kommer til at ryste, og nærmest får angst, når jeg skal se hende. Jeg har endnu ikke set hende, mens hun har været syg, fordi jeg simpelthen ikke har kunnet gennemføre at sætte mig ned i bilen og køre af sted, fordi jeg har været så vred. Hvad gør man lige med det? Og hvorfor bliver jeg så vred (og måske også bange?)?
På den anden side har hun jo også gjort alle de ting, hun har gjort, og hun har fået en livsstilsrelateret dødelig sygdom ud af det. Er min vrede på nogen måde berettiget, eller skal den “bare” skylles ud med badevandet?
Og hvad gør vi med børnene? Min kæreste kan ikke se noget problem i, at de besøger hende på hospitalet (de er hhv. 10 måneder og 3,5 år), men jeg kan mærke, at alt i mig sitrer ved tanken om, at min store pige skal besøge hende på hospitalet. Vi har ikke snakket med hende om de problemer, farmor tumler med, og hun ved ikke, at hun er dødeligt syg. Jeg kan slet ikke klare tanken om, at hun skal føle et ansvar overfor sin farmor – måske er det det, der er på spil.
Min kæreste kender til min vrede mod hans mor, og han ved også, at jeg kæmper med den i denne her proces. Jeg prøver dog også virkelig at være der for ham og give plads til hans følelser og behov i det hele, uden at lade min egen relation til svigermor overskygge det hele. Det er dog utroligt svært, fordi jeg får ophobet en masse “forkerte” følelser, som jeg ikke føler, at jeg kan komme af med nogle steder.
Ja, som I nok kan læse er det et stort virvar af følelser. Og jeg føler virkelig, at jeg skal passe på mine reaktioner i det her – både så jeg ikke kommer til at såre min kæreste eller mig selv. Hans mor er jo ved at dø, og jeg har det som om, at der er en tordensky inden i mig, der vokser sig større for hver dag. Jeg er også bange for, at jeg på den lange bane kommer til at fortryde, at jeg var så vred på hende. Så hvordan arbejder jeg med det hele på en måde, så min kæreste får lov at have sin sorg og sin relation til sin døende mor i behold, men at jeg samtidig passer på mig selv?
På forhånd mange tak for hjælpen!
Svar:
Kære du
Tak for dit brev og for modet til at række ud. Også tak for at give mig mulighed for at få adgang til en del af din historie. Det tager jeg aldrig for givet.
Når jeg læser dit brev, får jeg en fornemmelse af, hvor kompleks en situation du står i. Du er god til at beskrive og sætte ord på, dels i forhold til hvad du kommer fra, dels hvad du og din familie står midt i. Det giver et indblik i baggrunden for nogle af de mange udfordringer, som du er med i øjeblikket. Jeg får også en fornemmelse af, at du er klar til at arbejde med disse udfordringer – alene og sammen med din kæreste. Det ønske og den vilje, som jeg ser i dit brev, er både stærkt og inspirerende.
Skal jeg forsøge at summere dit lange brev op, er det vreden i dig som fylder og som du gerne vil have hjælp til at få undersøgt.
Du spørger blandt andet
- hvad gør jeg ved det (vreden)?
- er vreden berettiget?
- hvorfor bliver jeg så vred og måske bange?
- hvordan passer jeg på både mig, min kæreste og vores børn i dette?
Vreden er din og den anerkender jeg, på samme måde som jeg ønsker og håber, at du anerkender den og alle dine andre følelser. Der er altid budskaber i vores følelser og vreden kan fx. fortælle dig, at en vigtig regel i dit liv er blevet overskredet – eller at noget, som du finder vigtigt, er blevet tilsidesat eller underkendt.
Nogle gange er det os selv, der overskrider vores egne regler og andre gange er det andre – bevidst eller ubevidst (ubevidst fordi de ikke kender dem).
Og skal jeg svare på dit spørgsmål; “hvad gør jeg ved det (vreden)?”, vil mit svar eller snarere råd til dig være at byde vreden velkommen, fordi den formentlig kommer med vigtige budskaber til dig.
Jeg vil også invitere dig til at gå på opdagelse i vreden og hvem den er rettet imod.
Måske ligger der en gammel og glemt vrede mod din far, som blander sig i den nuværende vrede.
Måske er vreden rettet mod både din kæreste og svigermor – fordi de bevidst eller ubevidst har overtrådt regler i dit (indre) liv.
Måske er der en vrede mod livet og de udfordringer, som det kommer med til dig – En vrede over en oplevet uretfærdighed.
Måske er der noget andet på spil. Måske tager jeg helt fejl.
Umiddelbart kunne en vrede rettet mod din svigermor være let at forstå med hendes valg og din opvækst med deraf smertefulde erfaringer. Men hvad med en evt. vrede mod din kæreste?
Og her får jeg samtidig lyst til at tilføje, at under vreden gemmer der sig ofte en sorg.
Set udefra kan jeg godt forstå, hvis du mærker sorg over nu, hvor du endelig oplever, at der var faldet ro på, igen bliver forstyrret (det er mine ord) af din svigermor.
Måske der (også) er en sorg over din opvækst, sorg over din kærestes opvækst, sorg over livets udfordringer, sorg over hvad dine børn skal møde igennem din svigermor og sorg over hvad der sker rundt i verden.
Måske er det sorg du mærker og ikke vrede?
Jeg ved det af gode grunde ikke, ej heller om du genkender det, men måske det er værd at gå på opdagelse i dette – alene eller fx i terapi.
Jeg tror, at både sorg og vrede kan være berettiget. Kun du ved, hvornår de er berettiget hos dig. Og en undersøgelse af om det er vrede eller sorg – eller begge dele, vil formentlig også kunne hjælpe dig med at finde svar på, hvorfor du mærker de følelser, som opstår i dig. Herunder også angsten som du nævner.
Hvordan passer du på dig, mens din kæreste får lov til dels at have en relation til sin mor, dels mærke sin egen sorg?
Som nævnt tidligere anerkender jeg altid alle følelser. Det som kan undersøges, er adfærden, som typisk bliver styret af vores følelser. Hvilken adfærd har du (pga af dine følelser her) og gavner denne adfærd dig på vejen hen imod det, som du længes efter?
Jeg tror, at det vil styrke både dig, men også jer som par at snakke om, hvad I hver især mærker og hvad I hver især har brug for.
Kan I dele dette i et ærligt og sårbart rum og sammen finde en fælles vej, hvor I begge kan være?
Ikke nødvendigvis i et kompromis, men en 3. og ny fælles vej. Fordi når vi går på kompromis, undertrykker vi noget i os og så er der en risiko for at vreden igen viser sit ansigt. Derfor vil jeg gerne invitere jer til at finde en ny vej – eller en løsning – som tilgodeser jer begge.
Når jeg læser dit brev, får jeg en god fornemmelse af, at du og din kæreste allerede er gode til at samarbejde. Det er et godt og sundt udgangspunkt for at gå yderligere på opdagelse sammen.
I forhold til hvorvidt dine børn skal besøge farmor på hospitalet, så kender jeg for lidt til at kunne svare tydeligt ja eller nej.
Umiddelbart tror jeg, at den største fint kan tage med på hospitalet, fordi det er farmor som er der. Det havde forholdt sig anderledes hvis det var dig eller din kæreste, som er barnets primære omsorgspersoner, og dermed de mennesker barnet også typisk og let kunne tage ansvar for, hvis der er uro.
Dertil kommer, at børn er gode til at fornemme og gode til at stille spørgsmål. Jeg tror at det er vigtigt, at vi giver plads til børnene. Plads til deres fornemmelser og plads til deres spørgsmål. Og måske vil du og din kæreste opleve, at det bidrager til at åbne op for både nye spørgsmål, nye refleksioner og samtaler samt nye indsigter. Mellem du og din kæreste og mellem jer og jeres barn.
Du skriver indledningsvis, at du grundet egen opvækst har installeret mekanismer som ‘stor ansvarsfølelse, skam, dårlig samvittighed og en tendens til at glemme mig selv og mine behov, for i stedet at fokusere på andres.’
Det er meget genkendeligt i vores arbejde i TUBA og jeg forestiller mig, at disse mekanismer også let kan komme i spil, når du skal italesætte dine behov, ønsker og grænser overfor din kæreste i en samtale som ovenfor beskrevet.
Jeg håber, at du alligevel vil gøre forsøget og huske nænsomheden overfor dig selv, hvis du snubler. Ved at prøve træner du en muskel, som kun bliver stærkere – til gavn for dig og dermed dem omkring dig.
Jeg håber, at nogle af mine spørgsmål og invitationer har hjulpet dig lidt på vej. Ellers er du meget velkommen til at skrive til os igen.
Jeg får samtidig lyst til at fortælle dig, at du også altid er velkommen til at benytte dig af vores onlinerådgivning, hvis du har lyst til, eller brug for, mere sparring på dine tanker. Her kan du chatte med en af vores uddannede rådgivere – chatten er åben mandag til torsdag kl. 18-21. Linket sætter jeg her : https://tuba.dk
Du og din familie fortjener at have det godt. Det lyder som om, du og I allerede er godt på vej, og det er virkelig sejt. Jeg sender dig, din kæreste og børn de bedste og varmeste ønsker og husk du er velkommen til at skrive igen.
Kærlig hilsen
Inger